oktober 3, 2023

Glædelig overraskelse: Her er den nye Suzuki Swift

Ikke alle minibiler med benzinmotor må lade livet. Suzuki viser første billede af en “konceptudgave” af en ny Swift.

TEKST Morten B. Bek FOTO PR

Vi har mistet mange allerede, og vi kommer til at miste flere i de kommende år. Det kunne være penge, vi taler om, men det er minibiler med benzinmotor, vi har med at gøre. Ford Fiesta, Nissan Micra og Kia Rio er væk, og der er rygter om, at VW Polo også skrider til de evige skrotpladser.

Men Suzuki har ikke tænkt sig at lade sine kunder i stikken. De holder ikke bare Swift i live, men sender en ny model på markedet – sandsynligvis i første halvdel af 2024.

Det er mere end rygter. En “konceptudgave” har premiere på Japan Mobility Show 2023 i slutningen af oktober, og første billede har vi allerede fået. Vi sætter konceptudgave i gåseøjne, for der er virkelig intet på bilen der tyder på, at den ikke er klar til produktion.

Den effektive benzinmotor lever videre

Vi ved stort set ingenting om den nye generation Swift, for Suzuki taler kun om “at have det sjovt med bilen og dagligdagen”. Og at Swift vil være baseret på en filosofi om effektivitet (lavt forbrug og aftryk i produktionen bygget på mærkets erfaring.

Det vil være underligt, hvis ikke Suzuki udmønter den filosofi i en opdatering af 1,2-liters benzinmotoren med mild-hybrid-system, som ligger i den kendte Swift-model. Der rykker næppe nogen spritny motor eller det regulære hybridsystem fra S-Cross og Vitara ind i den nye minibil.

Genkendeligt, men fornyet. Designet er helt tydeligt i familie med det, Suzuki har leveret med de tidligere Swift-generationer – bare i ny fortolkning. Grillen er, skal vi sige, noget særligt, og den virker mindre end på den nuværende Swift. Det skjulte dørhåndtag på bagdøren er skiftet ud med et almindeligt, og en skarpt skåret linje går gennem dørene, over forlygterne og ud i motorhjelmen.

Vi har set spionbilleder af interiøret, og Suzuki sætter ind med infotainmentsystem med større skærm (sandsynligvis op til 9″ som i S-Cross) og klimabetjening med separate knapper. Premieren på “konceptbilen” senere på måneden afslører forhåbentlig flere detaljer.

Del artikel:

Brugte Suzuki Swift til salg på Bilbasen

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS