Brugttest Mercedes C-Klasse 078
Forbrugerstof
29. juli 2025

Guide: Sådan prøvekører du en brugt bil som en professionel

Står du overfor et snarligt bilkøb? Vi giver dig en trin-for-trin guide til, hvordan du prøvekører bilen og hvilke spørgsmål, du bør stille før, under og efter turen.

Marcus Berggren

Marcus Berggren

At købe en brugt bil kan være både spændende og nervepirrende. En grundig prøvekørsel er et af de vigtigste skridt til at vurdere bilens stand og finde ud af, om det er det rigtige køb for dig – uanset om du handler hos en privatperson eller en bilforhandler.

Men hvordan er det nu lige, man prøvekører? Hvad skal man være opmærksom på, og hvilke spørgsmål bør man altid stille til sælger? Vi giver dig værktøjskassen, så du kan prøvekøre næste brugtbil som en professionel!

TEST Mazda CX-5 2,0 FL 2022 397
Foto: Morten Bek

Før prøvekørslen: gør dit forarbejde

Lidt forberedelse, inden du sætter dig bag rattet, kan spare dig for mange ærgrelser. Her er, hvad du bør gøre på forhånd:

  • Tjek bilens historik

Få registreringsnummeret på forhånd og slå bilen op på Motorregisteret eller via vores nummerpladetjek. Her kan du se synsdata, om der er restgæld og mere. Det sikrer, at bilen ikke er stjålet, og kan afsløre fusk med kilometertælleren.

  • Spørg ind til bilens fortid

Spørg hvorfor bilen sælges, og hvordan den er blevet passet. Få adgang til servicebogen og den seneste synsrapport. Er tandremmen skiftet? Har bilen været skadet? Er der foretaget større reparationer?

  • Planlæg ruten og prøvekørslen

Sørg for at kigge på bilen i dagslys, så du kan se bilen ordentligt. Planlæg en rute med både bykørsel, landevej og motorvej, så du får et alsidigt indtryk af bilen. Sæt gerne mindst 30 minutter af til turen.

  • Tag en bilkyndig ven med

En bekendt med teknisk indsigt kan hjælpe med at spotte fejl og give dig et ekstra sæt øjne og ører. Det er også rart at kunne vende sine indtryk efter turen.

  • Insistér på koldstart

Bed sælger om ikke at starte bilen, før du ankommer. En kold motor giver et bedre indblik i, hvordan motoren har det i forhold til hvor let, den starter og hvordan, den lyder. En varm motor kan skjule mislyde og problemer, der kun opstår, når den er kold.

Nissan Qashqai vs. Toyota Corolla Cross Eksteriør-03
Foto: Simon Hallenslev

Under prøveturen: brug alle sanser

Prøvekørslen handler ikke kun om komfort. Det er her, du skal være opmærksom på, hvordan bilen opfører sig teknisk.

  • Lyt efter mærkelige lyde

Sluk radioen og lyt: Hører du klonk-lyde over bump, hvinen ved høj hastighed eller skratten fra kabinen? Det kan være slidte hjullejer, dårlig affjedring eller defekte bremser.

  • Tjek styring og køreegenskaber

Kører bilen lige, når du slipper rattet på en lige vej? Hvis ikke, kan der være behov for hjuludmåling eller fejl i styretøjet. Vær også opmærksom på servostyringens opførsel.

  • Test bremserne

Bilen skal bremse kontant og uden at trække til siden. Rysten i rattet eller mislyde ved opbremsning er faresignaler. Bremsepedaler føles forskellige, men den må ikke føles svampet eller gå helt i bund.

  • Mærk motorens respons

Accelerer på en lige strækning. Motoren skal tage fat jævnt og uden tøven. Hold øje med røg fra udstødningen – blå røg tyder på oliespild, sort røg på brændstofproblemer, og vedvarende hvid røg kan være tegn på kølervæske i forbrændingen. Sidstnævnte kan koste en motor.

  • Test gear og kobling

Gearskift skal være glatte og uden mislyde. En kobling, der først tager ved helt oppe, kan være slidt. Tager motoren omdrejninger, uden at bilen accelererer tilsvarende, når du slipper koblingen, kan det også tyde på en slidt kobling. I automatgear skal overgange ske uden ryk, forsinkelser eller mislyde.

  • Undersøg komfort og praktiske detaljer

Sidder du godt? Er der justeringsmuligheder nok? Har du frit udsyn, og fungerer spejlene? Overvej også pladsforholdene for børn, passagerer eller bagage. Bilen kan være i nok så god stand, men hvis den ikke dækker dine behov, er det ligegyldigt.

Hyundai i10 facelift-17
Foto: Simon Hallenslev

Fire faresignaler, du skal være opmærksom på

1. Sælger forsøger at stresse dig

Hvis sælger forsøger at presse dig til at tage en hurtig beslutning, bør du være skeptisk. En god bilhandel tåler eftertanke, også selvom der er flere interesserede i bilen.

2. Dårlige undskyldninger

Sæt spørgsmålstegn ved udsagn som “det er bare en sensor, der skal skiftes” eller “den skal bare have kølemiddel, så virker aircondition igen”. Hvis ikke sælger kan dokumentere det, bør du være på vagt.

3. Historik der ikke stemmer

Lavt kilometertal, men slidte pedaler og rat? Manglende servicebog? Mange ejere på kort tid? Det kan alt sammen indikere, at noget er galt – spørg og få klar besked.

4. Stol på din mavefornemmelse

Hvis noget føles forkert – bilen, sælgeren eller informationerne – så gå videre. Du skal ikke købe en bil, du er i tvivl om.

Samlino logo
9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring.
Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen

Læs mere om:

Andre fandt dette interessant