En afløser til Honda CR-V fra 2016 har netop haft premiere i USA. Den er større, stærkere – og, ikke mindst, klædt i langt federe design.
TEKST Morten B. Bek FOTO PR
Honda var med fra starten i 1990’erne. I 1995, året efter Toyota for alvor såede crossover-frøene i bilindustrien med RAV4, længe før biler som Ford Kuga og VW Tiguan, introducerede Honda sin første CR-V. Den første CR-V, som man stadig kan være heldig at træffe på danske veje, blev modtaget med kyshånd.
I USA har CR-V været den mest solgte SUV i et kvart århundrede. Amerikanerne kan ikke få nok af den, mens danskerne længe har været mere forbeholdne. Vi er derfor ikke det mindste overraskede over, at den nye CR-V netop er rullet ud på podiet til sin verdenspremiere i USA.
Den sjette generation CR-V, som afløser modellen præsenteret i 2016, kommer allerede nu til sommer på markedet i USA; det er ikke ualmindeligt med verdenspremiere og lancering tæt på hinanden i USA.

Tidspunktet for europæisk lancering? Uvist. Honda har for vane at præsentere og sælge den amerikanske version et eller flere år før den europæiske (det er sket med både CR-V og Civic, så vi ser den nok først sent i 2023.
Det er også uvist, om den europæiserede CR-V kommer til at se ud som bilen, der lige har haft premiere i USA. Det kan gå to veje: Enten Civic-vejen, hvor modellen til Europa har 99 procent samme design som den amerikanske. Eller HR-V-vejen, hvor amerikanernes er større og mere udfordrende i designet end den, Honda sælger os europæere.
Stærkere hybridsystem
Hvis vi skal bestemme, så skal den europæiske CR-V se ud som den amerikanske. Den er et befriende opgør med et design med alt for mange buer og lidt oppustede elementer. Præcis det samme er sket med den nye Civic. Det kan godt være, designet er mere konservativt, men det vil holde sig friskt meget længere.
Samme gode historie i kabinen. Mere stringent, mere lækkert. CR-V har sågar det meste af sin indretning omkring førerpladsen fra den nye Civic; fritstående infotainmentskærm op til 9″ i størrelsen og bikube-indlæg som gemmer på ventilationsdyserne.




CR-V er vokset i den nye generation. 7 cm længere og 4 cm længere mellem akslerne. Ikke at den gamle CR-V manglede plads, men mere vil have mere.
I Europa vil den kommende CR-V blive markedsført som hybrid med benzinmotor og to elektriske motorer – og CR-V kommer også på markedet som Hondas første plug-in hybrid i Europa.
Hybriden, som kommer med enten forhjulstræk eller firehjulstræk, skulle dog blive noget stærkere end den gamle models 184 hk. Plug-in hybridens drivlinje og ydelse kender vi ikke.