maj 21, 2022

Test: Effektivitet og komfort i højsædet i hybriden Honda HR-V

Den nye HR-V E:HEV har ikke sprudlende kræfter, men til gengæld er forbruget lavt, pladsen i kabinen og komforten fremragende.

TEKST OG FOTO Morten Bek

Hvornår har Honda sidst haft et hit i Danmark? Elbilen E var en af de mest hypede biler, da den kom frem. Men en elbil kræver rimelig rækkevidde for at tiltrække kunder, og selv om idéen med et lille batteri – primært af miljøhensyn – lyder god, så har kunderne en anden indstilling.

Seneste Honda-hit går næsten et årti tilbage, og selv det hit var langt mere stilfærdigt end de største kassesucceser. Den forrige Civic, ofte som stationcar udstyret med Hondas fine 1,6-liters dieselmotor, var en bil, danske kunder kunne forstå.

LÆS OGSÅ | Ny Honda Civic – elegant hybrid med 184 hk

Hverken Civic eller CR-V det også rigtig hårdt, og den lille Jazz har først fået lidt mere end bare den blideste brise som medvind efter prisnedsættelser. Jazz er en af de minibiler, hvor man lige nu får mest bil for pengene.

Danskerne elsker til gengæld kompakte SUV’er, og der kommer den nye Honda HR-V ind i billedet. Den første HR-V går så stille over i historien, at man kan blive helt i tvivl om den overhovedet har eksisteret, men denne gang er kortene blandet bedre. Ny HR-V laves kun som hybrid, og mens den ikke kan lades op med kabel, men kun ved egen (motor-)kraft, så har Toyota haft enorm succes med den lignende C-HR Hybrid.

Hvad skal man med en hybrid uden kabel?

Man skal køre en bil med konsistent og gennemskueligt, lavt forbrug. HR-V kan intet stille op mod forbruget, eller mangel på samme, i en plug-in hybrid, hvis plug-in hybriden oplades forud for de fleste ture – hverken på papiret eller i virkeligheden. Men overfor en plug-in hybrid som aldrig eller kun med mellemrum oplades, så kan en hybrid blomstre og vise sit fulde værd.

På HR-V-papiret, som i øvrigt døber hybriden E:HEV, lover Honda os 18,5 km/l. I mange plug-in hybrider som tages på langtur og ikke får en omgang med kabel hver dag, ville det være et pænt forbrug. Tæt på et fremragende forbrug.

Men i virkeligheden overgår HR-V det EU-certificerede forbrug, som så ofte er mere fantasibetonet end en tur i Disneyland. Den er effektiv i omgangen med de lige for tiden meget dyre dråber. Det er helt uproblematisk at lande på omkring 20 km/l, og min uge inkluderer en hel del motorvejskørsel og motortrafikveje. Jeg ser det forbrug uden på nogen måde at hensygne i højre spor eller undlade overhalinger.

For 320.000 kr. får man næsten alt det udstyr, man kan drømme om. Et læderrat må man desværre selv sørge for

Er der medvind hele vejen?

Næh, tværtimod. Det blæser meget i løbet af min uge med HR-V, så det kan kun skyldes, at Honda har gjort meget rigtigt med hybriddrivlinjen. Jeg skal spare dig for alt for meget teknisk snak, men HR-V er ingen almindelig, traditionel hybrid.

Benzinmotoren, som er samme 1,5-liters som i den mindre Jazz, yder meget beskedne 107,41 hk (jooo, Honda oplyser ydelsen med hele to decimaler), men det er alligevel den 131 hk stærke elmotor, som spiller hovedrollen. Hvordan det? Benzinmotoren er en generator, der laver strøm til batteriet, som sendes videre til elmotoren – og så går kræfterne ud til forhjulene. Kun ved høje hastigheder kobles benzinmotoren direkte til forhjulene, fordi strømproduktionen ikke helt kan følge med.

Man får ikke meget med af processen, når man bare kører af sted i HR-V. Rigtig meget af tiden kører den på strøm, og i displayet kan man følge med i, at batteriet meget hurtigt lades op, når det er ved at være tomt.

Den første HR-V var et flop for Honda i Danmark, men den havde også for mange svagheder. Den nye HR-V gør det meget bedre

Forud for testen havde jeg ingen store håb om, at en SUV/crossover på cirka 1,5 tons med 131 hk og 253 Nm kunne være mere end svagelig. Men det er HR-V. Den er passende og udmærket – ikke kraftig, men man kan følge godt med, også når der skal overhales på motorvejen med 120 km/t. Hvis det er hård accelerationspower du er ude efter, så er det bedst at kigge hos andre mærker.

LÆS OGSÅ | Duel: Honda Jazz og Toyota Yaris beviser, at hybrider uden ladekabel giver mening

At hybriddrivlinjen er både effektiv og stærk nok mærker jeg især i byen. I lyskrydset kommer HR-V hurtigt og smidigt af sted på strøm, og der er ingen forsinkelser. Det er som at køre elbil. Bremsepedalen føles også fast og naturlig, hvor hybrider tit kan være svære at bremse ned, fordi pedalen føles forskellig alt efter hvor langt man er i nedbremsningen.

Der er kritik, der trækker i den anden retning. Når du kommer over 120 km/t, begynder benzinmotorens monotone lyd og forholdsvis høje omdrejningstale at trænge ind i en ellers meget støjsvag bil. Der er en svag drønen, som bliver hængende. Hold HR-V på 110 km/t, og lyden er noget lavere.

Er den sjov at køre?

Nej. Men det er der ingen af bilerne i kompakt-SUV-genren, der er. Jo, men så er affjedringen næsten altid for hård. Honda har kodet styretøjet til at være neutralt og med god vægt, men det er affjedringskomforten, der virkelig træder frem: Ikke så stram som opsætningen i Toyota C-HR eller VW T-Roc, men der er hverken ustyrlig krængning eller høj søgang.

Tag plads i HR-V og nyd den høje komfort. Det er nemlig ikke kun affjedringen, der er styr på. Støjniveauet er, som jeg allerede har været lidt inde på, lavt. Sæderne passer mig rigtig godt i størrelse og støtte, og bagsædet er et ægte scoop for de pladskrævende.

LÆS OGSÅ | Au revoir til en af de bedste biler Citroën har lavet

Benplads som i en VW Tiguan, som jeg lige kan se det (det betyder, der er rigtig god plads), og Honda har bevaret Magic Seats-bagsæderne. Som på en teater- eller biografstol kan hynden hæves og stå op af ryglænet. Det giver seriøse pladsforhold på gulvet til flyttekasser, en cykel eller alt godt fra planteskolen.

Er HR-V så en dyr bil?

Det syntes jeg, den var, før jeg fik den til test. 319.900 kr. for den billigste af tre versioner – Elegance. Jeg begriber ikke, den har et rat i formstøbt plast, når et rat i læder, ægte eller kunstig, er så vigtig en del af oplevelsen. For en bil som HR-V, hvor alt ellers er i rigtig fin kvalitet, både at se på og røre ved, er det et særpræget valg.

Elegance har ellers det meste: LED-forlygter, 18” alufælge, adaptiv fartpilot, infotainment med 9” touchscreen, navigation, varme i forsæderne, automatisk klimaanlæg, bakkamera, p-sensorer for og bag, regnsensor og nøglefri betjening. Den koster cirka 11.000 kr. mere end den billigste Toyota C-HR, som har en langt mere anstrengende motor og nogenlunde samme udstyrsniveau.

Det er usædvanligt, men effektivt: Benzinmotoren er ikke primære drivkraft – den genererer strøm til et batteri, som så giver strømmen videre til en elmotor. Elmotoren driver så forhjulene

Testbilen er Advance-versionen til 359.900 kr. Læderrattet (med varme) kommer med her. Det samme gør el-betjent bagklap, auto-nedblændeligt bakspejl, LED-tågeforlygter og blind vinkel-system, men jeg synes, det er 15.000 kr. for dyrt i forhold til basismodellen. Dyrest er Advance Style til 399.900 kr. Mest interessant i den er trådløs opladning af smartphones, bedre lydanlæg og tagræling. Så den er, i forhold til det, for dyr.

LÆS OGSÅ | Ny Kia Niro: Elbil fra 310.000 kr., PHEV fra 290.000 kr.

Til 320.000 kr. får man alt det gode ved HR-V, og det er der rigtig meget af. Brændstofforbruget er lavt, pladsforholdene gode, køreegenskaberne herligt komfortable. Jeg ville vælge den billigste HR-V og få en autopolstrer til at beklæde rattet med læder – det kan gøres nemt og for få tusinde kroner.

Den nye HR-V er for god en bil til at blive overset, som den gamle blev det. Den kan det mest, og meget kan den rigtig godt. Giv den en chance, hvis din næste bil skal være en kompakt SUV eller crossover.


SPECIFIKATIONER

Honda HR-V 1,5 E:HEV Advance

Motor: R4, 1.498 cm3 + elmotor
Ydelse: 131 hk/253 Nm
0-100 km/t: 10,7 sekunder
Tophastighed: 170 km/t
Forbrug: 18,5 km/l
CO2-udledning:
122 gram/km
Mål (L/B/H):
434/179/158 cm
Køreklar vægt:
1.452 kilo
Bagagerumsvolumen:
335-1.289 liter

Pris:
359.900 kr. (HR-V fås fra 319.900 kr.)
Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse):
9.995/4.995 kr. (HR-V fås fra 9.995/4.495 kr.)
Beskatningsgrundlag, firmabil:
Kontakt forhandler


9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Andre fandt dette interessant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen logo
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS