juni 27, 2016

Huskeliste: Sådan bliver bilen sommerklar

Ferien er lige rundt om hjørnet. Går turen mod fjerne himmelstrøg i bil, er det selvfølgelig nødvendigt, at den er lige så ferieklar, som du selv er. Det tekniske skal naturligvis være i orden, inden du kører hjemmefra, og derudover findes der en række lovpligtige foranstaltninger, der skal være på plads inden afrejse. Desuden er der en række praktiske fornødenheder, du altid bør medbringe, skulle uheldet være ude.

bil-sommerklar-vedligehold

Det tekniske

De fleste kør-selv sommerferier strækker sig over mange tusinde kilometer. Bilen skal være klar til turens strabadser, og den optimale løsning er at få en fagmand til at tjekke motoren inden afrejse. Er der ikke tid til en tur til mekanikeren, kan du selv tjekke følgende, inden du kører hjemmefra.

Dæk

Tjek både dæktrykket og dækmønsteret. Er det, som det skal være, eller er dækmønsteret slidt ned?

Kølervæske

Går turen sydpå, bør du holde godt øje, om der er kølervæske nok på bilen. Overophedning af motoren er et af de mest almindelige problemer på kør-selv ferien.

Lys

Tjek at alle udvendige lys virker, inden du tager afsted.

Olie

Tjek altid oliestanden inden afrejse. Og altid kun, mens motoren er kold. Hav desuden gerne en ekstra dunk med i bilen. Når lampen blinker, kan der være for langt til nærmeste servicestation, inden skaden er sket.

LÆS OGSÅ Kør-selv-ferie: Sådan undgår du kø-kaos

Sprinklervæske

Yes, også om sommeren. Når forruden er snavset og fyldt med kvaste insekter, er det godt at give den et skud sprinklervæske.

Vinduesviskere

Få tjekket, at dine vinduesviskere slutter tæt og at gummiet er i fornuftig stand. Hvis det ikke er tilfældet, er det godt at få dem skiftet. Der er intet som en forrude ramt af styrtregn med 140 km/t på de tyske motorveje.

Tandrem

Sprænger tandremmen, stopper turen. I hvert fald midlertidigt. Tjek tandremmen inden afrejse. Det er dyrt og hamrende irriterende at få den skiftet i et tvivlsomt industrikvarter lidt uden for Bologna.

Batteri

Det er ligeledes heller ikke sjovt at stå med en bil uden strøm. Det kan ske på grund af et gammelt batteri, men eksempelvis også, hvis en læselampe står tændt natten over. Hav gerne et back-up batteri med i bilen. Og husk startkabler.

Bremser

Tjek bremserne inden afgang. Kasselbakkerne er ikke sjove uden bremsevne.

Partikelfilter

Har du planer om at besøge storbyer, kan det være nødvendigt med et partikelfilter, hvis din bil er af ældre dato. Tjek med lokale myndigheder for de gældende regler.

Det praktiske

Førstehjælpsudstyr

Den giver sig selv. Findes standard i de fleste nyere familiebiler. Ellers kan din lokale Falck-afdeling ofte være behjælpelig. Køb eventuelt en førstehjælpskasse, så du altid har den liggende i bilen.

Advarselstrekant

Ærgerlig at undvære, hvis bilen pludselig bryder sammen på motorvejen. Tjek altid, at den ligger på sin plads under bagagerummet, inden du drager afsted.

Lommelygte

Mange familier vælger at køre om natten af trafikmæssige årsager. Er du ude for at sammenbrud, efter mørket er faldet på, er en lommelygte stort set uundværlig. Og noget mere elegant end den fesne version i din smartphone, der dræner den for strøm. Husk batterier.

Underholdning til bagsædet

Begejstringen for bilferie er ikke nødvendigvis lige stor blandt alle passagerer. Har du børn på bagsædet, er det en rigtig god ide at sørge for underholdning undervejs. Det kan være læsestof, håndholdte spillemaskiner eller en DVD til nakkestøtterne.

Det lovpligtige

Har du endnu ikke EU-nummerplade på din bil, er det rent faktisk lovpligtigt at køre med et DK-skilt på bagklappen.

I efterhånden de fleste europæiske lande er det nu et lovkrav at have trafikveste ombord i tilfælde af en ulykke. Sørg for at have en trafikvest med til alle passagerer.

Skulle du blive impliceret i en trafikulykke, er det vigtigt, at du har registreringsattest og forsikringspapirer med i bilen. Sørg generelt for altid at have det nødvendige papirarbejde i handskerummet. Uanset om hvor turen går hen.

I mange lande, heriblandt Østrig, Schweiz og flere østeuropæiske lande, er det nødvendigt at have et motorvejsmærkat inden indrejse. De såkaldte vignetter kan købes på tankstationer nær grænseovergangene eller online inden afrejse. Husk mærkater også skal være gældende, når du kører retur.

God bilferie!

LÆS OGSÅ Kør-selv-ferie: Sådan undgår du kø-kaos

FACEBOOK Bliv ven med Bilbasen

INSTAGRAM Følg os på Instagram

 

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Bilbasen

Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS