august 15, 2023

Hvad er driftsomkostningerne ved en brugt bil? 

Umiddelbart er der penge at spare ved at købe brugt bil, men det er vigtigt at have sat sig grundigt ind i, hvad det koster at have en brugt bil, inden du køber.

Af: Bilbasen Blog

I dette blogindlæg kan du læse om:

  • Hvad det koster at køre en brugt bil om året
  • Hvad de største udgiftsposter er 
  • Hvordan du kan begrænse dine udgifter som brugtbilejer

Når du vælger at købe en brugt bil, er det som regel med et ønske om at spare penge i forhold til at købe en helt ny model. Men selvom brugte biler ofte kan ligne en god handel til at begynde med, kan du risikere at blive slemt skuffet. 

Nye biler har typisk den højeste afskrivning og de laveste driftsomkostninger, mens brugte biler til gengæld har en lavere afskrivning, men højere driftsomkostninger. Det er med andre ord den sidste faktor, driftsomkostningerne, som afgør, hvor mange penge du kommer til at spare ved at handle brugt i stedet for nyt. 

I denne artikel kan du blive klogere på de største driftsomkostninger ved en brugt bil, og hvordan du på bedste vis kan sikre dig imod at købe en brugt bil, som viser sig at være langt dyrere i drift, end du havde regnet med. 

Reparations- og vedligeholdelsesomkostninger

Den største driftsomkostning ved en brugt bil, sammenlignet med en helt ny bil, er reparations- og vedligeholdelsesomkostninger. Det er på grund af denne type omkostninger, at du nogle gange hører skrækhistorier om, hvor dyrt det kan være at eje en brugt bil. 

Nogle brugte biler skal nemlig pludselig meget på værksted, og så kan det blive rigtig dyrt. Ved køb af en brugt bil er du som regel ikke omfattet af nybilsgarantien, så du skal betale hele værkstedsregningen selv.

Som en bil bliver ældre, er det mere sandsynligt, at den kræver reparationer og vedligeholdelse. Biler, der har kørt mange kilometer, har også større risiko for mekaniske problemer. Hvis du køber en brugt bil, er det derfor i udgangspunktet en god idé at budgettere med, at du skal bruge nogle penge på disse omkostninger og have en reserveopsparing til at dække uventede reparationer.

Men hvad koster en brugt bil i service, dæk og reparationer om året? Det er svært at give et helt præcist svar, da det afhænger af den enkelte bil, men du skal formentlig regne med vedligeholdelsesudgifter omkring 10.000 kr. om året. 

Ifølge denne rapport fra FDM, eksempelvis, ligger de årlige vedligeholdelsesomkostninger for en bil med fem år på bagen omkring 9.000 – 10.000 kr. 

Og i dette regnestykke brugte bilisten 41.635 kr. på service, dæk og reparationer over en periode på fire år og syv måneder med en brugt Renault Laguna III.

Det virker med andre ord som et nogenlunde realistisk estimat, at du skal bruge omkring 10.000 kr. på vedligeholdelsesomkostninger om året, når du kører i en brugt bil. Men igen: det kan variere rigtig meget, og køber du den forkerte, kan det gå ‘helt galt’.

Tip 

For at minimere omkostningerne til reparationer og vedligeholdelse, bør du overholde bilens serviceplan og få udført regelmæssig vedligeholdelse. Det er også en god ide at prioritere at købe en brugt bil med en god servicehistorik, selvom det måske betyder, at den er en smule dyrere i købspris. 

Vær grundig når du læser bilens synsrapport og servicebog og overvej at få foretaget et brugtbiltjek af et autoriseret autoværksted, inden du beslutter dig.

LÆS OGSÅ | Hvordan kan jeg se bilers ulykkeshistorie?

Forsikringer

Du kommer heller ikke uden om en forsikring, når du køber en brugt bil. 

Når du har en bil, er det eksempelvis lovpligtigt, at du tegner en ansvarsforsikring. Den nøjagtige pris for forsikringen varierer alt efter, hvilken bil du kører og din historik i forhold til skadesfri kørselsperiode med mere, men prisen for en ansvarsforsikring ligger som regel omkring 1.000 kr. årligt.  

Udover den obligatoriske ansvarsforsikring vælger mange bilejere at tegne en såkaldt udvidet bilforsikring. Det er ansvarsforsikringen plus kaskodækninger og diverse tilvalgsdækninger som dækning ved parkeringsskader og førerpladsdækning. 

Prisen for en udvidet bilforsikring beregnes ud fra blandt andet din alder, antal år som bilist, bopæl, bilen, og hvor meget du kører. Den ligger typisk omkring 2.800 kr. og 5.000 kr., men det kan variere meget afhængigt af forsikringsselskabet.

Du kan med andre ord forvente at bruge i hvert fald nogle tusinde kroner om året på diverse forsikringer.

Undersøgelse forsikringspriser

Tip

Forsikringspræmien kan variere betydeligt fra forsikringsselskab til forsikringsselskab og kan skifte med op til flere tusinde kroner årligt. Det er derfor en god idé at indhente flere tilbud og sammenligne priser og dækning. Vær opmærksom på, at selvrisikoen skal være ens for at kunne sammenligne præmierne.

Ejerafgift

Ejerafgiften er en anden fast omkostning, du heller ikke kommer udenom som bilejer. 

Faktisk er ejerafgiften som regel højere ved en brugt bil end ved en ny bil, da brugte biler ofte har et højere brændstofforbrug eller CO2-udledning, og det er nogle af de faktorer, der afgører den præcise ejerafgift. Af samme årsag er benzinbiler typisk dyrere end dieselbiler, og elbiler er selvfølgelig billigst. 

Køber du eksempelvis en brugt dieselbil, der er indregistreret for første gang i 2018, og som kører 17 km. pr. liter, skal du regne med en ejerafgift på omkring 4.000 kr. om året. 

Du kan finde din præcise ejerafgift på SKATs hjemmeside her. 

Tip

Vil du gerne undgå et ordentligt afgifts-gok i nøden, skal du vælge en model, der kører langt på literen og ideelt set på et andet drivmiddel end brændstof.

Brændstof/el 

Den sidste store driftsomkostning ved at køre bil er selvfølgelig dine udgifter til brændstof eller el.

Det gode ved denne afgift er, at du selv kan justere den ved at køre mere eller mindre. Dog viser tidligere beregninger fra FDM og Danmarks Statistik, at bilister i Danmark bruger omkring 10.000 – 15.000 kr. om året på brændstof i gennemsnit.

Den store ubekendte ved lige præcis denne post er selvfølgelig, at priserne på diesel, benzin og el alle er er dybt påvirkelige af globale begivenheder og tendenser, som kan være umulige at spå om. Eksempelvis var det de færreste, som havde forudset, at elbilister i en periode skulle have 70 pct. flere penge op af lommen for at holde deres bil kørende i 2022. 

Men hvis du kører de gennemsnitlige 20.000 kilometer om året, er 9.000 kr. – 18.000 kr. om året et realistisk bud.

Hvad kræver opladning af elbil hjemme?

Tip

På færdselsstyrelsens hjemmeside kan du søge på energiklasse, mærke og model og se, hvor langt de forskellige biler kører på literen. 

Diverse

Reparations- og vedligehold, forsikringer, ejerafgift og brændstof er helt klart de fire største driftsomkostninger som brugtbilejer. 

Men der er selvfølgelig også andre ting, du kommer til at bruge penge på. FDM estimerer, at du som bilejer bruger omkring 3.800 kr. om året på eksempelvis parkering, bilvask m.m.

9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Andre fandt dette interessant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Bilbasen Blog

Bilbasen logo
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS