august 25, 2023

Kan jeg fortryde et bilkøb? 

Hvilke muligheder har du for at returnere en bil, som du lige har købt? Læs om reglerne her.

AF: Bilbasen Blog

I denne artikel kan du læse om:

  • Hvilke muligheder du har for at annullere et bilkøb
  • Hvilke regler du skal være opmærksom på
  • Hvad det koster at annullere et bilkøb

At købe en brugt bil er på mange måder en god idé. Du kan finde din drømmebil til en lavere pris, end den ellers ville koste.

Men hvad sker der, når købet af en brugt bil ikke lever op til forventningerne? Kan du fortryde dit køb, eller står handlen altid fast? Det kan du blive klogere på her. 

Køb af privatperson: Slutsedlen er bindende

Køber du en brugt bil, har du som udgangspunkt ikke nogen lovbestemt fortrydelsesret. Når du underskriver slutsedlen, anses handlen normalt for at være bindende, medmindre du har fået indskrevet specifikke aftaler eller betingelser i kontrakten, som giver dig mulighed for at annullere.

Hvis bilens tilstand er som lovet, men du lige pludselig indser, at ‘jeg har slet ikke lyst til at eje den her bil alligevel’, fanger bordet. Bilen er din, handlen er gennemført. Har bilen fejl eller mangler, kan du måske komme ud af handlen, men det er hverken sikkert eller særligt sandsynligt. 

Når du køber en brugt bil af en privatperson, anses sælger nemlig ikke for at være ‘ekspert i produktet’ – i hvert fald ikke i juridisk forstand.

Rent lovgivningsmæssigt er sælger ikke forpligtet til at kunne vide alt om bilen. Derfor kan du ikke stille krav om at få tilbageført handlen på grund af fejl, som sælgeren ikke havde kendskab til, da vedkommende solgte dig bilen.

Skal du have mulighed for at ‘træde ud af handlen’, kræver det, at du kan dokumentere, at du enten har fået forkerte oplysninger om den brugte bil eller, at bilen har graverende fejl og mangler af en karakter, sælger burde have oplyst dig om. Fejlene skal også ligge udenfor det forventelige i forhold til bilens pris, alder og antal kørte kilometer.

Selv hvis sælger har forsømt at oplyse dig om alle fejl og mangler, er det ikke ensbetydende med, at du kan få handlen annulleret. Til gengæld vil du have mulighed for at gøre krav om et nedslag i prisen eller få sælger til at betale for eventuelle besøg på værkstedet eller nye reservedele. 

Skulle du havne i en situation, hvor du er utilfreds med bilen og sælgers ageren, er det en god idé at kontakte en juridisk rådgiver eller en forbrugerorganisation for at få vejledning i din specifikke situation.

Køb af forhandler: Købeloven er på din side

Når du køber en brugt bil af en forhandler, er du omfattet af købelovens regler for forbrugerkøb. Disse regler inkluderer en reklamationsret på to år, som begynder fra det tidspunkt, du får bilen leveret eller forlader forhandleren i din nye bil. 

Reklamationsretten på to år giver dig en række forskellige muligheder, hvis bilen viser sig at have fejl eller mangler:

  • At få manglen afhjulpet, eksempelvis repareret
  • At få varen omleveret
  • At få et forholdsmæssigt afslag i prisen
  • At få pengene tilbage – ophæve købet

Købeloven fungerer sådan, at hvis du vælger at få pengene tilbage, kan forhandleren afvise dit krav og i stedet tilbyde dig at få manglen afhjulpet ved at betale for en reparation eller få varen omleveret (sidstnævnte er dog en usædvanlig udgang inden for handel med brugte biler, da to brugte biler sjældent er helt ens). 

Det er vigtigt at være opmærksom på, at kravene, du kan stille til bilen, afhænger af faktorer som bilens alder, pris og kilometerstand. Hvis det drejer sig om en nyere og dyrere bil, kan du derfor stille større krav, end hvis du har købt en meget gammel og billig brugt bil, der har kørt mange kilometer. 

Købeloven er med andre ord en smule elastisk. Du har muligheder på hånden, men det varierer i hvilket omfang. Derfor er det altid vigtigt, at du undersøger bilen grundigt, inden du underskriver slutsedlen. En grundig gennemgang er dit bedste værn mod et fejlkøb.

Hvad med de 14 dages returret?

Som forbruger har du normalt ikke krav på 14 dages returret, når du køber en brugt bil. Returretten på 14 dage, også kendt som fortrydelsesretten, gælder for ‘fjernsalg og køb foretaget uden for sælgerens forretningssted’. Det vil sige online salg, hvis vi skal oversætte til menneskesprog.

Når du køber en brugt bil fysisk hos en forhandler eller en privatperson, har du derfor i udgangspunktet ikke 14 dages returret.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Bilbasen Blog

Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS