Der er god plads mellem Kia EV3 og EV6, og i efteråret fyldes hullet ud med den kinesisk producerede EV5. Den elektriske afløser til Sportage byder på rækkevidde op til 555 kilometer.
Kia Sportage har haft sin tid i Danmark, og når den europæiske udgave af den faceliftede kommer på markedet, kommer den sandsynligvis ikke på det danske marked. Der er allerede en bil på vej, der skal udfylde hullet efter Sportage.
Den er ikke ny, men den er langt mere relevant for det danske marked, end Sportage er: den mellemstore el-crossover EV5. Målt på størrelse kunne EV5 ikke passe bedre – den er cirka 462 centimeter lang, så omkring 10 centimeter længere end Sportage.
Læs også: Er EV5 den elektriske Kia Sportage?
EV5, forventer den danske Kia-importør, lander i Danmark i oktober. Men hvad er EV5 egentlig for en bil, og hvordan passer den ind i det efterhånden omfattende modelprogram med elbiler hos Kia?




Den første kinesiske Kia til Europa
Kia EV5 er, som sagt, ingen ny model. Den blev præsenteret i Kina allerede i 2023, og den er siden introduceret på det kinesiske marked såvel som i blandt andet Australien og New Zealand. Det er ingen tilfældighed, at EV5 startede sin modelkarrierer i Kina: den er udviklet hos det joint venture-selskab, Kia indgår i i Kina: Jiangsu Yueda Kia Motors.
Den mellemstore crossover produceres i Kina, og det er også derfra, danske kunder vil få deres EV5 fra. Det er første gang, Kia introducerer en kinesisk produceret bil i Danmark.
Læs også: Første møde med Kia EV4
EV5 er cirka 32 centimeter længere end den nye EV3, men kun cirka 6,5 centimeter kortere end EV6. Men man skal ikke bruge ret lang tid på at se, at EV5 og EV6 er så vidt forskellige i opbygning, at de næppe vil kollidere på markedet.
Som en næsten kasseformet SUV vil EV5 være en mere interessant model for mange danskere, som sammenligner elbiler i den konkurrenceprægede klasse med mellemstore modeller – Cupra Tavascan, Skoda Enyaq, Tesla Model Y, Peugeot E-5008, Renault Scenic E-Tech er bare nogle af de vigtige i klassen
Mindst lige så interessant er, hvis man interesserer sig bare lidt for teknikken i elbiler, at EV5 intet deler med nogen anden elbil fra Kia, som sælges i Europa. Der er intet fra EV3/EV4, EV6/EV9 eller Niro i den kinesiske model.




Op til 555 kilometer på en opladning – og op til 313 hestekræfter
På det australske marked, som er det nærmeste, vi kommer det danske lige nu, findes EV5 i tre varianter: to udgaver med forhjulstræk og en model med firehjulstræk. Der er to batteristørrelser, og i den mest langtursegnede udgave er WLTP-rækkevidden op til 555 kilometer.
Det er for udgaven 2WD Long Range med forhjulstræk og det store batteri med en kapacitet på 88,1 kWh. Elmotoren yder her 218 hestekræfter, og den store batteri kan tage imod op til 140 kW ved en DC-lynlader. Det er en kapacitet, der absolut kun er gennemsnitlig.
Når der er en ekstra elmotor ved baghjulene, som der er i AWD Long Range, ryger man op på 313 hestekræfter, men ned på en rækkevidde på 470 til 500 kilometer (den lave rækkevidde er for topmodellen GT-Line). Et mindre batteri på 64,2 kWh giver basismodellen med 218 hestekræfter en rækkevidde op til 400 kilometer.
Det kan vise sig, at hverken motorydelse, batteristørrelser eller rækkevidde vil være den samme i modellerne, der kommer til Danmark. Men der er tale om officielle WLTP-tal, da Australien også bruger denne målemetode.
På indersiden ligner EV5 på de fleste områder de andre elbiler fra Kia af nyeste generation. To store skærme til infotainment og instrumentering, en lille skærm til klimaanlæg – og rigtige knapper til bl.a. temperatur og volumen. En usædvanlig detalje er passagersædet, som er forlænget over mod førersædet med en forhøjet hynde. Men sidde på den kan man ikke (i hvert fald ikke, når bilen kører).
Vi regner med, at Kia senest i løbet af sommeren offentliggør detaljer om den version af EV5, der skal introduceres i Danmark og resten af Europa. Med produktion i Kina tillader vi os allerede nu at regne med, at priserne kan starte på maksimalt 300.000 kr.