december 21, 2022

Køb BMW i4 som eDrive35 og spar 45.000 kr.

Med kortere rækkevidde og færre hestekræfter end i BMW i4 eDrive40 kommer også en lavere pris. Den nye i4 eDrive35 koster 469.500 kr.

TEKST Morten Bek FOTO PR

Hvis man er vild med BMW i4, men ikke har brug for en rækkevidde på 585 kilometer eller 340 hk, som den hidtidige basismodel i4 eDrive40 kommer med, introducerer BMW nu en billigere basismodel med lidt mindre på begge konti: I4 eDrive35.

Allerede i sommer kunne vi fortælle om den nye i4-variant, men på det tidspunkt var der kun planlagt introduktion i Canada. Med europæisk og dansk introduktion er den endelige WLTP-rækkevidde kommet på plads – og prisen selvfølgelig også. Den nye basismodel koster 469.500 kr., mens i4 eDrive40 koster 513.908 kr. En forskel på 44.408 kr.

LÆS OGSÅ | Ny BMW i4 eDrive35 med 286 hk og 490 km

Den nye i4 eDrive35 har baghjulstræk og en elmotor med 286 hk, og mens det er et minus på 54 hk i forhold til i4 eDrive40, er den nye basismodel næsten lige så hurtig: 0-100 km/t på 6 sekunder, hvor det i 40-udgaven klares på 5,7 sekunder. Med til at gøre kampen så tæt er, at i4 eDrive35 vejer 60 kilo mindre end i4 eDrive40. Topfarten er ens i begge modeller: 190 km/t.

Spar på kræfterne og skær cirka 100 kilometer af rækkevidden, og i4 bliver 45.000 kr. billigere. Billederne viser i4 som eDrive40 og ikke i den nye basisudgave eDrive35, men de har samme standardudstyr

Standardudstyret har BMW ikke pillet ved

Den nye basisudgave er ikke lettere, fordi elmotoren er fysisk mindre, eller BMW har sparet på udstyret. At i4 eDrive35 er den letteste i4 skyldes, at batteriet er 13,7 kWh mindre end i de andre i4-versioner.

Mod 40-versionens rækkevidde på 585 kilometer på en opladning er 35’erens kapacitet ikke helt så imponerende. Men 478 kilometer på en opladning er helt respektabelt for en elbil med en batterikapacitet på 70,3 kWh, hvoraf 67 kWh er tilgængelige for brugeren.

BMW er ikke helt fedtede med udstyret, så de store skærme og aut. klimaanlæg med tre zoner er standard. Men adaptiv fartpilot burde være standard og ikke koster mere end 8.000 kr.

Hvis rækkevidden i 35-versionen rækker, kan man glæde sig over, at BMW ikke har skåret ned på standardudstyret. Det er præcis som i 40’eren.

17″ alufælge, el-betjent bagklap, aut. klimaanlæg med tre zoner, kunstlæder på instrumentpanelet, semi-automatisk parkeringssystem, trådløs opkobling til Apple CarPlay, digital instrumentering og infotainment med sammenhængende skærme i bredformat og el-klapbare sidespejle med antiblænd-funktion er standard.

LÆS OGSÅ | Test: M for mange Muskler – og mindre Morskab

Adaptiv fartpilot kommer desværre med merpris (8.125 kr.), mens en Charged-pakke med el-betjent anhængertræk, varme i rattet, udvidet parkeringssystem, stemningsbelysning i kabinen og trådløs smartphoneopladning koster 31.124 kr.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS