december 11, 2024

Langtidstest: Hvad koster Renault Scenic E-Tech Electric i forhold til konkurrenterne?

Priserne på elbiler er knald eller fald – er de for høje, tager danskerne bare en anden model. Bilbasens langtidstest-model, Renault Scenic E-Tech Electric står – lige nu – meget stærkt i konkurrencen.

TEKST Morten Bek FOTO PR/Morten Bek

Bang! Spar 50.000 kr. på Renaults helt nye Scenic E-Tech Electric. Der er overskrifter i den slags store prisfald, og der skal meget lidt fantasi til at forestille sig, at det får langt flere potentielle kunder til at kigge forbi Renault-forhandlerne.

Prisen på en elbil kan ikke overvurderes. Hvis prisen er for høj, så tager danskerne bare en anden model. Så Renaults prisnedsættelse var det helt rigtige at gøre. Men da nedsættelsen kun gælder december med, og Renault ikke har offentliggjort 2025-priser, kan der være højere priser på vej. Det ville være dumt af Renault – når først en elbil er sat ned i pris, så er det noget, der er svært at ændre på.

Bilbasens langtidstestbil, en hvid Scenic E-Tech Electric 87 kWh Iconic, koster lige nu 334.990 kr., sat ned fra 384.990 kr. Det er, bortset fra ekstraudstyr, den dyreste Scenic-udgave. Det er en stærk pris, for Scenic er rummelig, meget velkørende, har rækkevidde op til 609 kilometer (625 kilometer med lavere udstyrsniveau – fra 314.990 kr.) og rigtig meget udstyr.

Med basismodellen Scenic E-Tech Electric 60 kWh Evolution (rækkevidde 420 kilometer), kommer man lige nu helt ned i 269.990 kr. Og hvad med tilsvarende elbiler fra andre mærker? Vi kigger på priserne på de vigtigste konkurrenter.

Fra BYD Sealion 7 til Volvo EC40

Hvis det skal være helt rigtigt, så er der kun få elbiler i præcis samme klasse som Scenic E-Tech Electric – elbiler omkring 450 centimeter i længden. Her kan Ford Explorer, Mercedes EQA, Skoda Elroq og Volvo EX40/EC40 være med. De fleste andre modeller, som vi kigger på længere ned, er markant større. Men fordi de overlapper i pris, er de også konkurrenter til Scenic. Scenic konkurrerer dermed med alt fra den nye BYD Sealion 7 til Volvo EC40.

Ford Explorer er det nye håb for det amerikanske mærke, og den er kommet godt fra start i Danmark. Priserne starter på 299.900 kr. for basisudgaven med 170 hk og kun 378 kilometer rækkevidde, mens den mere relevante med 286 hk og 602 kilometer rækkevidde fås fra 339.900 kr. En velkørende, komfortabel bil, men varmepumpe er desværre ekstraudstyr.

Mercedes EQA er den mindste elbil fra mærket med stjernen, og den er for nylig blevet mere attraktiv – priserne er faldet, så den nu starter på 395.000 kr. for varianten EQA 250+ AMG Edition med solidt udstyrsniveau og rækkevidde op til meget fornuftige 552 kilometer.

Skoda Elroq er helt ny og leveres fra januar. Den er virkelig prisbillig – fra 249.995 kr. – men basismodellen Elroq 50 har kun 373 kilometer på batteriet, så lige nu skal man bestille Elroq 85 med 576 kilometer rækkevidde (286 hk) til 314.995 kr., for at der er helt styr på rækkevidden. Men set i forhold til Scenic med lang rækkevidde er det samme pris, så Skoda skal nok komme godt fra start.

Volvo EC40/EX40 er ved at være gamle biler, og forbrug og rækkevidde er bedre på papiret end i virkeligheden. EC40 med rækkevidde op til 486 kilometer fås fra 372.000 kr. (med 580 kilometer fra 406.000 kr.), og EX40 med 477 kilometer rækkevidde fås til 372.001 kr. og med 571 kilometer rækkevidde fra 406.000 kr.

Klassen med de mest populære elbiler

Blandt de lidt og noget større elbiler har Renault Scenic E-Tech Electric rigtig mange konkurrenter. Fra de helt nye modeller BYD Sealion 7 og Ford Capri til kendte modeller som Tesla Model Y og Volkswagen ID.4. De fleste modeller er dyrere, men nogle af dem kommer tæt på Scenic.

BYD Sealion 7 er indirekte afløser for den bedagede Seal U, som godt nok er lidt billigere, men et ringe valg. Sealion 7 er mere spændende – en rummelig elbil med lækker indretning og, på kinesisk vis, rigtig meget udstyr. Rækkevidde og forbrug virker dog ikke helt overbevisende. Priserne starter på 339.990 kr. med 313 hestekræfter og en rækkevidde op til 482 kilometer.

Cupra Tavascan er, lidt firkantet, den spanske udgave af VW ID.5. Den er frembrusende i designet, men den har da også en stærk elmotor med 286 hestekræfter som standard. Kabinen virker lidt billig, men til gengæld er rækkevidden udmærket (547 kilometer) og udstyret omfattende. Priserne starter på 359.990 kr.

Ford Capri er, som Explorer, lavet på VW-platformen MEB. Capri er større end Explorer og har en lidt stivere affjedring, men ellers er forskellene små. Jo, den er dyrere. Startpris 319.990 kr. med kun 393 kilometers rækkevidde – 359.990 kr. med 627 kilometer. Men igen, varmepumpe koster ekstra.

Hyundai Ioniq 5 er kommet i en opdateret version med længere rækkevidde, nyt infotainment og en række mindre justeringer. En rummelig, velkørende elbil. Med 170 hestekræfter/440 kilometer rækkevidde fra 324.995 kr., med 228 hestekræfter/570 kilometer rækkevidde fra 349.995 kr.

Kia EV6 er, som søstermodellen fra Hyundai, blevet opdateret. Stadig en af de bedste biler i klassen med fine køreegenskaber, lang rækkevidde og lang garanti. Med 170 hestekræfter/428 kilometer rækkevidde fra 324.900 kr., med 229 hestekræfter/582 kilometer rækkevidde fra 349.900 kr.

Nissan Ariya er en af de prisbilligste i klassen. Basisudgaven til 264.900 kr. er sågar sat lavere end billigste Scenic efter prisnedsættelsen. Men man skal kun tage basisudgaven, hvis man har rigtig god tid, for den lader med bare 3,7 kW ved en AC-lader, så det tager uendelig tid at lade op. Rækkevidden er 404 kilometer i udgaver med lille batteri, op til 536 kilometer med stort batteri (fra 329.900 kr.).

Peugeot E-5008 er sammen med Tesla Model Y alene om at tilbyde syv sæder. I E-5008 er de standard, og man får den franske model til 359.990 kr. med 210 hestekræfter, 500 kilometers rækkevidde og med et nogenlunde, men ikke komplet udstyr.

Skoda Enyaq er lige nu den mest populære i klassen, og den har da også både hestekræfter, rummelighed, udstyr og gode køreegenskaber til at forsvare det. Den fås lige nu i varianterne 85 Drive og 85 Premium til henholdsvis 339.995 kr. og 379.995 kr. – begge med 286 hestekræfter og rækkevidde op til 575/573 kilometer. Forskellen ligger i udstyret, hvor Drive-udgaven kommer med nogle mangler.

Tesla Model Y er modellen, der startede hele lavinen med prisnedsættelser, og det gjorde den med enorm succes. Model Y er altid fuldt udstyret – endda med trækkrog som standard – og priserne starter på 329.990 kr. med rækkevidde op til 455 kilometer, mens den langtursegnede RWD Long Range fås fra 349.990 kr. En tredje sæderække med to ekstra sæder koster 19.000 kr., men er kun til modeller med firehjulstræk fra 389.990 kr.

Volkswagen ID.4 er nu altid med i top 10 over de mest solgte biler i Danmark, og det er særligt Style-udgaven med fint udstyrsniveau, 286 hestekræfter og rækkevidde på 570 kilometer, der er “skyld” i det. Den fås til 379.995 kr., og dermed er den meget dyrere end Scenic med lang rækkevidde. Basisudgaven med 170 hestekræfter, middelmådigt udstyr og en meget lav rækkevidde – 362 kilometer – fås til 314.995 kr.

XPeng G6 er som en kinesisk udgave af Tesla Model Y. Minimalistisk interiør med al betjening via infotainmentsystemet, strømlinet design – og alt i udstyr som standard. Med basisudgaven til 339.900 kr. får man ikke helt overbevisende 435 kilometer på en opladning, og udgaven med 570 kilometer rækkevidde er væsentligt dyrere: 369.990 kr. De gode sider i G6 er rummelighed og ladehastighed, de dårlige er halvlunkne køreegenskaber og ikke helt overbevisende assistentsystemer.

9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Andre fandt dette interessant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen logo
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS