marts 31, 2024

Langtidstest: XPeng G9 – Den første større udfordring

De fleste elbiler klarer småturene i hverdagen uden problemer, men hvad sker der, når man kører langt med fuld oppakning, tagboks, minusgrader og sne?

TEKST & FOTO Jacob Dalby

Den hidtil første store udfordring for Bilbasens langtidstest af XPeng G9 står for døren. Indtil nu er hverdagens små og store opgaver blevet klaret med overvejende succes – men heller ikke uden udfordringer. Det kommer vi til i en anden opdatering.

Nu bliver hverdagen skiftet ud med en tur på ski. Turen går til Trysil i Norge og det med oppakning til en familie på fire inklusive to små børn. Og jeg skal hilse og sige: Wow, hvor skal der meget udstyr til at servicere afkommet i en uge i vinterlandskab.

Pakningen – Plads til det meste

G9 er på størrelse med Audi Q8 e-tron og Mercedes EQE SUV; Velvoksne SUV’er der rummer det meste med et bagagerum på 660 liter i G9’s tilfælde – plus 71 liters frunk.

To store rejsekufferter, to mindre kuffert og to (!) klapvogne blev slugt af bagagerummet, og så var der endda ekstra plads i frunk, som også nemt indeholder en mindre kuffert. Hjulene måtte af klapvognene, men ellers blev intet skilt ad. Der er i sandhed meget plads at boltre sig på.

Og en lille detalje: Testbilen er en G9 Performance, og er derfor udstyret med luftundervogn. Det betyder først og fremmest øget komfort på farten, men det betyder også, at læssehøjden til de tunge kufferter bliver markant lavere. Bilen sænker sig, så kufferterne ikke skal løftes så højt.

For at undgå at inddrage midtersædet på bagerste række smider jeg ski og udstyr i tagboksen. Det betyder lidt øget vindmodstand, men det er er til gengæld lækkert at kunne boltre sig på det fulde bagsæde – og her er en del plads at brede sig på i G9.

Turen – Nemt og bekvemt

Ruten til Trysil går fra udkanten af Roskilde til København, hvor Oslofærgen fragter os til, ja, Oslo. Herfra en cirka tre timers køretur til skisportsstedet Trysil. En samlet afstand i bil på cirka 270 km.

Intet problem. Bilen er jo opgivet til 520 km i Performance-varianten. Men her skal man lige huske, når man kører elbil, at 270 km ikke bare er 270 km. Turen foregår nemlig i en fuldt læsset bil, med tagboks, en temperatur på minus fem grader og snedækkede veje en stor del af ruten i Norge.

På vej ud ad færgen i Oslo er jeg spændt på, om vi må ind og lade på vejen. Jeg siger det ikke højt i bilen, selvfølgelig, men sidder i mit stille sind og overvejer, hvordan jeg skal præsentere det uden at få bøvl fra bagsædepassagererne.

Heldigvis bliver det ikke nødvendigt. Fremme ved destinationen er der 70 km tilbage i batteriet. Og jeg vil så sige, at hvis det havde været nødvendigt at lade undervejs, viser alle tests, at G9 er en af de absolut hurtigste elbiler til opladning på markedet. Under optimale forhold med helt op til 300 kW i Performance-varianten. Flere medier har endda fået den over de opgivede 300 kW.

Forbruget for G9 Performance er opgivet til 21,3 kWh / 100 km. Vi ender på et samlet forbrug på 26 kWh / 100 km med fuldt udnyttelse af hastighedsbegrænsningerne. En stor del af vejen med 110 km/t på motorveje og ellers 80 km/t på landevejene. Taget i betragtning, hvor mange forhold, der ikke ligefrem er gunstige for elbiler på turen her, er det ganske fint.

Observationer – Ikke alt er fryd og gammen

Med knap tre timer i streg i en bil, begynder man for alvor at komme under huden på den. Det samme gælder G9 – og det på godt og ondt.

Først og fremmest er der ikke en finger at sætte på samlekvalitet i kabinen. Ikke én eneste gang er der en knirken eller knagen, og ikke én eneste gang føler jeg, at der er gået på kompromis eller sparet.

Et af de bedste elementer at betjene i G9, er stilkene til blinklys og gearvælger. De gamle Mercedes-stilke er tykke at holde om og tyngden, der skal bruges for at skubbe dem op og ned, giver en lækker fornemmelse. En bagatel, tænker du måske, men overvej lige hvor mange gange i løbet af et år, du betjener dem. Hver eneste gang du sætter dig i bilen, skal stilken til højre skubbes ned for at komme frem. Hver eneste tur i bilen starter med den bevægelse – og den er lækker.

Soliditet gennemsyrer faktisk hele bilen. Den føles bundsolid og ikke en eneste gang brokker den sig på turen. Ingen bøvl med skærme og elektronik. Hertil skal lægges en ret lækker komfort. Luftundervognen sørger for at absorbere ujævnheder i underlaget ved både høje og lave hastigheder og mængden af støj fra omgivelserne, der får lov at slippe ind i kabinen, er minimal.

Skærmen med navigation og anden infotainment reagerer hurtigt som en iPhone – uden tøven. Men! Det kan være svært at finde frem til funktionen du ønsker dig. Mange funktioner findes nemlig i én stor menu, hvor man skal bladre og bladre for at nå ned til den ønskede funktion. Eksempelvis når træthedsovervågningen skal slås fra. Det skal den nemlig hver gang, for den er super irriterende.

Et andet irritationsmoment er blæseren til klimaanlægget. Det virker faktisk til, at systemet er fint dimensioneret til bilen; at anlægget formår at varme bilen op selv i hård frost. Til gengæld sker det med en støj, der er svær at holde ud i længden.

Indstilles klimaanlægget på funktionen Auto, snurrer blæseren så hurtigt, at det larmer en hel del. Mere end jeg personligt kan holde ud i længden. Jeg ender derfor med at styre blæserhastigheden manuelt og skrue ned.

Og så er der elefanten i rummet, som G9 hidtil har fået sin største kritik for: Assistentsystemerne. Den adaptive fartpilot og de selvkørende funktioner, der skal holde G9 indenfor vognbanestriberne. 

Testbilen kører med en betaversion, af en større opdatering, der snart bliver rullet ud til G9 – men der er stadig knas. Vi vælger dog at vente med at kommentere yderligere på assistentsystemerne, før vores testbil får den store opdatering.

Til gengæld bør du vide, at bluetooth-opkoblingen af din telefon og dermed samtale heri ikke er optimal. Det er faktisk ret svært for personen, du taler med, at høre, hvad det er du siger. Som min gode kollega Simon forklarer det, lyder det ikke som om du sidder i en luksusbil, men snarere i en tørretumbler. Det er synd og et forbedringspunkt, der umiddelbart bliver svært at løse med softwareopdateringer.

Hurtigt og effektivt

Som sagt er der 70 km tilbage i batteriet fremme ved destinationen i Trysil. Heldigvis er Norge veludviklet ift. ladeinfrastruktur og ved lejlighedskomplekset er der ophængt omkring 30 ladere. Det er udbyderen ‘Mer’, der varetager driften. Jeg lader 86 kWh til en pris på 430 kr. Det svarer til 5 kr. pr. kWh

Turen hjem går også som planlagt. Vi kører af sted i god tid, for hvis nu… Men igen viser G9 sig uovertruffen med nul overraskelser. Lige ud over en generel ret stor interesse for bilen. Flere interesserede henvender sig på turen for at spørge ind til køretøjet. Blandt andet på færgen hjem, hvor en familie skal skifte deres Ford S-Max ud med en elbil. Her kan jeg bare sige, at de får noget mere bil for pengene, end de har nu.

Og helt tilfældigt kommer jeg til at holde ved siden af en anden dansk indregistreret G9. Vi nikker bare lige kort men indforstået til hinanden, efter vi lukker dørene til de to fyldte G9’ere.

Hjemme igen er der 100 km tilbage i batteriet. Heldigvis er det noget billigere at fylde batteriet hjemme i carporten. Den samlede udgift til strøm tur/retur, 534 km, ender på ca. 580 kr.


SPECIFIKATIONER

XPeng G9 Performance

Motor: Elmotorer (For og bag)
Ydelse: 551 hk / 717 Nm
0-100 km/t: 3,9 sekunder
Tophastighed: 200 km/t
Forbrug: 21,3 kWh/100 kilometer
Batterikapacitet: 98 kWh
Rækkevidde (WLTP): 520 kilometer
Ladekapacitet: Op til 300 kW
Mål (L/B/H): 489/194/167 cm
Køreklar vægt: 2.340 kilo
Trækvægt: 1.500 kg
Bagagerumsvolumen: 660 liter

Pris: 599.900 kr. (G9 fås fra 479.900 kr.)
Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): 34.995 kr. / 7.195 kr.
Beskatningsgrundlag, firmabil: Ikke oplyst

9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Brugte XPeng G9 til salg på Bilbasen

Andre fandt dette interessant

Næsten ny BMW i5 til under 445.000 kr.

Priserne på brugte elbiler bliver konstant sat ned, og fordi forhandlerne vil af med lageret inden 2025, er der vilde tilbud på biler, som stort set er som nye. Spar blandt andet 130.000 kr. på BMW i5.

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Jacob Dalby

Med baggrund i motorsporten fylder biler med sportslige egenskaber det meste af Jacobs bevidsthed – både nye og brugte giver smil på læben.

Det siges i øvrigt, at Jacob kunne køre før han kunne gå, så interessen for biler startede tidligt. Interessen udviklede sig til passion og siden har arbejdet som motorjournalist på blandt andet Bil Magasinet fyldt det meste af de vågne timer.

Forbrugerstof og vejledning er også blandt Jacobs kernekompetencer og han er ikke ked af at fortælle dig, hvilken bil du skal købe næste gang.
Bilbasen logo
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS