maj 30, 2024

Langtidstest: Hvad koster det at holde XPeng G9 kørende

Efter fire måneder med XPeng G9 undersøger vi, hvad det koster at holde bilen med service og strøm, og så sammenligner vi med konkurrenterne.

TEKST Jacob Dalby FOTO Mathias Brandt

Når du skal ud og investere i en ny eller brugt bil, er selve købsprisen naturligvis vigtig og definerende for, hvilken bil du ender med. Men det er samtidig vigtigt at holde sig for øje, hvad det koster at holde bilen kørende til daglig.

XPeng G9 starter ved 480.000 kr. Det er overordnet set mange penge. Set i forhold til hvor meget bil man får for den nette sum, virker prisen dog rimelig. Men hvad med vedligeholdelsesomkostningerne? Vi har undersøgt priserne og sammenlignet med konkurrenterne.

Billigere end benzin- og dieselbilen

Det er ingen hemmelighed, at det overordnet set er langt billigere at køre elbil end benzin- og dieselbil. Særligt når vi regner forbruget med – altså hvad det koster at fylde strøm på batteriet kontra brændstof i tanken.

Det samme gælder, når vi ser på, hvad det koster at holde elbilerne ved service – her er elbilerne ligeledes billigst. Men hvordan ser det ud, når vi sammenligner XPeng G9 med dens elektriske konkurrenter Audi Q8 50 e-tron og Mercedes EQE-SUV 300?

Typisk, når man køber ny bil, giver det mening at tilkøbe en serviceaftale, som er muligt hos både Audi, Mercedes og XPeng. Med en serviceaftale er du sikker på, at bilen er serviceret korrekt og efter forskrifterne, så garantien dækker. Det er særligt vigtigt med elbiler, hvor meget dyre komponenter kan svigte.

En serviceaftale til Audi Q8 50 e-tron i 4 år / 80.000 km koster 15.008 kr. Aftalen til XPeng G9, også for 4 år / 80.000 km, er knap 3.000 kr. billigere til 12.240 kr. Mercedes har til gengæld netop introduceret et skarpt tilbud. Køber du en ny Mercedes EQE SUV, er serviceaftalen inkluderet i prisen gældende 6 år / 90.000 km.

Få bilen serviceret i indkørslen

Med til historien hører så, at XPeng opererer anderledes, når det kommer til service af deres biler. De har nemlig lavet en aftale med OmniCar, der er autoriseret XPeng servicepartner.

Det betyder, at mekanikeren kommer til dig med sit mobile værksted og udfører service på bilen, hvor du nu befinder dig – og det koster ikke ekstra. Servicen er landsdækkende med undtagelse af Bornholm.

Det samme er gældende, hvis du skal have skiftet hjul. Hjulskift er dog ikke med i prisen på serviceaftalen.

Oplad bilen når strømmen er billigst

Det giver efterhånden sig selv, at du skal oplade din elbil, når strømmen er billigst. Har du din egen ladestander hjemme i carporten, er prisen i overvejende grad billigst om natten – og det er i øvrigt om natten, at det er mest praktisk for de fleste at lade.

I de fire måneder, vi har haft XPeng G9 til test, har jeg i gennemsnit ladet til en kWh-pris på 1,8 kr. Og med det tal, sammen med bilens forbrug, kan vi nogenlunde udregne prisen for at køre eksempelvis 20.000 km.

Forbruget for XPeng G9 Performance er opgivet til 21,3 kWh / 100 km. Det stemmer, lidt overraskende, fint overens med vores oplevelser over de fire måneder, vi har haft bilen til test, selvom forbruget er højere om vinteren i de kolde måneder.

Det betyder, at hvis du udelukkende lader bilen derhjemme, vil 20.000 km. i XPeng G9 Performance koste omkring 7.700 kr. i strøm. Til sammenligning vil det koste 17.500 kr. at fylde benzin på en Audi Q5 med et forbrug på 16 km/l og en benzinpris på 14 kr.

Prisen for opladning vil selvfølgelig være højere, jo mere du lader på farten, hvor prisen pr. kWh er højere. Forvent en kWh-pris på offentlige lynladere på mellem 4-6 kr.


SPECIFIKATIONER

XPeng G9 Performance

Motor: Elmotorer (For og bag)
Ydelse: 551 hk / 717 Nm
0-100 km/t: 3,9 sekunder
Tophastighed: 200 km/t
Forbrug: 21,3 kWh/100 kilometer
Batterikapacitet: 98 kWh
Rækkevidde (WLTP): 520 kilometer
Ladekapacitet: Op til 300 kW
Mål (L/B/H): 489/194/167 cm
Køreklar vægt: 2.340 kilo
Trækvægt: 1.500 kg
Bagagerumsvolumen: 660 liter

Pris: 599.900 kr. (G9 fås fra 479.900 kr.)
Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): 34.995 kr. / 7.195 kr.
Beskatningsgrundlag, firmabil: Ikke oplyst

9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Brugte XPeng G9 til salg på Bilbasen

Andre fandt dette interessant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Jacob Dalby

Med baggrund i motorsporten fylder biler med sportslige egenskaber det meste af Jacobs bevidsthed – både nye og brugte giver smil på læben.

Det siges i øvrigt, at Jacob kunne køre før han kunne gå, så interessen for biler startede tidligt. Interessen udviklede sig til passion og siden har arbejdet som motorjournalist på blandt andet Bil Magasinet fyldt det meste af de vågne timer.

Forbrugerstof og vejledning er også blandt Jacobs kernekompetencer og han er ikke ked af at fortælle dig, hvilken bil du skal købe næste gang.
Bilbasen logo
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS