Mazda har sænket priserne på elbilen MX-30 med 50.000 kr. Prisfaldet gælder alle udstyrsvarianter, og kampagnen med lavere priser gælder resten af 2023.
TEKST Morten Bek FOTO PR
Det ville være en stærk underdrivelse at sige, at konkurrencen er hård på markedet for elbiler i Danmark. Konkurrencen er ubarmhjertig, og hos flere producenter er der tilbud, rabatter og kampagner på nye elbiler.
Læs også: Mazda MX-30 klar som særlig PHEV
Mazda går nu i krig med en kampagne på deres hidtil eneste elbil, MX-30. Med et slag skærer den danske importør 50.000 kr. af den i forvejen prisbillige elbil. Kampagnen løber resten af 2023, og de 50.000 kr. sparer man ikke kun på udvalgte modeller. Besparelsen gør sig gældende for alle udstyrsvarianter, så det er ikke bare den dyreste, der er blevet billigere.
Med 50.000 kr. fjernet fra ligningen starter MX-30 nu på 213.080 kr. i den udstyrsvariant, Mazda kalder Prime-Line.

En bybil – men en fed og unik bybil
Med en pris på 213.080 kr. er der ingen bil i klasse med MX-30, der kommer bare tæt på, når det gælder pris. MX-30 er 439 cm lang (omtrent som en Nissan Qashqai), og den har plads til fire voksne og selv den billigste har fint udstyrsniveau.
MX-30 er noget særligt med sine omvendte bagdøre og spændende materialer i kabinen. Men desværre er den stærkt begrænset i en disciplin, som er meget vigtig for elbiler: rækkevidden. 200 kilometer på en opladning (WLTP-tal) giver stærke begrænsninger – på en kold vinterdag med 110 km/t på motorvejen kommer MX-30 i bedste fald fra Aarhus til Aalborg, som er cirka 120 kilometer.
Som bil nummer to eller som bybil er MX-30 både let, lækker og lige til. Med 145 hk er den kraftig nok, og med et batteri på 35,5 kWh kan den fyldes op fra 0 procent ved en almindelig 11 kW-lader på lidt over 3 timer.

Adaptiv fartpilot, LED-forlygter, head-up-display og meget mere
MX-30 fås med fire niveauer af udstyr: Prime-Line, Exclusive-Line, Advantage og Makoto. Springene i pris mellem de fire udgaver er meget små – der er kun 20.000 kr. fra den billigste MX-30 til den dyreste MX-30.
MX-30 Prime-Line til 213.080 kr. har rigtig meget udstyr med i prisen: adaptiv fartpilot, LED-forlygter, 18″ alufælge, p-sensorer for og bag, head-up-display i forruden, automatisk klimaanlæg, infotainment med 8,8″ touchscreen og meget mere.
MX-30 Exclusive-Line til 220.580 kr. tilføjer – for kun 7.000 kr. – forlygtevaskere, midterarmlæn ved bagsædet, nøglefri betjening, varme i rattet, varme i forruden, automatisk nedblændeligt bakspejl mv.
MX-30 Advantage til 230.180 kr. er udstyret som Exclusive-Line, men den har bl.a. andet indtræk, hukommelsesfunktion for sidespejle og head-up-display, el-justerbart førersæde, mørke alufælge og adaptive LED-forlygter.
Topmodellen MX-30 Makoto til 233.080 kr. er udstyret stort set som Advantage-versionen, men den har andre farver og materialer i interiøret, og så fås den, som eneste udgave, med soltag til 7.500 kr., som dog kræver en Premium Pack med bl.a. Bose-lydanlæg til 27.500 kr.