Med elektrisk styret turbo har den nye SL 43 med 2-liters motor en ydelse på 381 hestekræfter.
TEKST Morten B. Bek FOTO PR
Der er prestige i cylindre og slagvolumen. Også selv om turboladerens indtog for længst har gjort, at store motorer er unødvendige for høj ydelse. Bare det at kunne sige, at man har en bil med V8-motor er stadig lig med stor prestige.
Mercedes SL, roadsteren som i den helt nye generation er lavet hos Mercedes-AMG, er ensbetydende med 6, 8 eller hele 12 cylindre. Når man siger SL 63 AMG fra tiden med 6,2-liters V8’eren, giver det associationer til buldrende lyd og noget næsten seksuelt.
Prestige står for fald. Både generelt i nye biler og mere præcist for SL, for elektrificering gør endegyldigt op med slagvolumen og cylindre. Elbiler har hverken det ene eller det andet, så snakken om store motorer forstummer.
For SL er der med den nye version, SL 43, ikke fuld elektrificering i den klassiske cabriolet. Men en elektrisk styret turbolader, som gør det muligt for AMG at bruge en firecylindret motor i SL. SL 43 har hverken stor slagvolumen eller mange cylindre.











381 hk og 275 km/t på toppen
Den nye generation SL er altid en AMG. Ingen almindelige SL’ere her, for bilen er udviklet af AMG. Som SL 63+ 4Matic har den nye roadster en 4-liters V8’er med 585 hk.
SL 43 er basismodellen. Der hvor SL-eventyret starter. En firecylindret motor ligger altså fjernt fra det, vi forbinder SL med, men slet ikke så fjernt, som man skulle tro. Den første SL fra 1950-60’erne kunne fås med en firecylindret 1,9-liters motor. SL 190 var basismodel fra 1957 til 1963.
Dengang var der ingen turbolader, men til gengæld meget lettere biler. Der er ingen vægtangivelse for SL 43, men den store fordel i forhold til den firehjulstrukne 63’er med 585 hk er baghjulstræk og lavere vægt over forakslen. Det kan blive den sjovere af SL’erne, for en stor motor over forhjulene giver tungere styreegenskaber.
Motoren er på 1.991 cm3, og ved hjælp af en elektrisk styret turbolader har motoren 381 hk og et drejningsmoment på 480 Nm. De første 100 km/t lander man på efter 4,9 sekunder, og SL 43 kan fortsætte helt op til 275 km/t.
De fire cylindre er klar til at angribe både Monaco og racerbanen – hvis det ønskes, kan man tilføje en AMG Dynamic Plus-pakke med bl.a. aktive motorophæng og Race-køreindstilling. Men hvordan mon en SL med fire cylindre bliver modtaget på de bonede gulve?




