april 29, 2022

Nu har Mercedes også en T-Klasse

T’et står mere for Transporttalent end Totalt overlegne køreegenskaber. T-Klasse er en familievenlig kasse med med plads til 5 eller 7 – og den præsenteres snart som elbil.

TEKST Morten B. Bek FOTO PR

Mercedes-Benz har noget, som Audi og BMW aldrig har haft og med 99,9 procent sikkerhed aldrig vil få: Varevogne. Ikke den mest sexede biltype, men en type biler der giver penge i kassen – og mulighed for at lave nogle ekstra rummelige, ekstra praktiske familiebiler.

Vito, som den mellemstore varevogn fra Mercedes-Benz hedder, findes som luksusbus til velhavende familier – V-Klasse. Mindre kan også gøre det, så med den nye udgave af varevognen Citan som blankt lærred kommer nu den kompakte T-Klasse. En praktisk, men også luksuriøs familiebil til 5 eller 7 personer.

Det er mange år siden, markedet for varevognsbaserede familiebiler har været noget at snakke om i Danmark. Fra den første generation Citroën Berlingo i 1990’erne – et kæmpe hit – til langt færre kunder som i dag køber biler som VW Caddy og Berlingo, som nu kun fås i en elektrisk udgave.

LÆS OGSÅ | Første tur: Elektrisk Citroën Ë-Berlingo kunne være storfamiliens nye darling – men målet er aldrig i sigte

Den nye T-Klasse er indtil videre helt u-elektrisk. Den fås med en dieselmotor på 1,5 liter med 95 eller 116 hk og en benzinmotor på 1,3 liter med 102 eller 131 hk. Solid familiekost – uden ambitioner om at kunderne skal komme først i en lyskrydsduel.

Senere i år eller i 2023 kommer så en fuldelektrisk T-Klasse. EQT får sandsynligvis et design med ændringer i forhold til T-Klassen, men det er sparsomt med info om elbilen.

EQT kan komme med et batteri på 45 kWh, rækkevidde omkring 300 kilometer og en elmotor med cirka 122 hk. Meget specifikt, når vi ikke har ret meget at gå efter.

Det skyldes alene den grund, at T-Klassen (og varebilsudgaven Citan) er udviklet i tæt samarbejde med Renault, som leverer bl.a. motorerne. Renaults kasse på hjul hedder Kangoo, og mens den i Danmark kun fås som varevogn, så er den allerede præsenteret i en fuldelektrisk udgave med netop de specifikationer, du finder ovenfor.

Først den korte med 5 sæder, så den lange med 7

Som den store V-Klasse med nogen succes viser, kan en ombygget varebil godt være ret så lækker og luksuriøs. Mercedes-Benz går efter det samme med T-Klassen. Selv om kunderne nok kan mærke, de ikke kører S-Klasse, så vil der være stor forskel på materialer, komfort og støjniveau i forhold til den rene varebil, Citan.

LÆS OGSÅ | Test: VW Caddy er kun for dem, som virkelig elsker kasser

T-Klassen kan udstykkes med LED-forlygter, adaptiv fartpilot, et nubuck-lignende kunststof (Neotex) på instrumentbordet, sæder med kunstlæderbetræk, matgule indlæg og meget mere.

Den nye VW Caddy-konkurrent fra Mercedes-Benz kommer i første omgang i den præsenterede udgave, som måler 450 cm i længden og har plads til 5. Inden længe følger en udgave med længere karrosseri og plads til 7 personer.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS