Med blandt andet firehjulstræk og en pæn udstyrsliste er et nyt elbil-mærke under Mercedes klar til at indtage Danmark. Den danske Mercedes-importør er endelig klar med priserne på den helt nye elbil.
Af: Esben Skrumsager / d. 7. maj 2019
Da Mercedes-Benz EQC første gang blev præsenteret for offentligheden i 2018, var interessen stor. Og som altid med den slags nyheder trænger særligt to spørgsmål sig på: Hvad koster den, og hvor langt kan den køre på en opladning?
Nu er de første priser endelig klar, og de begynder ved 679.998 kr. for en EQC 400 4MATIC. Rækkevidden lyder på op til 417 kilometer efter den nye WLTP-målemetode.
Og hvad får man så for pengene?
Jo, først og fremmest får du 408 hestekræfter og et drejningsmoment på hele 760 Nm. Så den nye EQC er en kraftfuld størrelse. Den stærke elmotor sikrer en accelerationstid fra 0 til 100 kilometer i timen på kun 5,1 sekund, mens topfarten er elektronisk begrænset til 180 kilometer i timen.






Og til forskel for langt de fleste elektriske biler på markedet lige nu, er det muligt at bestille den ny EQC med anhængertræk, der må trække op til 1.800 kg. Så selvom du skifter dieselhakkeren derhjemme ud med en elbil, behøver du ikke sige farvel til campingvognen.
Udstyr i Mercedes-Benz EQC
Selvom prisen ligger over gennemsnittet for, hvad en almindelig dansker bruger på en ny bil, får man altså også noget for pengene. Udstyrsniveauet er nemlig højt og omfatter blandt andet et nyudviklet navigationssystem, som automatisk tager højde for vejens forløb og tilpasser hastigheden.
Systemet indgår som en integreret del af det intelligente infotainmentsystem MBUX, som vi også for nylig testede i vores test af CLA coupé. Derudover er den nye EQC udstyret med adaptive LED-forlygter, bakkamera, parkeringsassistent, blindvinkel-assistent, 19” letmetalfælge samt komfortudstyr som lydanlægget Advanced Sound System og lydisolerende ruder.
Mulighed for effektiv opladning
Den nye Mercedes-Benz EQC kan som de fleste andre elbiler både oplades derhjemme i garagen med en ladeboks eller i en af de mange offentlige ladestandere. Her er det muligt at lade med en effekt på op til 110 kW, så det blot tager 40 minutter at lade batteriet fra 10 – 80 procent.
De første biler forventes i Danmark i løbet af sommeren.