april 22, 2024

MG Cyberster melder sin ankomst på det danske marked

Har du hungret efter en elektrisk roadster med moderne teknologi, så kommer kinesiske MG med årets nyhed til dig: MG Cyberster kommer til Danmark inden året er omme!

TEKST OG FOTO: Zacharias Lund

For godt et år siden løftede MG sløret for den første elektriske roadster på markedet siden Tesla Roadster. Nu ser det ud til, at roadsteren langt om længe har kurs mod det danske marked. Vi har været en tur ude og se på MGs nye elektriske roadster, og den kan du læse om her. 

Hvilke varianter kommer der? 

Den 4,5 meter lange roadster kommer i to varianter, hvor den mest kraftfulde trækker med 544 hk og 725 nm. De 544 hk opnås ved hjælp af to elmotorer, der er placeret på for- og bagakslen, så bilen trækker på alle fire hjul.

Det giver en accelerationstid fra 0 til 100 km/t på 3,2 sekunder og betyder samtidigt, at Cyberster bliver den hurtigste og mest kraftfulde MG i historien.

En mindre kraftfuld udgave kommer også med 314 hk fra en elmotor på baghjulene. Hvad denne variant ikke har i hestekræfter, får den i længere rækkevidde. Den kraftfulde Cyberster klarer knap 400 km på en opladning, mens den mere sobre roadster med 314 hk kører mindst 500 km.

Hvordan ser den ud?

Det er ikke den største bil i flåden, men det er den, der står mest ud. Designet er inspireret af den ikoniske roadster MG B, der tilbage i 1962 blev lanceret og designet under britisk ejerskab. I dag 62 år senere er MG under kinesisk ejerskab, men design og udvikling er foregået i Storbritannien. 

Det virker måske fjollet at putte saksedøre på Cyberster, men spørger du mig, er det med til at give bilen noget kant. Desuden åbner de højt og virker til at fungere helt upåklageligt ved fremvisningen. Dørene har censorer på, der gør, at de ikke brager ind i væggen, loftet eller den parkerede bil ved siden af.

Udover saksedørene er designelementer som blinklysene, der er formet som pile, samt det førerorienterede cockpittet med tre skærme, med til at give bilen et særpræget udtryk. 

Hvad er særligt ved MG Cyberster?

For det første er Cyberster den første elektriske roadster siden Tesla Roadster, der blev produceret i 2008 til 2012. Maserati har også lige lanceret deres GranCabrio i en elektrisk-variant, men det er ikke en roadster, hvis man følger den oprindelige betegnelse.

Det interessante ved Cyberster er, at den bryder en del med det eksisterende modelprogram, der for nogen måske virker en smule kedeligt. MG Cyberster er altså bygget ud fra en præmis om at lave en sjov og spændende bil, der samtidigt rammer et ganske tomt marked.

Det er for eksempel features som “Super Sport”-knappen, der gør bilen mere responsiv og sporty samt ændrer de tre displays sig til at vise G-måler eller omgangstider, der gør Cyberster til en sjov bil med karakter.

Når man har bevæget sig op på de højere hastigheder, er Cyberster udstyret med Brembo-bremser til at få farten ned igen. Efter Brembo-bremserne har været i aktion, og hastigheden igen er under 40 km/t, kan man folde kalechen op eller ned på omkring 10 sekunder. 

Hvad koster en MG Cyberster?

På nuværende tidspunkt er der ikke pris på MGs nye elektriske roadster. Ser man på markedet, er der lige nu 3 rivaler, som Cyberster skal kæmpe imod. BMW Z4, Mazda MX-5 og Mini Cabrio er de tre biler som MG selv mener, Cyberster skal kæmpe med. 

BMW Z4 er den klart dyreste og placerer sig med et prisskilt på omkring 800.000 kr. Mazda MX-5 og Mini Cabrio ligger nærmere omkring 300-400.000 kr. 

Uden at det endnu er fastlagt, forventer MG at prisen på MG Cyberster kommer under 1.000.000, men over 500.000 kr. Det bliver med andre ord spændende at følge den nye elektriske roadster, der kommer til Danmark mod slutningen af 2024. 

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Zacharias Lund

Zacharias er ved at uddanne sig til journalist på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Han er i forbindelse med sit studie i praktik ved Bilbasen, hvor han får lov at udnytte sin store interesse for biler.

Zacharias har trods sin korte tid som motorjournalist allerede bevæget sig rundt blandt større etablerede medier som Børsen og Bilmagasinet, hvor han også har været redaktør for årbogen “Årets Biler” i 2022 og 2023.

Ved siden af skole og praktik driver Zacharias det lille videomedie 3-Punkts-Vending, hvor han laver videoer med biler i fokus.

Zacharias er stor fan af design og flotte linjer, ligesom en vellydende og gennemført sportsvogn også nemt fanger hans opmærksomhed.

Ved Bilbasen laver Zacharias en masse forskelligt, men arbejder typisk med at skrive artikler og finde interessante artikler at bringe.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS