Video: Vi tester Citroën Ë-C3 – Danmarks billigste elbil
179.990 kr. koster den nye elektriske Ë-C3. Det betyder, at der lige nu ikke findes en billigere nye elbil. Men får man også en god elbil til den lave pris?
TEKST & FOTO Simon Hallenslev
Tag Volvo V90 eller XC60. De er store, solide og spækket med Volvo-kvaliteter, som vi husker dem – men de har fået en lillesøster, der vil noget helt andet.
En lillesøster, der er moderne, moderigtig og miljøorienteret til en grad, der kan give korslagte arme hos traditionalister præcist som blåt hår og hullede bukser. Det er selvfølgelig Volvo EX30, der er tale om. En lille bil, som der er store forhåbninger til. Ikke kun hos Volvo selv men i særdeleshed også de mange kunder, der venter på deres forudbestilte eksemplar.
En del biler har allerede fundet vej til de første carporte, og jeg tester Volvo EX30 for at se, om den fortjener at blive parkeret i endnu flere.
Det er i kabinen, at traditionalisterne korser sig i EX30, fordi det ikke har meget at gøre med Volvo. Minimalismen er en kombination af et overlagt stilvalg blandet med en spareøvelse, hvor alt er skåret ind til benet. Så meget, at en stor del af den overskuelige betjening går af fløjten.
I midterkonsollen findes fem knapper inden for fem centimeter af hinanden, der styrer dørlås og sideruder. Resten af kabinens betjening foregår gennem infotainmentskærmen på 12,3”, og det er helt ned til åbningen af handskerummet.
Skærmen er krystalklar i sin opløsning, nydelig i sit layout og hurtig til at respondere. Selve systemet, der er udviklet i samarbejde med Google, er dog ingenlunde det mest intuitive, penge kan købe, og selv de mest simple funktioner er et-to-tre tryk væk. Ratknapperne er ej heller specielt lette at bruge, og da de kun rigtigt lystrer hver anden gang, får man hurtigt trykket mange gange.
Oplever man jævnligt, at en smartphone eller tablet er drilsk at benytte, bør man stoppe anmeldelsen allerede her. Så skal man holde sig fra Volvo EX30. Her kræves ikke kun læsebriller til betjening af de bittesmå ikoner, men også et vist niveau af teknisk flair.
LÆS OGSÅ | Duel: VW ID.3 slår hårdt igen mod MG4
Det er anti-Volvo at bygge sådan en kabine, fordi det stjæler koncentration og opmærksomhed. Er man vokset op med en touch-følsom skærm i hånden, er problemet mindre. Her vil man garanteret blive hurtigere fortrolig med Googles Stemmeassistent, som er en af de mest kløgtige, jeg har prøvet, og som kan afhjælpe bakseriet.
Er det helt i haven det hele? Nej, slet ikke. Man mærker også sagtens den svenske tilstedeværelse i bilen. Her er nemlig en velkendt byggekvalitet af den solide slags – det er igen bare ikke på den traditionelle Volvo-måde. Der er nemlig langt mellem de bløde materialer.
Volvo EX30 er sat sammen af eksperimentelle og miljørigtige materialer, der giver et særegent udtryk samt forskellige teksturer. Vælg mellem hørfrøplanter, genbrugte cowboybukser eller vinduesrammer. Testbilen er udstyret med sidstnævnte, hvor genbrugsmaterialerne er støbt i et mønster, der ligner terrazzo-gulv.
Det er kvalitet på en ny måde, der igen kan være svær at forstå, hvis man kommer fra en Volvo V70 med cognac-farvet læderstue. Trimlisterne i imiteret kirsebærtræ, som V70 kunne bestilles med, er skiftet ud med genbrugsmaterialer, og højttalerne skiftet ud med en soundbar, der spiller godt. Det er noget helt andet – men det er stadig kvalitet.
Foruden de særegne materialer er der et hav af gennemtænkte opbevaringsløsninger og små finurlige påskeæg: Fra indstøbte elge til IKEA-lignende pakkeanvisning til bagagerummet. Det kombinerede opbevaringsrum og kopholder i midterkonsollen er en historie for sig og huser, sammen med de store rum i dørsiderne, meget habengut.
Den sjove pakkeanvisning får et mere seriøst aspekt, hvis man rent faktisk påtænker at transportere ting; også mennesker, hvis det er på anden sæderække. Volvo EX30 er en meget lille bil og bagsædet er nærmest ubrugeligt for folk med ben, mens døråbningen er snæver nok til at drille klodsede autostole.
Historien gentager sig. Volvo EX30 kører ikke som nogen anden Volvo før den, men det betyder ikke, at det er dårligt. Den progressive lillesøster i den svenske flok er mere letbenet og letkørt. Den er smidig om storbyens gadehjørner, hvor den føles hjemme og er uhyre let at parkere med sin klejne statur.
Testbilen er en Extended Range med én elmotor og 272 hk. Det er den rigtige variant, fordi den hidsige Twin Motor Performance-variant med 428 hk er formålsløst hurtig og ikke mindst bidsk, hvis man træder til den. Med en acceleration fra 0 til 100 km/t på 5,3 sekunder er én elmotor nok til, at det er kvikt, uden at det bliver svimlende.
Da jeg kørte EX30 til premieren i Barcelona, var det med et følelsesforladt styretøj. Det er opdateret og udrullet til alle kundebiler, og det er en forbedring, selvom det stadig er let. Denne lethed bidrager til agiliteten, men betyder også, at der ikke er samme solide fornemmelse, som man får i eksempelvis EX40 (før kaldet XC40).
Volvo har ramt den rigtige balance i undervognen, hvor man får høj komfort, uden det bliver blødt eller vakkelvornt. Også pedalerne er lette at forstå, hvilket giver sømløse igangsætninger og nedbremsninger. Generelt er køreoplevelsen godt skuldret, og med det ekstra lag af gode støjisolering, kan EX30 kun beskrives som en køreglad bil.
Testbilen og varianten med det mundrette navn, Volvo EX30 Single Motor Extended Range Ultra, er opgivet til at køre 476 km på en opladning. Virkeligheden er dog en lidt anden på kolde og blæsende dage, hvor der skal trækkes mindst 100 km fra, når man kører pænt.
Forbruget er opgivet til 17 kWh/100 km, mens jeg selv har svært ved at få den under 20 kWh/100 km i løbet af testugen, inklusiv på milde og solbeskinnede dage, som da billederne blev taget. Regn, rusk og motorvejshastigheder presser hurtigt forbruget endnu højere op.
Når strømmen skal på igen, sker det med 11 kW AC og 153 kW DC, med mindre man vælger den højeste Ultra-udstyrsvariant. Her får man nemlig 22 kW på AC, og det er et stort plus, hvis man påtænker at bruge bilen i storbyen, der føles som dens naturlige habitat.
Her drager man nemlig god gavn af de offentlige ladestandere, så man kan få nok med juice inden for de tre timers tidsbegrænsning, der ofte er.
Volvo EX30 Single Motor er indgangsvarianten med kortest rækkevidde til 274.100 kr., og den skal man styre udenom. Her er batteriet mindre, så rækkevidden skrumper til 337 km, mens den også mangler en varmepumpe, hvilket utvivlsomt vil gøre vintermånederne udfordrende.
Volvo EX30 Single Motor Extended Range er varianten, man skal gå efter. Her fås det store af de to batterier på 69 kWh, der giver en opgivet rækkevidde på 476 km. Med Core-udstyr til 309.100 kr. fås ting som 18″ alufælge, LED-forlygter, el-klapbare sidespejle, varme i forsæder og rat, klimaanlæg, bakkamera, adaptiv fartpilot og skærm på 12,9″.
Plus-udgaven får udstyr som 19″ alufælge (kun Extended Range), klimaanlæg med to zoner, avanceret luftrensesystem, el-betjent bagklap, tag og sidespejle i sort, Harman Kardon-lydanlæg, parkeringssensorer for og bag, trådløs mobilopladning og mange andre mindre udstyrsdetaljer. Med dette Plus-udstyr starter Extended Range til 337.100 kr. mens Single Motor koster 302.100 kr.
Topudstyrsvarianten Ultra starter i henholdsvis 361.100 kr. og 381.100 kr. som Extended Range og Twin Motor Performance. Her kommer yderligere panoramaglastag, el-justerbare forsæder med memory, den elskværdige 22 kW ladeeffekt på AC, 360 graders kamera og automatisk parkering.
Volvo EX30 har fået en lidt blandet modtagelse, og det kan jeg godt forstå, selvom jeg selv synes, det er en god bil. For hvis børnene er fløjet fra reden og man har brug for en mindre Volvo end den V70’er, der holder i carporten nu, så bliver man rystet i sin grundvold i mødet med EX30.
Volvo har taget nytænkning og minimalisme til grænsen – og for nogen måske endda noget over. Er man ikke teknisk ferm, vil betjeningen tage en del opmærksomhed fra vejen, hvilket ikke stemmer overens med Volvos hedengangne og stålfaste sikkerhedsprincipper.
Er man omvendt smartphone-bevendt til fingerspidserne, og er pladsforhold sekundære i sit bilkøb, så får man med Volvo EX30 en karakterfuld mini-SUV. Her er nytænkning og sjove løsninger, fede kabinematerialer og en køreoplevelse, der er såvel smidig som tyst og komfortabel. Måske er det ikke så meget carportene, den fortjener plads i, men i stedet tæt ved storbyens smarte caféer.
Motor: Elmotor (bagtil)
Ydelse: 272 hk / 343 Nm
0-100 km/t: 5,3 sekunder
Tophastighed: 180 km/t
Forbrug: 17 kWh/100 kilometer
Batteri netto: 64,8 kWh
Ladekapacitet AC/DC: 22 kW / 153 kW
Rækkevidde: 476 kilometer
Mål (L/B/H): 423/183/155 cm
Køreklar vægt: 1.850 kilo
Trækvægt: 1.400 kilo
Bagagerumsvolumen: 318 liter + 7 liter frunk
Pris: 361.100 kr. (EX30 fås fra 274.100 kr.)
Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): 15.000/4.395 kr. (EX30 fås fra 15.000/3.795 kr.)
Beskatningsgrundlag, firmabil: 340.808 kr. (EX30 fås fra 261.156 kr.)
179.990 kr. koster den nye elektriske Ë-C3. Det betyder, at der lige nu ikke findes en billigere nye elbil. Men får man også en god elbil til den lave pris?
Alle biler har fede detaljer. Men Renault Scenic E-Tech Electric har flere end de fleste biler, og her viser vi nogle af de bedste.
Priserne på brugte elbiler bliver konstant sat ned, og fordi forhandlerne vil af med lageret inden 2025, er der vilde tilbud på biler, som stort set er som nye. Spar blandt andet 130.000 kr. på BMW i5.
Elektrisk Ford Puma Gen-E kommer med en rækkevidde op til 376 kilometer fra et lille batteri, og den har 168 hestekræfter. En frisk lille elbil, der ikke må koste meget mere end 200.000 kr.
Den nye udgave af Lexus’ luksus-SUV har fedt design, tonsvis af udstyr og en attraktiv pris. Men affjedringen og drivlinjen i plug-in hybriden hænger ikke sammen.
Elbiler er kommet for at blive! Det vælter ind med nye modeller på markedet i Danmark, og vi har lavet en liste med alle elbiler i Danmark i 2024 – inklusive priser og rækkevidde på de forskellige modeller.