juli 5, 2022

MG ZS EV: Lille batteri, lavere pris – og flere kræfter

Den kinesiske crossover fås nu med et mindre batteri på 51 kWh, som giver en rækkevidde på 320 WLTP-kilometer. Det sparer 20.-25.000 kr. i forhold til ZS EV med stort batteri.

TEKST Morten B. Bek FOTO PR

Selv med et batteri på kun 44,5 kWh og en rækkevidde på bare cirka 263 kilometer på en opladning blev MG ZS EV en succes, da den landede i Danmark i sommeren 2020. Et bevis på, at der er mere end rækkevidde i tankerne hos de danske el-bilister. Lav pris og praktisk crossover-stil tæller, for nogle danskere, mindst lige så meget.

Den lave pris, som dengang i 2020 startede på 220.000 kr., blev sammen med det lille batteri fortid med faceliftet af ZS EV i 2021. Batteri på 69,9 kWh, rækkevidde på 440 kilometer – og en pris på nu 290.000 kr. Bedre, men også meget dyrere.

LÆS OGSÅ | Test: MG ZS EV er blevet bedre, men prisen er skudt i vejret

MG kan nu igen levere end ZS EV med mindre batteri, kortere rækkevidde og lavere pris. Med ZS EV Short Range kappes 25.000 kr. af prisen i forhold til ZS EV Long Range, så flere igen kan være med.

ZS EV er en solid lille crossover, som nu fås med to batteristørrelser: 51 og 69,9 kWh

Ydelsen stiger til 177 hk

En reduktion af batterikapaciteten i ZS EV på 18,9 kWh kan mærkes. Man kommer selvfølgelig slet ikke så langt. Den nye Short Range-models batteri på 51 kWh giver en WLTP-rækkevidde på 320 kilometer. Med den rækkevidde er ZS EV i rækkevidde-klasse med biler som Citroën ë-C4, Opel Mokka-e og Peugeot e-2008.

Men ZS EV Short Range har markant stærkere elmotor end de tre modeller. Og også stærkere elmotor end ZS EV Long Range, som har 154 hk: Ydelsen er skruet op til 177 hk, mens drejningsmomentet er på samme 280 Nm som i Long Range-udgaven.

Den lader på 1 fase

Der er dog en ting, som trækker ned. ZS EV, og det gælder både Short Range og Long Range, kan kun lade 1-faset, som begrænser ladehastigheden hjemme i garagen. 1-faset opladning (16 Ampere) sker med kun 3,7 kW (6,6 kW, hvis man kan klare 32 Ampere), som er væsentligt at have for øje, hvis man ikke ofte kan lade natten over. – En fuld opladning vil tage mere end 13 timer.

3-faset opladning (16 Ampere), som tillader op til 11 kW-opladning ved den hjemlige ladeboks, koster nu 5.000 kr. ekstra – men kun til ZS EV Long Range.

LÆS OGSÅ | Test: Citroën ë-C4 er forførende frankofil

ZS EV Short Range kan allerede bestilles til priser fra 264.999 kr. som Comfort og 284.999 kr. som Luxury. De første biler er på vej til Danmark og ventes at blive læsset af skibet midt i august.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS