AlfaRomeoMILANO3
Nyheder
25. januar 2024

Milano er den første elbil fra Alfa Romeo

Morten B. Bek

Morten Bek

Alfa Romeo Milano får premiere den 10. april som den første elbil fra italienerne. Milano bliver en lille crossover, men Alfa Romeo sætter alligevel en ære i at gøre den køreglad.

TEKST Morten Bek FOTO PR

Det er meget svært at karakterisere Alfa Romeo Tonale som andet end et kæmpe flop i Danmark. Konkurrenten til Audi Q3 og BMW X1 faldt til jorden med et brag. Ikke fordi den italienske SUV er en dårlig bil, men fordi den ikke byder på noget nyt. Og så fordi den er meget dyr.

Tonale er i hvert fald alt andet end genstarten for det unikke italienske bilmærke her i landet. Når Tonale ikke kan løfte den byrde, så kan den næste nye model måske gøre det for Alfa Romeo?

Den næste nyhed fra Alfa Romeo får premiere i Milano den 10. april, og det er en stor nyhed i et lille format. Italienerne afslørede allerede i efteråret, at bilen skal hedde Milano (næppe noget tilfældigt valg, at den har premiere i byen af samme navn), og der er store forventninger til den nye model, der bliver den første elbil fra Alfa Romeo.

AlfaRomeoMILANO

Kan Alfa Romeo trylle med teknikken?

Alfa Romeo Milano er, som de første billeder af et grundigt tildækket eksemplar, der kører på Balocco-testanlægget i Italien, en SUV. Eller en crossover, hvis man er mere til den titel.

Hvad man måske ikke lægger mærke til er bilens størrelse. Milano er lille, og selv om vi ikke har mål for hverken højde eller længde, så bliver Milano væsentligt mindre end Tonale. Tonale er 453 cm lang, og vi gætter på, at Milano lægger sig omkring 420-430 cm.

På et eller andet tidspunkt skal den nye platform fra Stellantis, STLA, debutere i den mindste udgave – Small – som giver elbiler en rækkevidde op til 500 kilometer. Men det er desværre ingen garanti, at det sker med Milano.

Vi krydser fingre for, at Alfa Romeo overrasker, men vi forbereder os selv på, at Milano skal køre med samme teknik som mange andre nuværende Stellantis-modeller, som Alfa Romeo så må trylle med. Bare for at nævne et par stykker: Peugeot E-2008 og E-308, Opel Corsa Electric, Jeep Avenger og Citroën Ë-C4.

AlfaRomeoMILANO2
AlfaRomeoMILANO1

Den sjoveste bil i klassen. Det burde ikke være svært at lave

Hvis det er udgangspunktet for Milano, får den en batteripakke på 54 kWh og en rækkevidde omkring 400 kilometer. Den vil kun kunne lynlade med 100 kW, og det er alt for lidt for en ny elbil fra et premiummærke (vi krydser et par fingre mere).

Alfa Romeo har kastet nogle imponerende kræfter ind i kampen for at sørge for, at Milano bliver en imponerende lille elbil. I udviklingsteamet er folk, som har været med til at skabe sportsvognene 4C og 8C – og så inciterende modeller som Giulia Q og Giulia GTA.

Milano skal være sjov og sportslig. Alfa Romeo udtrykker det sådan her: “Teamet er fokuseret på enestående dynamik med målrettet indsats omkring affjedringen. Målet er uforlignelig dynamik baseret på direkte og ekstremt præcist styretøj. Hurtig i kurverne og med masser af vejgreb.”

Det lyder ikke som en bil med en elmotor med 156 hk, som umiddelbart er det, Milano har at arbejde med. Men der er rygter på det store internet, at Milano kommer i en elektrisk version med to elmotorer og firehjulstræk. Så taler vi om en helt anden ydelse og acceleration, som langt overgår den, man får i Jeep Avenger og Peugeot E-208.

Milano bliver også sendt ud på sin mission om at blive klassens sjoveste bil, som ikke er den sværeste opgave med de konkurrenter, den skal møde (Opel Mokka? Jeep Avenger?), med en eller flere benzinmotorer. Men det er den elektriske Milano, vi glæder os til – og elbilen vi krydser fingre for.

Samlino logo
9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring.
Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen

Læs mere om: