oktober 7, 2023

Duel: Frisk Jeep Avenger eller forfinet Peugeot E-2008?

Jeep Avenger er en charmerende lille elbil, som har elmotor og batteri til fælles med den faceliftede Peugeot E-2008. Men der er alligevel stor forskel på de to elbiler.

TEKST OG FOTO Morten B. Bek

En sammenligningstest mellem en Jeep og en Peugeot… – Skal man så også sammenligne kviklån og realkreditlån, cykler og traktorer, havregryn og brownies? Det er man fri til at gøre, som man har lyst til, men det giver altså mening, når jeg sammenligner en Jeep med en Peugeot.

Sammenligningen, mener jeg, giver rigtig god mening, fordi den er mellem den første elektriske Jeep, Avenger, og den nært beslægtede Peugeot E-2008. Man kan ikke se det, selv om man ved det: Avenger og E-2008 har ikke bare samme grundlæggende teknik (med mærkespecifikke forskelle) – de deler også batteri og elmotor. En elmotor med 156 hk smider kræfter ned til forhjulene, og et batteri på 54 kWh sørger for, at elmotoren har noget at leve af.

Avenger er helt frisk og ny, og den er blåstemplet med titlen som Årets Bil i Europa (COTY). Peugeot E-2008 har, sammen med 2008’ere med forbrændingsmotor, fået et facelift med forfinelser og fornyelser. Er den seneste E-2008 så bedre end sin helt nye søster fra Jeep? 

Hvordan er indretningen og pladsen i de to?

Avenger har charme og selvtillid som få andre små biler, og det robuste og bastante design er klassisk Jeep-udtryk i en lille pakke. En meget lille pakke, faktisk. Avenger er en af de mindste crossovers, der findes på markedet. Så kort som en VW Polo og betydeligt kortere end Renegade, og det gør Avenger til en leg at køre i byen.

Men jeg forstår ikke, hvorfor Jeep har valgt at gøre Avenger så lille, når italienerne (den er udviklet og bygget i Italien) har været så dårlige til at udhule karrosseriet. Intet voksent menneske kan sidde på bagsædet, fordi der ingen plads er til benene – med mindre chaufføren er lille eller bare glad for at sidde med rattet i maven. Bagagerummet kan Jeep næsten heller ikke være bekendt, men 355 liter er okay, når man alligevel ikke kan bruge bagsædet til passagerer, men kun til oppakning.

Man skal op i den testede Summit-variant for at få farve og spil i interiøret. Så ser det også godt ud, selv om jeg må indrømme, at jeg indtil videre kun har set Summit-udgaver med farverigdom og lædersæder med Jeep-logo. Jeep vil sikkert forsvare den stenhårde plast mange steder med, at den er nem at gøre ren, hvis man har været ude, hvor man skal bruge køreindstillingerne Mudder eller Sand. 

Efter nogle timer på vejen i Avenger mangler jeg mere støtte i sæderne, og jeg savner virkelig et anlæg med gode højttalere. Lyden er bare ikke god, og den franske søster gør det meget bedre. E-2008 kommer lige nu kun som topmodel med GT-navnet, og forsæderne lever nogenlunde op til navnet; bedre sæder end i Avenger, som gør længere ture mere behagelige.

E-2008 er 22 cm længere, og de centimeter går til et rigtig godt formål. Voksne mennesker med voksne ben kan sidde i bagsædet bag voksne mennesker i forsæderne. Bagagerummet er praktisk og har en god størrelse. 

Det er knald eller fald i forhold til, om man kan komme overens med Peugeots i-Cockpit med lille rat og højt siddende instrumentering. Infotainmentsystemet med 10” touchscreen er blevet meget bedre (samme system i Jeep), og mens klimafunktioner stadig primært går via skærmen, hvor man i Jeep har rigtige knapper, så slår E-2008 igen med nogle af klassens bedste materialer. Her er blød plast – også på øverste del af dørene.

Har de kræfter nok?

Med 156 hk indtager Avenger og den seneste udgave af E-2008 en placering i bunden, når det kommer til kræfter i nye elbiler. Det betyder intet, når det kommer til stykket. De to elbiler vejer forholdsvis lidt, i hvert fald sammenlignet med så mange andre elbiler, og jeg oplever ikke en eneste gang, at kræfterne ikke rækker. Der er ikke behov for mere end de 156 hk. 

På motorvejen, så længe man ikke fristes til at spare rækkevidde ved at køre i Eco-indstilling, hvor elmotoren i Avenger og E-2008 yder markant færre heste, er turen fra 90 til 130 km/t smidig og hurtigt overstået. Apropos køreindstillinger, så er der en bizar pause i drivlinjen, når man skifter fra Normal til Sport. Som om bilen holder vejret og så puster kraftigt ud, når Sport-indstillingen et sekund senere er aktiveret. Jeg foretrækker den måde, elmotoren reagerer prompte i Sport – i Normal og Eco kan igangsætningen føles for blød.

Avenger og E-2008 har de kræfter, der skal til. Man skal bare ikke forvente, at spurtstyrken er som i for eksempel Hyundai Kona EV eller Kia Niro EV.

Motorvejen er ikke uproblematisk for de to elektriske modeller fra Jeep og Peugeot. 54 kWh er kun nok til 395 kilometers rækkevidde i Avenger Summit, underligt nok lidt mere, nemlig 403 kilometer, i den større E-2008. Forbruget er højt for de to små crossovers ved 120-130 km/t, og batteristørrelsen er derfor i underkanten, hvis man tit færdes på motorvejen gennem Danmark.

Hvordan kører de?

Avenger smutter om hjørner med lethed. Den ligger fladt og stabilt, og den er nem at placere. En lille bil, som ikke belastes af at veje langt mere end en tilsvarende benzinbil. Styretøjet er roligt og ikke udpræget direkte, så det er behageligt og uden døde zoner. Køreegenskaberne er, med et ord, rimelige, men ikke mere. For hurtigt ind i et sving, og Avenger føles pludselig som en tung dansepartner, der er blevet træt.

Summit-udstyrsniveauet byder på 18” hjul, og det gør i hvert fald ikke komforten en tjeneste. Avenger burde kunne bruge sin vægt til at nedtone bump og ujævnheder ved lav fart, men det er først ved højere fart, den virkelig føles komfortabel.

E-2008 kører på 17” alufælge med lidt højere dæk, og det er udslagsgivende i forhold til affjedringskomforten. På motorvejen er E-2008 en endnu større fornøjelse end Avenger med snorlige køreegenskaber og fornem stabilitet, men den har en klar fordel ved lavere fart. Med lidt flere centimeter mellem akslerne og mere komfortorienterede dæk er E-2008 mere moden og mere komfortabel end Avenger. 

Styretøjet føles mere direkte i E-2008, men det kan skyldes, at det lille rat får det til at føles sådan. I svingene føles den franske elbil lidt større end sin pendant, men kun til et vist punkt; den går ikke over i et dødt område, hvor den pludselig bliver tung. Den er, med andre ord, mere ligevægtig.

Hvad koster de?

Jeep er den billigste af de to biler, når det kommer til startprisen. Den starter på 279.990 kr. i en Longitude-version, kravler op på 309.990 kr. for en Altitude og ender på 339.990 kr. for den testede Summit. Longitude-udgaven er skrabet. Bakkamera, adaptiv fartpilot og sædevarme har den slet ikke. Altitude-versionen til 309.990 kr. har de ting med, og så har den sågar el-betjent bagklap, så den er mit valg i modelprogrammet.

Indtil videre har Peugeot i Danmark kun den ene variant på programmet. E-2008 kommer med GT-udstyr til 309.990 kr., som altså er det samme som Altitude-versionen af Avenger. Den må godt nok undvære en el-betjent bagklap, men den har samlet set mere udstyr som standard: Ladeboks er inkluderet, og det samme er automatisk nedblændeligt bakspejl, p-sensorer foran, sportssæder foran, el-klapbare sidespejle og ekstra tonede ruder bagtil. Det er sandsynligt, at en billigere udstyrsversion kommer til på et tidspunkt.

For seks måneder siden ville 310.000 kr. for en Avenger med rimeligt udstyr have været en passende pris, og jeg er sikker på, Jeep synes, at deres brand kan være lig med en forholdsvis høj pris. Om danskerne også synes det? Der er kun tilbage at kigge på salgstallene, når der er gået noget tid. Der er biler, som søstermodellen E-2008 og den nye Hyundai Kona EV, som giver mere komplet bil for pengene.

Hvilken af de to biler er den bedste?

At Jeep Avenger er kåret som Årets Bil i Europa giver ikke helt mening for mig, efter at jeg har testet elbilen over nogle dage. At den ikke er nær så komplet som en ældre model på samme platform, er tankevækkende – den burde være E-2008 overlegen. 

Avenger er charmerende og kører for så vidt fint, men det er udelukkende designet og mærkets historie, der virkelig stikker ud som noget særligt.

Og det får mig hurtigt videre til resultatet af denne sammenligning. Der er ingen tvivl om, at den bedste bil her i duellen er Peugeot E-2008. Den har først og fremmest langt bedre pladsforhold, en mere lækker indretning og bedre forsæder. Den er samtidig mere komfortabel og har mere udstyr med i prisen.


SPECIFIKATIONER

Jeep Avenger E Summit

Motor: Elmotor (fortil)
Ydelse: 156 hk/260 Nm
0-100 km/t: 9 sekunder
Tophastighed: 150 km/t
Forbrug: 15,7 kWh/100 kilometer
Batteristørrelse: 54 kWh
Ladekapacitet: 100 kW
Rækkevidde: 395 kilometer
Mål (L/B/H): 408/178/153 cm
Køreklar vægt: 1.661 kilo
Trækvægt: 0 kilo
Bagagerumsvolumen: 355 liter

Pris: 339.990 kr. (Avenger E fås fra 279.990 kr.)
Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): Kontakt forhandler
Beskatningsgrundlag, firmabil: Kontakt forhandler

SPECIFIKATIONER

Peugeot E-2008 GT

Motor: Elmotor (fortil)
Ydelse: 156 hk/270 Nm
0-100 km/t: 9,1 sekunder
Tophastighed: 150 km/t
Forbrug: 15,9 kWh/100 kilometer
Batteristørrelse: 54 kWh
Ladekapacitet: 100 kW
Rækkevidde: 403 kilometer
Mål (L/B/H): 430/177/152 cm
Køreklar vægt: 1.623 kilo
Trækvægt: 0 kilo
Bagagerumsvolumen: 434-1.467 liter

Pris: 309.990 kr. (E-2008 fås fra denne pris)
Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): Kontakt forhandler
Beskatningsgrundlag, firmabil: Kontakt forhandler

Del artikel:

Brugte biler fra Jeep og Peugeot til salg på Bilbasen

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS