P90471913_highRes_the-mini-concept-ace
Elbiler
27. juli 2022

Aceman viser nyt elektrificeret Mini-design

Morten B. Bek

Morten Bek

Designsproget “Charismatic Simplicity” vises første gang på den elektriske konceptbil Aceman – en crossover på kun lige over 4 meter.

TEKST Morten Bek FOTO PR

Mini har sat en vigtig dato i kalenderen for udrulningen af Den Fulde Elektrificering. Briterne har sat en slutdato på biler med forbrændingsmotor – den sidste nye bil med benzinmotor lanceres i 2025 – og i 2030 vil det kun være muligt at købe elektriske Mini-modeller.

Lige nu er den eneste elektriske Mini den tredørs Mini Cooper SE, som har en rækkevidde, som selv Mini ikke kan være tilfreds med. Batteriet er på kun 32,6 kWh, så rækkevidden er derefter: 225 kilometer. Et optimistisk WLTP-tal, som i virkeligheden er 25-75 kilometer lavere.

Men den nuværende tredørs Mini er en konverteret benzinbil uden god plads til batterierne, så den er delvist undskyldt.

Mens det lige nu ikke er teknisk muligt – eller forsvarligt – at proppe et 80 kWh-batteri i en bil så lille som en Mini, så vil en rækkevidde over 300 kilometer, og i omegnen af 400 kilometer, være mulig i kommende elektriske Mini-modeller.

P90471902_highRes_the-mini-concept-ace
P90471940_highRes_the-mini-concept-ace
P90471904_highRes_the-mini-concept-ace
P90471903_highRes_the-mini-concept-ace

Aceman blander Cooper og Countryman

Og hvad skal vi så forvente af den elektriske Mini-fremtid? Et nytænkt design og mere end bare en tredørs Mini Cooper med elmotor, er svaret.

For at vise lidt mere af, hvad vi egentlig kan forvente os af Mini, viser briterne konceptbilen Aceman. Concept Aceman er en crossover på kun 405 cm i længden (den nuværende Countryman strækker sig over 429 cm), og den introducerer det nye designsprog “Charismatic Simplicity” – karismatisk simpelhed.

Mini går bersærk i Union Jack, Storbrittaniens flag. At det kan bruges i baglygterne ved vi allerede fra den nuværende Mini Cooper. Det kan også bruges til at lave en “falsk” grill med LED-elementer. Og som en slags tagbøjler.

Mini kalder selv Aceman-konceptbilen for en blanding mellem Cooper og Countryman. Vi kalder den et friskt bud på Mini-design, hvor de runde former får selskab af karakteristiske buk og kanter i karrosseriet. Skal en Mini altid være rund som en kugle?

P90471910_highRes_the-mini-concept-ace
P90471956_highRes_the-mini-concept-ace
P90471960_highRes_the-mini-concept-ace
P90471959_highRes_the-mini-concept-ace

Først kommer en afløser for Cooper SE

Til trods for at Mini nu blander den klassiske tredørs Cooper med crossover-gener fra Countryman, kommer vi også i fremtiden til at se begge de modeller i nye versioner.

Den første nye Mini, som ventes at have premiere i løbet af i år, er afløseren til den tredørs Cooper. Hvor meget indflydelse det nye designsprog har haft på netop den model, er det for tidligt at sige – umiddelbart bliver den mere som alle forgængerne: Rund.

Men den bliver fuldelektrisk, og selv om den også skal produceres med benzinmotor, vil det være den elektriske variant, Mini satser mest på. Det ligger helt i tråd med fremtiden.

Mini-familien står foran udvidelser og forandringer. Clubman overlever næppe ind i den elektriske fremtid, men til gengæld har Mini for nylig lavet et enkelt eksemplar af den elektriske Mini Cooper SE som cabriolet. Det kan man vælge at tolke som et tegn på, at der senere kommer en elektrisk cabriolet fra Mini til salg.

Samlino logo
9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring.
Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen

Læs mere om: