De gode undskyldninger må snart rinde ud for BMW og Mini, der i Danmark holder fast i to års garanti som efterhånden de eneste. Garantifesten blev åbnet af importøren Semler Danmark, der forlængede garantien til fem år på mærkerne Audi, VW og Skoda – som deres spanske mærke Cupra allerede kørte med.
Siden har de fleste andre bilimportører og bilmærker fulgt med. Den nye standard er fem års garanti, mens antallet af kilometer varierer. Her er Ford i den lave ende med garanti i op til 100.000 kilometer, mens Volvo for nyligt doblede op og i dag giver garanti i op til 200.000 kilometer.

Nu melder søstermærket Polestar sig på banen, og de lægger sig lige midt imellem. Nu får man nemlig fem års garanti eller op til 150.000 kilometer, når man køber en ny elbil fra Polestar. Garantien indføres den 14. oktober, men gælder alle Polestar, der er bestilt eller leveret siden den 1. oktober.
Læs også: Test: Polestar 4 som Autobahn-raket?
Nyheden om forlænget garanti lander sammen med introduktionen af to fine tilbud. Alle nye kunder kan fremover vælge mellem enten fem års opladning med et Clever One-abonnement, hvor installation af ladeboks medfølger, eller 0 procent fast rente i otte år.
Kunderne kan vælge den løsning, der passer bedst til deres ønsker og behov, men kan ikke kombinere de to muligheder.