Da Zeekr i starten af året kunne afsløre, at deres kommende 7GT ville starte ved 324.900 kr., var det næsten ikke til at tro. Basisversionen Zeekr 7GT Core brød ganske enkelt med de forventninger, man som dansk bilkøber kan tillade sig at have til kræfter, rækkevidde og udstyrsniveau fra en elbil i prislejet omkring 300.000 kr.
For blot et par uger siden kunne vi så endelig komme bag rattet af Zeekr 7GT, hvor den nytilkomne kineser ikke skuffede – hverken Bilbasens udsendte Morten Bek eller den samlede motorpresse i øvrigt.
Så hvorfor ikke smede, mens jernet er varmt? Zeekr Danmark lancerer nu privatleasingpriser på kampagne til og med september, eller så længe lager haves.

Priser fra 3.395 kr. om måneden
Trods de pæne kontantpriser vil der altid være et klientel, der søger den forudsigelighed, en privatleasingaftale kan give. Her er der en fast månedlig ydelse uden yderligere stillingtagen til ting som afskrivning, der fortsat er lidt af en ubekendt blandt nyere kinesiske modeller som Zeekr 7GT.
Tryghed og forudsigelighed er selvfølgelig ikke gratis, og privatleasingpriserne på Zeekr 7GT er også kun lige acceptable – men på ingen måde iøjnefaldende, som kontantpriserne var ved præsentationen.

Leasingkampagnen giver mulighed for førstegangsydelser på enten 24.995 kr. eller 49.995 kr. på tværs af varianter. Med den højeste udbetaling kan Zeekr 7GT privatleases for 3.395 kr. om måneden med 10.000 kilometer. Vil man have 15.000 kilometer i aftalen, hvilket for langt de fleste vil give bedst mening, skal man lægge 300 kr. pr. måned oveni.
På den måde stiger totalomkostningerne til et leje, hvor den sammenlignet med kontantprisen lander i den høje ende af, hvad man kan kategorisere som et decideret godt tilbud.
Den bedste aftale findes på den topudstyrede Zeekr 7GT Privilege AWD med den højeste udbetaling, hvor man slipper 5.195 kr. pr. måned med 15.000 kilometer og 300.605 kr. i totalomkostninger over 48 måneder.
Model | Kontantpris | Leasing | Totalomk. 48 mdr. |
|---|---|---|---|
Core RWD | 324.900 kr. | 24.995 + 4.495/md. | 242.005 kr. |
Core RWD | 324.900 kr. | 49.995 + 3.695/md. | 228.605 kr. |
Long Range RWD | 379.900 kr. | 24.995 + 5.195/md. | 275.605 kr. |
Long Range RWD | 379.900 kr. | 49.995 + 4.395/md. | 262.205 kr. |
Privilege AWD | 439.900 kr. | 24.995 + 5.995/md. | 314.005 kr. |
Privilege AWD | 439.900 kr. | 49.995 + 5.195/md. | 300.605 kr. |
*Inkl. afleveringsgebyr 1.250 kr.



