MGHS6
Nyheder
18. juli 2024

Ny MG EHS PHEV kører over 100 km på en opladning

Morten B. Bek

Morten Bek

En ny generation af den mellemstore MG kommer med betydeligt federe design, et helt nyt interiør og en elektrisk rækkevidde på omkring 103 kilometer.

TEKST Morten Bek FOTO PR

Danskerne havde en kort, men hed kærlighedsaffære med plug-in hybriden. Danskerne elskede, at der var mange hestekræfter og elektrisk rækkevidde til en pris, hvor det ofte slet ikke var muligt at købe en tilsvarende benzinbil med manuel gearkasse og langt færre kræfter.

Selv om elbilerne har fået magten, og en plug-in hybrid er blevet meget dyrere og noget de færreste overvejer, når de køber ny bil, bliver plug-in hybriderne alligevel ved med at dukke op i nye varianter. Nogle af dem vil man tilmed være meget bedre end plug-in hybrider med få år på bagen.

Især hos Volkswagen-koncernen er det for nylig sket store fremskridt med mere effektive motorer og langt større batterier. Plug-in hybrider som VW Tiguan og Skoda Kodiaq kan nu køre 100 kilometer eller længere på el på en opladning.

MG melder sig nu også ind i 100-kilometer-klubben. Den nye udgave af EHS Plug-in Hybrid, der i nogle lande kendes som HS Plug-in Hybrid, får et meget større batteri end den gamle. Med en kapacitetsstigning fra 16,6 kWh til 24,7 kWh og højere effektivitet ryger rækkevidden på strøm virkelig i vejret: fra den udgående models 52 kilometer til op til cirka 103 kilometer.

MGHS3
MGHS2
MGHS4
MG HS int
hs-2024-interior-2
MGHS7

Lidt større EHS med betydeligt mere spræl

Den gamle EHS var især før faceliftet en meget anonym bil. Selvstændigheden i designet kunne ligge på et meget lille sted, og baglygterne ligner umiskendeligt noget fra en tysk SUV med stjerne i kølergrillen.

Den nye EHS har smidt anonymiteten, og der er mere spræl over formerne; forlygterne er smalle enheder, og grillen er rykket ned og er blevet bedre integreret i fronten og bredere end før. En smule vokseværk har EHS også haft, så den er 4,5 centimeter længere end den gamle – og akselafstanden er på samme måde 4,5 centimeter længere. Bagagerummet er ikke noget af prale af med 441 liter.

Det vil overraske ingen, at MG i interiøret også er kommet med på moden med et stort panel, som samler digital instrumentering og infotainment i et hus; de to separate skærme i panelet er begge på 12,3″. Instrumenteringen kan enten vise navigation, de vigtigste køreoplysninger eller en live-visualisering af bilen og de omgivelser, man kører i, som skabes med data fra diverse assistentsystemer.

Den nye plug-in hybrids rækkevidde præsenterer MG gerne, mens den samlede systemydelse ikke er nem at afkode. Benzinmotoren, igen en 1,5-liters, yder tilsyneladende færre heste end før (142 mod 162 hk), mens elmotoren skulle være meget stærkere: 209 hk mod den gamle models 165 hk. Den udgående models ydelse er 258 hk, men hvor stærk den nye er, vides ikke.

På andre markeder end det danske sælges EHS også i en udgave udelukkende med benzinmotor. Den nye kommer også i en benzinudgave, som har en 1,5-liters turbomotor med 169 hk.

Om den nye HS/EHS Plug-in Hybrid kommer til Danmark, er endnu et åbent spørgsmål. Importøren vil uden tvivl skulle lave et regnestykke med udgangspunkt i fabrikkens pris, som kommer til at afgøre skæbnen for den nye SUV. Det er svært at tro, hvis den nye plug-in hybrid introduceres, at danskerne får et meget varmt forhold til den.

Samlino logo
9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring.
Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen