Subaru Forester er bilernes svar på en schweizerkniv – den er praktisk og kan bruges i alle situationer. Nu er der en ny, som danskerne kan købe fra januar til priser fra 484.900 kr.
TEKST Morten Bek FOTO PR
De går stille med dørene hos Subaru Danmark. Det lidt specielle japanske mærke har fra januar til december kun solgt 128 biler i Danmark fra de otte forhandlere, og når der så kommer nye modeller, gør importøren ikke de store ud af at fortælle om det.
Det er da også tilfældigt, at Bilbasen opdager, at Subaru skal til at introducere en ny Forester. Den har salgsstart i januar, så det er meget passende, at vi nu har fundet priserne på hjemmesiden.
Den danske tilgang passer meget godt til den måde, Subaru laver biler på: japanerne sværger til evolution og overlader de helt hurtige fornyelser til andre. At den nye Forester minder om den gamle er ikke tilfældigt – det er, hvad kunderne vil have. I Danmark er der så ikke så mange kunder, men det er der eksempelvis i USA.




Historien om de tynde stolper
Man skal ikke dykke meget ned i en Subaru for at se, at den virkelig er speciel. Først og fremmest er der konceptet med boxermotoren (der ligger lavt, fordi den er flad og har stempler, der “bokser” ind i motoren fra siden), og så er der det altid monterede symmetriske firehjulstræk.
Subaru går også meget op i at gøre bilerne sikre og funktionelle. Bemærk eksempelvis bilens stolper. Især A-stolperne og midterstolperne er tynde, fordi Subaru er meget fokuseret på, at bilen er overskuelig i trafikken. Forester er desuden den første Subaru med mulighed for 360 graders kamera. Som vi startede med at sige, så går det ikke specielt hurtigt hos Subaru.
De slanke stolper koster i øvrigt ikke på sikkerheden, for Forester har lige fået fem stjerner hos Euro NCAP.
Forester-kabinen er rummelig, og bagagerummet kan rumme 508 til hele 1.720 liter. Det er seriøs rummelig for en mellemstor SUV (467 centimeter lang). Selv om interiørdesignet i sig selv virker genkendeligt, er det nyt. Der er nyt infotainmentsystem med 11,6″ touchscreen.




Praktisk, funktionel – og sløv som ingen anden
De færreste i Danmark har et forhold til Subaru og Forester. I USA, det største marked for Subaru, er mærket kendt og elsket i liberale stater som Californien, Washington, New York og Vermont for at være familien terrængående, fritidselskende ven. Møder man en Forester (eller Crosstrek eller Outback) i USA, er der en god chance for, at den er støvet og har en kano eller kajak på taget.
Med firehjulstræk, 22 centimeter frihøjde og X-Mode, som hjælper mod hjulspind og samtidig tilfører kræfter fra Foresters lille elmotor, kan man komme noget længere end i en Honda CR-V eller Ford Kuga. Man kan sågar trække en trailer eller campingvogn på op til 1.870 kilo.
Men det er meget svært at tro, at det bliver en stressfri oplevelse. Forester er nemlig sløv (vi har prøvet den gamle med campingvogn, og det var ikke uden komplikationer); 0-100 km/t på 12,2 sekunder er langsomt, og læg 1.870 kilo til, og det kan ikke blive uproblematisk på stigninger.
2-liters boxermotoren yder bare 136 hestekræfter, og selv om en lille elmotor lægger 16,7 hestekræfter til, tyder det ikke på et stort kraftoverskud.
Den nye Forester kommer til Danmark i tre udstyrsvarianter med Adventure som basismodel til 484.900 kr., Limited i midten til 549.900 kr. og Touring øverst til 584.900 kr. Den store touchscreen og adaptiv fartpilot er standard i alle udgaver, men det nye 360 graders kamera kommer først med i Limited-modellen.