Suzuki Swift 2024_Yellow
Nyheder
6. december 2023

Ny Suzuki Swift klar til at køre i foråret

Morten B. Bek

Morten Bek

En ny Suzuki Swift har set dagens lys, og den fornyede mini kommer allerede i foråret til Danmark – og den får en helt ny 1,2-liters benzinmotor.

TEKST Morten B. Bek FOTO PR

Det sker efterhånden så sjældent, at vi er nødt til at lovprise det, når det så sker: der kommer få nye minibiler med benzinmotor på markedet, selv om der i den grad stadig er brug for dem i danskernes liv og hverdag.

De aflivede minibiler fra Ford og Kia behøver vi ikke tale om igen. Meget hellere nyheden om, at en ny Suzuki Swift allerede i løbet af foråret kommer til Danmark. Den lille japanske hatchback kommer endda med en helt nyudviklet benzinmotor, som må siges at være en begivenhed i sig selv.

Det er 7 år siden, der sidst er kommet en ny Swift. Om den nye Swift ser godt ud, overlader vi til jer derude selv at afgøre, men det er i hvert fald fair at sige, at den nye fortsætter designtraditionen fra forgængerne. Grillen er trukket frem og giver en mere spids front, og motorhjelmen går dybt ned i den forreste del af forskærmene.

Suzuki Swift 2024_Blue
Suzuki Swift 2024_Red
Suzuki-Swift-2024-1600-06
Suzuki Swift 2024_cockpit
Suzuki Swift 2024_White

9″ touchscreen til infotainmentsystemet

Det meste af interiøret i Swift er gennemgribende ændret, og vi siger det meste, fordi vi kan genkende rattet og knapperne i døren til sideruderne fra den udgående model. En fornuftig form for genbrug, så længe det gamle infotainmentsystem er røget ud – som det er. Swift-systemet har nu en større touchscreen på 9″ har en tidssvarende opbygning og internetbaserede muligheder.

Suzuki har længe givet Swift et solidt sikkerhedsudstyr med på vejen, og det bliver endnu mere omfattende i den nye. LED-forlygter, udvidet automatisk nødbremse, førerovervågning (advarer, hvis man er uopmærksom) og adaptiv fartpilot bliver standard, og blind vinkel-system og advarsel mod krydsende trafik bag bilen bliver også en mulighed.

Information om den nye 1,2-liters benzinmotor er sparsom, men Suzuki oplyser, at den, som motoren i den nuværende Swift, kommer med et mild-hybrid-system. Motorydelsen, gætter vi på, ville ligge et sted mellem 85-95 hk. Manuel gearkasse bliver standard, men en automatisk vil sandsynligvis også blive en mulighed.

Den gamle Swift er stadig på markedet, og prisen starter på 167.990 kr. Med god forhandlingsteknik overfor fabrikken kan den danske importør forhåbentlig nå frem til en fornuftig pris på den nye, der ikke er meget højere.

Samlino logo
9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring.
Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen

Læs mere om: