juli 19, 2021

Den nye Audi RS3 er på vej

Udadtil er der ikke meget, der har ændret sig på Audi RS3. Alligevel pakker den flere kræfter og ny teknologi, der gør den til klassens hurtigste. Vi tager et kig på den nye 2022 Audi RS3.

Af: Jacob Dalby & Simon Hallenslev / d. 19. juli 2021

Der er noget særligt ved 5-cylindrede motorer. Får de lov, leverer de 5-cylindrede en enestående lyd, der gør dem nemt genkendelige. Ofte bliver de desværre kvalt i regulativer og andet miljø-hejs, men på de videoklip vi har set, lyder der til at være åbnet godt op for sluserne. Men hvad gør ellers den nye Audi RS3 særlig? Hvis den overhovedet er det? Den ligner i hvert fald sin forgænger til forveksling og har samme motor. Vi ser på det.

Mere moment, tak

Den nye RS3 er fortsat den ‘billigste’ indgangsbillet til RS-land hos Audi. Konkurrenterne til denne tredje generation af Audi RS3 er Mercedes-AMG A 45 S og BMW M2 Competition, som pakker henholdsvis 421 hk og 410 hk. Da førstnævnte Mercedes blandt andet kan bryste sig af den mest kraftfulde 4-cylindrede motor nogensinde, virker det måske lidt skævt, at Audi bruger en gammel motor til den nye RS3.

Motoren i den nye RS3 er hevet med fra forgængeren. Den nye RS3 har samme antal hestekræfter til rådighed, mens momentet er steget med 20 Nm til i alt 500 Nm. Og hvorfor i øvrigt skifte en motor ud, der har vundet ”International Engine of the Year” ni gange?

Selvom det anderkendte, 5-cylindrede kraftværk på papiret er svagere end konkurrenterne, betyder det større moment og den intelligente fordeling af momentet i firehjulstrækket, at Audi RS3 nu er klassens hurtigste. Den nye RS3 er 0,1 sekunder hurtigere fra 0 til 100 km/t end A 45 S, 0,2 sekunder hurtigere end M2 CS og 0,3 sekunder hurtigere end forgængeren.

Specifikationer

Audi RS3

Motor: R5, benzin, 2.480 ccm

Ydelse: 400 hk / 500 Nm

0-100 km/t: 3,8 sek.

Tophastighed: 290 km/t

Forbrug: Ukendt

Startpris: Ukendt

(RS3 fås fra 60.000 euro i Tyskland)

Torque splitter — Hvordan virker den? Hvad gør den?

Den førnævnte intelligente fordeling af momentet, der er med til at gøre den nye RS3 til klassens hurtigste, klares af en såkaldt Torque splitter, som direkte oversat er en momentfordeler. Det er et intelligent og elektronisk system, der nu kommer som standard på Audi RS3.

I korte træk fordeler den elektronisk kræfterne mellem højre og venstre baghjul alt efter hvilket hjul, der er mest belastet. I praksis betyder det flere kræfter til det yderste hjul i et sving. Eksempelvis i et snævert venstresving vil flere kræfter blive sendt til højre baghjul, da det er her, der er mest greb i asfalten. Ifølge Audi skal det mindske understyring – vi glæder os til at opleve det på egen krop.

SE OGSÅ | VIDEO: Fire cylindre og 421 hk – WHAT!

Den nye momentfordeler sikrer ikke alene hurtigere omgangstider, fordi snuden nu drejer med, når du styrer ind ved høj hastighed. Den sikrer også lidt ekstra sjov. Momentfordeleren gør nemlig, at RS3 nu får driftmode. Når driftmode aktiveres (på lukket bane, selvfølgelig) bliver alle kræfterne sendt til bare ét af baghjulene, hvilket gør det nemmere at smide bagenden ud.

Til forskel fra en almindelig Audi A3, får RS3 naturligvis også en revideret sportsundervogn, der sidder 25 millimeter lavere, samt sportsbremser i stål med 6-stemplede kalibre som standard. Er dét ikke helt nok, kan en adaptiv undervogn og keramiske bremser tilkøbes. Sidstnævnte sparer 10 kg i vægt, effektiviserer nedkølingen med over 20 procent og giver kunden mulighed for at øge tophastigheden fra 250 km/t til 290 km/t.

Et bøffet ansigtsløft

Selvom der er tale om en helt ny bil, er det ikke helt til at se udvendigt. Her ligner det mere et ansigtsløft. Den nye Audi RS3 ligner nemlig til forveksling den gamle, som billederne herunder illustrerer. De designmæssige ændringer der dog er foretaget, gør den nye RS3 til et mere bøffet bekendtskab.

Den nye Audi RS3 er vokset i bredden. Ikke alene står den 33 mm bredere på forhjulene end den gamle. Også de kendte og halvkantede RS-forskærme er blevet redesignet og bredere. Dette giver alt sammen et mere aggressivt udtryk. Særligt sammen med de sorte detaljer, der dominerer på bilens forende, og de store luftindtag, der også er vokset fra den forgangne RS3’er.

LÆS OGSÅ | TEST: BMW M4 Competition giver fripas til overhalingssporet

Sideskørterne følger den samme, nye aggressive stil, ligesom bagkofangeren som noget nyt nu også har fået store luftindtag – eller det, der ligner. I de store luftindtag både foran og bagtil er det det samme heksagonale mønster, der dominerer, mens for- og baglygter også deler et LED-mønster, der leder tankerne på et ternet flag fra en racerbane.

Indvendigt får Audi RS3 en 12,3-tommer skærm til instrumentering bag rattet samt en 10,1-tommer infotainmentskærm. Udover at være drevet af den seneste Audi-software, kommer skærmene til at pakke al den information, man kunne tænke sig, hvis man hiver sin nye RS3 på trackday. Følg med i bilens maksimale ydelsesniveauer, G-kræfter, omgangstider og accelerationstider fra de to skærme.

Hvornår og hvor meget?

Den nye Audi RS3 kan bestilles herhjemme fra midt august. Selvom der endnu ikke er nogen danske priser offentliggjort, skal man regne med en startpris på omkring 1 mio. kr. I Tyskland kommer RS3 Sportback til at koste 60.000 euro, hvilket er knap en halv mio. kr. uden danske afgifter. RS3 Sedan kommer til at koste 62.000 euro.

Med en startpris på omkring 1 mio. kr. kommer Audi RS3, ganske forventeligt, til at ligge sig tæt på konkurrenterne. Mercedes-AMG A 45 S 4MATIC starter fra 977.498 kr. mens BMW M2 Competition starter fra 1.118.226 kr. Hvilken ville du vælge?

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Gammel Hyundai lærer nye tricks

Hyundai i30 er et godt eksempel på en benzinbil, som betyder langt mindre, end den gjorde tidligere. Den er senest fornyet i 2016, og nu faceliftes den for anden gang.

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Artikler om gamle såvel som nye biler, de seneste nyheder til bilentusiaster og afsendelse af Bilbasens nyhedsbrev er det, som Simon roder med.

I sit arbejde på Bilbasen kombinerer Simon en brændende passion for biler med sin viden fra Copenhagen Business School. Når artiklerne forfattes, er det derfor ikke kun med en dybtliggende interesse for biler, men også med omtanke for ting som SEO-optimering og korrekt markedskommunikation.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS