Renault 5
februar 15, 2021

Renault 5 genfødes som elektrisk retro-raket

Renault var blandt de første til at rode med elbiler, da Zoe så dagens lys i 2012. Nu står Renaults næste elektriske modeller for døren med 14 nye. Blandt dem er en sand charmetrold med ophav i kultbilen Renault 5.

Af: Simon Hallenslev / d. 15. februar 2021

Med Zoe beviste franske Renault som nogen af de første, at de kunne finde ud af at bygge elbiler. Zoe er en lille praktiker af en elbil med fin rækkevidde til en pæn pris, hvorfor den også er solgt i godt 300.000 eksemplarer på verdensplan. En designpris vinder den dog aldrig, da den på en god dag ligner en form for frugt. En deform vindrue måske.

Det ser dog ud til, at Renault vender bøtten, når de udvider det elektriske modelprogram og genføder et ikon. I 2025 har vi syv fuldelektriske modeller mere fra Renault, end vi har i dag, og én af dem er retro-raketten Renault 5, der har taget internettet med storm.

Vi kigger nærmere på, hvad vi kan forvente af den kantede og elektriske minibil, som forventes klar i løbet af 2023.

Fremtiden rykker tilbage

Selvom designet af den elektriske Renault 5 er en ganske klar reference til den første Renault 5, er det ikke den eneste historiske reference i den lille bil. Den nye Renault 5 vil nemlig blive produceret på den samme oprindelige fabrik, som den første Renault 5 blev det i 1972. Douai-fabrikken i den nordligste del af Frankrig skal danne ramme om den elbilalliance, som Renault, Nissan og Mitsubishi indgik i 2018.

Den franske elbilplatform, CMF-EV, vil blive brugt til samtlige syv modeller, Renault har planlagt. Først kommer en elektrisk Renault Megane, der får 217 hk. Og selvom basisversionen af Renault 5 næppe får 217 hk, ved vi nu, at der er potentiale for en systemydelse i dét luftlag, hvis den kommer i en sportslig version.

SE OGSÅ | 2021 oversigt: Alle elbiler i Danmark

Det er ingen tilfældighed, at Renault genopliver et retro-ikon som Renault 5. Deres CEO, Luca De Meo, har prøvet det før. Han arbejdede hos Fiat og var en af drivkræfterne bag genoplivningen af Fiat 500 i 2007. En bil der fik oceaner af omtale og siden blev en massesællert, der også nu er lanceret i en fuldelektrisk variant. Den tester Anders Berner, her.

Præcist hvornår vi får den nye Renault 5 at se på landevejene, vides ikke. Rygterne siger, at det bliver i løbet af 2023. Det er også sparsomt med specifikationer. Hvis den kommer til at dele så meget tech med den kommende Megane, som vi tror, snakker vi op til 217 hk, et 60 kWh batteri og en ladehastighed på 130 kW. Indtil da må vi vente i spænding og nyde billederne af den lille retro-charmebøf.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Artikler om gamle såvel som nye biler, de seneste nyheder til bilentusiaster og afsendelse af Bilbasens nyhedsbrev er det, som Simon roder med.

I sit arbejde på Bilbasen kombinerer Simon en brændende passion for biler med sin viden fra Copenhagen Business School. Når artiklerne forfattes, er det derfor ikke kun med en dybtliggende interesse for biler, men også med omtanke for ting som SEO-optimering og korrekt markedskommunikation.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS