januar 2, 2024

Nyt prisfald på elektrisk Renault Megane

2023-kampagnen på Renault Megane Electric er erstattet af 2024-priser, som er endnu lavere. Priserne starter på 264.990 kr., og med stort batteri starter priserne ved 279.990 kr.

TEKST OG FOTO Morten B. Bek

Artiklen er opdateret 3. januar 2024 med kommentar fra Renault Danmark

Som nybilskøber skal man være vaks ved havelågen. Priserne på nye biler hopper op og ned, og her i 2024 ser det ud til, at de fleste hopper en vej – nemlig nedad. Det er godt for nye købere, men ikke så godt, hvis man har købt til den høje pris.

I november satte Renault en kampagne i søen med to måneders rabat på Megane E-Tech Electric. Elbilen kunne man, i visse udgaver, spare op til 50.100 kr. på, og en fornuftigt udstyret Techno med stort batteri på 60 kWh kostede 319.990 kr. Med 2024-priserne, som indtil videre gælder til og med 31. marts, bliver den billigere endnu – den falder til 299.990 kr.

Har man købt en Megane E-Tech Electric i kampagneperioden, har man i praksis også betalt 20.000 kr. mere, end en kunde, der går ind hos en forhandler og køber den nu. Der er ingen kompensation til kunder, som har købt Renaults elbil under kampagnen; hos Renault Danmark oplyser man, at kampagnen var et udelukkende dansk initiativ, hvor importøren selv finansierede prisnedsættelserne. De nye og lavere priser er opnået i samarbejde med fabrikken.

Prisfaldet gælder denne gang alle varianter

Denne gang er der prisfald hele vejen gennem Megane-modelprogrammet, og om man vil have en basismodel med det lille batteri eller den helt store med Iconic-udstyr, så er lavere priser hele vejen rundt. Dog er udgaven med 130 hk og batteriet på 60 kWh røget helt ud af prislisten, så Megane E-Tech Electric har enten 130 hk og batteri på 40 kWh eller 220 hk og batteri på 60 kWh.

Megane med 130 hk/40 kWh kommer kun i Evolution-varianten til 264.990 kr., og den pris lyder rigtig attraktiv, indtil man opdager rækkevidden: Op til 296 kilometer på en opladning. Det er ikke meget. Udstyr som LED-forlygter, 18″ alufælge, automatisk klimaanlæg, regnsensor, varme i rattet og forsæderne, bakkamera, digital instrumentering og infotainment med 9″ touchscreen er standard.

Megane med 220 hk/60 kWh kommer til gengæld i tre udstyrsvarianter: Equilibre, Techno og Iconic. Laveste pris står Equilibre for – 279.990 kr.

Equilibre har omtrent samme udstyr som Evolution, men den har også større lydanlæg med flere højttalere, trådløs smartphoneopladning, flere USB-ladestik og midterkonsol foran med armlæn.

Rækkevidde op til 442 kilometer med 60 kWh

Med elmotoren med 220 hk og batteriet på 60 kWh har Megane E-Tech Electric en rækkevidde, der ligger på niveau eller lidt over de fleste af konkurrenterne: op til 442 kilometer på en opladning. Den nye Peugeot E-308 til 299.990 kr. har en elmotor med 156 hk og en rækkevidde op til 413 kilometer, men Peugeot er mere rundhåndet med standardudstyret.

For at nå E-308-niveau skal man med Megane op på Techno- eller Iconic-udstyrsniveau. Det er på de to niveauer, adaptiv fartpilot dukker op. Det er disse to varianter, der er faldet yderligere 20.000 kr. i 2024 i forhold til kampagnepriserne for november-december 2023; de koster nu 299.990 kr. (Techno) og 319.990 kr. (Iconic).

Techno-udstyr kommer med 20″ alufælge, adaptive LED-forlygter, infotainment med 12″ touchscreen og Google, Multi Sense-køreindstillinger, aut. nedblændeligt bakspejl, interiørindlæg i Alcantara og sæder med delvist kunstlæder.

Iconic-udstyrsniveauet tilføjer Harman Kardon-lydanlæg, p-assistent, blind vinkel-system, el-justerbare forsæder med massage, interiørindlæg i ægte nuo-træ og læderindtræk.

Techno/Iconic fås med pakkerne Pack Advanced Driving Assist til 5.000 kr. med nødbremse ved bakning og udvidet frontsensor og Pack Advanced Driving Assist Premium (10.000 kr.), som bl.a. indeholder automatisk parkeringssystem 360 graders kamera og kamerabaseret bakspejl.

Del artikel:

Brugte elbiler fra Renault til salg på Bilbasen

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS