oktober 26, 2022

Opel Grandland får én med GSe-tryllestaven

Medlem nummer to i den nye GSe-familie er Grandland GSe. Mens PHEV-drivlinjen med 300 hk og firehjulstræk ikke er ny, er modellen krydret med sportsundervogn og skarpere styretøj.

TEKST Morten Bek FOTO PR

Motorhjelmen er lakeret sort, og letvægtsfælgene i 19″ er inspireret af hjulene på konceptbilen Manta GSe. Den nye Opel Grandland GSe mangler ikke krydderi for at skille sig ud fra den almindelige Grandland, og også under motorhjelmen er der skruet op for styrken.

Grandland GSe er medlem nummer to i den nye GSe-familie, som for kun en måned siden blev lanceret med Astra GSe. GSe-navnet bruges på elektrificerede Opel-modeller med en særligt sportslig side.

LÆS OGSÅ: Astra GSe indleder sportslig strøm hos Opel

Mens både Astra GSe og Grandland GSe er kraftigt motoriserede plug-in hybrider, så er det bare et spørgsmål om tid, før Opel lancerer en 100 procent elektrisk GSe. Det kunne være sjovt med en Corsa-E GSe med to elmotorer, firehjulstræk og 200 hk…

Intet nyt i motorrummet, men skarpere køreegenskaber

Hvis nogen skulle have undret sig over, at den faceliftede Grandland – da SUV’en gik fra Grandland X- til Grandland-navnet – som plug-in hybrid kun findes med 225 hk og ikke, som tidligere, med 300 hk, så er GSe forklaringen.

Opel har sparet den stærke version med 300 hk, to elmotorer og firehjulstræk til GSe-versionen. Grandland GSe leverer samme kraft som den gamle Grandland X Hybrid4. 0-100 km/t på 6,1 sekunder, mens topfarten tilsyneladende er faldet fra 235 til 225 km/t.

LÆS OGSÅ: Test: Opel Grandland forsøger at følge med tiden

Samme kræfter, samme bil? Nej, Opel lover at Grandland GSe bliver en sjovere køreoplevelse. Undervognen er strammere og har nye dobbeltaktive Koni FSD-støddæmpere, som uden at være elektronisk styrede skal kunne variere dæmpningen efter forholdene, og et ændret styretøj.

Den sorte motorhjelm, som i øvrigt også kunne fås til den gamle Grandland X Hybrid4, kommer til at koste ekstra, mens alle bilens logoer, sidespejlene og fælgene (delvist) som standard kommer i sort. Indendøre er der GSe-brandede sportssæder og rat med flad bund.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS