Opel fyrer op for det sjove i sine kommende elbiler. GSE-varianter genopliver et klassisk navn og kommer med skarpere køreegenskaber
TEKST Morten B. Bek FOTO PR
Opel har haft svært ved at holde sig til et navn til sine mere sportslige modeller. GSI, GSE, GT/E og OPC har der stået på de mest dynamiske udgaver af Opels biler. Vi nævner i flæng Kadett GSI, Manta GT/E, Monza GSE og Corsa OPC.
Lige nu er alle tre forkortelser tørret ind til det rene ingenting, men sådan skal det ikke blive ved med at være. Opel vil igen til at skrue på sine biler for at give dynamikken og kræfterne et spark.
Til den operation er navnet GSE taget ned fra hylden, støvet af og givet en ny betydning. Fra Grand Sport Einspritzung til Grand Sport electric. Smart, for de mest dynamiske Opel-modeller bliver, ikke overraskende, elektrificerede biler.

Manta genopstår som elektrisk SUV
Stor forbindelse mellem fortidens GSE-modeller som den store coupé Monza GSE og det nye GSe bliver der ikke. Den modificerede Manta, hvor Opel smed benzinmotoren ud og puttede en elmotor under hjelmen i dens sted (og døbte den Manta GSe), vil næppe blive oversat til en moderne coupé med tre døre.
Manta-navnet genopstår, men det bliver – hvad ellers? – på en fuldelektrisk SUV, Manta-e, som skal sælges fra omkring 2025. Det er en bil som den, man kan forvente at se en GSe-udgave af. Men før det er der mulighed for en GSe-udgave af den fuldelektriske Astra-e, som i standardudgaven skal sælges fra 2023.
Og hvad skal det særlige så være ved GSe’erne? – Mere bid i undervognen, skarpere køreegenskaber og, sandsynligvis, flere hestekræfter.
