maj 25, 2022

Politiet indkøber vilde civile politibiler

Hvis du tror, at VW Passat og Touran i neutrale farver med dobbelte antenner er de eneste civilpolitibiler, du skal høje øje med, skal du tro om igen. Politiet har nemlig opgraderet vognparken.

Tekst: Simon Hallenslev
Billeder: Civile politibiler og Fotovogne

En VW Touran 2,0 TDi med 190 hk er en rummelig familiecontainer med et godt kraftoverskud og en pæn dieseløkonomi. Perfekt til familien Jensen når turen går til Gardasøen med fuld oppakning. Men frygtindgydende, det er den ikke.

Det samme kan siges om en koksgrå VW Passat, uanset om den er udstyret med en TSI eller TDi-kværn. Er man banderelateret med bagagerummet fuld af næste måneds omsætning, kan det måske være fristende at prøve lykken, når det er en blid familiebalje, man har i bakspejlet.

Af den årsag har Politiet en vognpark af vilde civilbiler, der kan følge med de fleste – og den er netop blevet opgraderet med to ret heftige modeller.

*Bilbasen arbejder i øjeblikket på en kommentar fra Rigspolitiet

727 hk i forklædning

Politiet har været på indkøb, og det har de været hos BMW og Mercedes. Det viser billeder i Facebook-gruppen ‘Civile politibiler og Fotovogne’, hvor snarrådige borgere, præcist som ornitologer, deler billeder af det, de spotter i det fri – bare med civile politibiler i stedet for sjældne trækfugle.

Den 23. maj blev to interessante spots lagt op i gruppen. Den ene af en BMW M135i, der har stoppet en varevogn. Den anden en Mercedes-AMG A45 S, der har stoppet en Passat. Det er civilbiler med henholdsvis 306 hk og 421 hk og en samlet nypris på lige under 1,7 mio. kr., hvis Hr. og Fru Danmark skulle købe dem.

LÆS OGSÅ | Politiet forlænger: 7 år mere med patrulje-Passat

De 727 hk er desuden særdeles godt forklædt, når man ser på billederne i gruppen. Når man snakker Passat og Touran i civil, er der normalt en håndfuld ting, man kan spotte dem på. Der er ikke reklamer på nummerpladerammen, der er to antenner på taget og hvis øjet er trænet, kan man spotte dioder bag grillen.

Den BMW M135i og Mercedes-AMG A45 S, der er publiceret i Facebook-gruppen, har ingen af disse ting, man kan afsløre dem på. De kører med reklamer på nummerpladerammen, har kun standardantennen på taget og dioder, der er gemt særdeles godt væk i bagrude og kølergrill. Desuden berettes der om mere end én BMW M135i hos forskellige danske politikredse.

Snedig strisser

Det er ikke første gang, at Politiet har været på indkøb efter hurtige civilbiler. Graver man lidt dybere i den førnævnte Facebook-gruppe, kan man finde flere spændende spots. Særligt en Audi RS3 generation 8P ved Nordjyllands Politi. 

Denne kan bekræftes internt på redaktionen. Redaktør Jacob Dalby har nemlig selv fået sig en venskabelig snak med en betjent bag rattet af selvsamme civile Audi RS3. Her fremstod den ganske uden RS-emblemer, selvom en bilkender alligevel hurtigt vil kunne spotte RS’eren bag de markante kofangere.

LÆS OGSÅ | Politiet tester: Nye fotovogne på vej

I Syd- og Sønderjyllands Politi har man imidlertid været mere snedig. I gruppen florerer et billede af en tilsyneladende død sild af en VW Mk7 Golf TSI. En bil, der på papiret ikke kan have mere end 150 hk. Under de misvisende TSI-logoer gemmer sig dog en VW Golf R med dobbelt så mange kræfter. Her har man simpelthen bygget en TSI-bagende på en Golf R. Samme trick er set lavet på en VW Golf 7 Variant civilbil omkring Aalborg.

Hvis man kan lide at nørde civilpolitibiler, er der indhold til flere dages underholdning i Facebook-gruppen. Her er politiet spottet i adskillige VW Golf R, Seat Leon Cupra samt forskellige BMW 3-Serie og 5-Serie. Der er sågar spottet en VW ID.3 med to antenner og reklamefri nummerpladeramme!

Konklusionen må derfor være, at man aldrig kan vide sig sikker på, om det er en strisser, man har bag sig. Så kør pænt!

9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Andre fandt dette interessant

Næsten ny BMW i5 til under 445.000 kr.

Priserne på brugte elbiler bliver konstant sat ned, og fordi forhandlerne vil af med lageret inden 2025, er der vilde tilbud på biler, som stort set er som nye. Spar blandt andet 130.000 kr. på BMW i5.

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Simon er en ung og passioneret motorjournalist, der har specialiseret sig i anmeldelser af biler, sammenlignende dueltests og nyheder fra bilindustrien.

Han følger altid nøje med i, hvad der rører sig i branchen, og bestræber sig på at formidle sin viden i et, til tider farverigt, men altid let forståeligt sprog. Hans artikler er rettet mod både de læsere, der ikke er bileksperter, og de dedikerede entusiaster som ham selv.
Bilbasen logo
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS