Volvo EX90
Elbiler
9. november 2022

Det nye Volvo starter med den elektriske EX90

Morten B. Bek

Morten Bek

Flagskibet fra Volvo skifter fra benzin til el – og navnet går fra XC90 til EX90. Den nye el-SUV er udstyret med 517 hk, 111 kWh-batteri og store mængder sikkerhedsudstyr.
TEKST Morten Bek FOTO PR

Rejsen er den samme for næsten alle bilmærker: Fra benzin- og dieselmotorer til 100 procent el. Det er indgangsvinklen, der gør hele forskellen. Hvordan en bilproducent griber elbilerne an, kan gøre en stor forskel i forhold til miljø, køreglæde og renomme.

Den kinesisk ejede svenske producent har med elbilerne XC40 Recharge og C40 Recharge introduceret kunderne for elbiler, men det er elbiler, som hverken er meget anderledes end Volvos benzinbiler – eller udpræget vellykkede som elbiler.

For Volvo begynder rejsen først nu for alvor. I 2030 vil alle nye biler fra Volvo, når de ruller af samlebåndet, være 100 procent elektriske, og hvad er mere passende end at starte ekspeditionen med flagskibet?

Volvo EX90

517 hk og 600 kilometer på en opladning

Den nye EX90 er ingen benzinbil, der er ændret til elektrisk kørsel. Den gamle XC90 lever, indtil videre, stadig, men den har intet med den nye EX90 at gøre. Platformen og teknologien i EX90 er helt ny, og det er Volvo og, formodentlig, den kinesiske ejer Geely, som har udviklet de fleste teknologier.

Den store syvsæders SUV skal produceres i USA og senere i Kina, og for at kunne være med i hestekraft-ræset især i USA, men også i Europa, er den første version af EX90 på markedet udstyret med en elmotor på hver aksel. Firehjulstræk, 517 hk og ikke mindre end 910 Nm.

Flere udgaver vil følge, og det vil være meget sandsynligt, at der kan komme en EX90 med træk på to hjul eller en firehjulstrækker med færre kræfter.

Batteriet i EX90 er med 111 kWh blandt de store i branchen, og rækkevidden er derefter. Volvo regner med en WLTP-rækkevidde på 600 kilometer.

Volvo EX90

Lidar og genbrug som standard

Designet er på næsten alle måder trygt og genkendeligt. Volvo har ikke designmæssig futurisme som en del af sin rejse til 100 procent elektrificering, men EX90 viser sin elektriske side med en lukket front, el-betjente dørhåndtag som kører ud – og den store klods på taget.

Klodsen er Lidar-scanneren. En scanner som er i stand til at scanne omgivelserne op til 250 meter frem. NVIDIA-computeren med Volvos egen software laver et konstant 360 graders billede af omgivelserne og kan reagere langt mere forudseende på ændringer end kamerabaserede systemer.

Sikkerheden er i bedste Volvo-stil uhyre omfattende, og mere af det vil være standard end nogensinde før. – EX90 kan bl.a. holde øje med, om føreren udviser tegn på sygdom. Det samme gælder det nye interiør, der for første gang i 7 år afviger fra det design, der startede i XC90.

En minimalistisk skærm til instrumenteringen og en ny touchscreen på 14,5″ giver en stram, men rolig stemning. Som en del af metallet i EX90 er også plasten i kabinen lavet af genbrugsmaterialer: Hele 48 kilo genbrugs- og bio-plast gemmer sig i den nye EX90.

Volvo EX90
Samlino logo
9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring.
Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen

Læs mere om: