december 24, 2021

Det er tid til at ønske. Din nye Range Rover er klar, og du bestemmer selv det hele

Når man sidder og drømmer over ønskelisten op til jul, kender fantasien ingen grænser. I år er det måske den nye Range Rover, der ligger under træet (træet er nok nødt til at stå oven på bilen).

Af: Morten Bek / d. 24. december 2021

December og jul er lige dele stress, forberedelse og afslapning. Fordelingen kan variere ganske meget fra person til person, så for nogle mennesker er det en hyggelig tid. For andre en mindre hyggelig tid, hvor selv det at skulle lave en ønskeliste er en prøvelse.

Ønskelisten er aldrig helt en ønskeliste med stort Ø. Det er en indkøbsliste, som sørger for, at man får nye sokker, en sweater, høretelefoner eller en ny lampe. Måske man ikke får noget på listen, men så er vi som voksne mennesker heldigvis gode til at bruge penge – og selv få “ønskerne” til at gå i opfyldelse.

LÆS OGSÅ | TEST: Range Rover Velar er smuk – og billigere end før

Nej, den rigtige ønskeliste med drømmene og de vilde ting er der 99,9 procent af os, der ikke får noget fra. Den anden liste. Den med meget dyre ting. Sommerhuset, den store rejse, vægttabet.

Lige i tide til julen er der kommet en ting til Ønskelisten (den med stort Ø), som måske en enkelt af os får i julegave. Alle andre kan måske få lov at nyde synet og bukke i ærbødighed, når den heldige kører forbi.

Range Rover. Bilen er så fin på den, kendt og genkendelig, at den ikke hedder mere end det. Der er Range Rover Evoque. Og den smukke Range Rover Velar. Der er også en Range Rover Sport. Men den rigtige og den dyre er bare Range Rover. Kort og rigtig, rigtig godt.

Slå dig løs. Tag en tur i konfiguratoren

Det er udmærket, at den egentlig hedder Land Rover Range Rover. Det er der ingen, der går og siger. De fleste ved godt, at Land Rover laver Range Rover, og at den med Land er mindre fin end den med Range. Range Rover, hverken noget foran de ord eller noget efter.

Det skulle da lige være, når Ønskelisten skal være mere fyldestgørende. Lidt mere præcis. Det er så heldigt, at prislisten er faldet på plads, så du endda kan se, hvad den meget store gave skal koste.

Med den helt og aldeles nye Range Rover kan du være beskeden. På samme måde som når du bestiller flybilletter (hvis du stadig kan huske, hvordan det foregår). Economy, men bare på Emirates-måden. Så med beskedenhed kan du ønske dig en Range Rover SE D250 til 2.272.900 kr.

LÆS OGSÅ | 3x gange chefslæde fra 90’erne med millionbesparelse 

I drømmenes verden er det selvfølgelig for lidt. Hvem drømmer om det billigste af noget som helst? Ikke tale om. Det er godt, Land Rover på deres hjemmeside kan suge dig ind i en verden af begær og overflod. For ønskelisten skal være med de dyreste ting.

I konfiguratoren, i mangel af bedre ord (påklædningsbilsmaskine, måske?), springes, let og elegant, SE og HSE over. Kort akselafstand? Nej, tak. Lang akselafstand, tak. Syv sæder? Øh, nej.

Autobiography har en lækker klang. Men First Edition-modeller viser altid, at man har været først og har reageret på et kald fra bilproducenten. Range Rover First Edition. Med dieselmotor med 350 hk er vi på 3.077.900 kr.

V8’eren er til drømmene, PHEV’en ikke helt så meget

Det er jo fint med sådan en sekscylindret dieselmotor. Herlig og økonomisk. Men Land Rover er stadig med i en klub, hvor der laves V8’ere, og sådan en kan selvfølgelig også fås til Range Rover. Den kronede konge skal ikke gå ned på kræfter.

4,4-liters V8’eren med 530 hk forårsager blot en mindre prisjustering, så Range Rover First Edition P530 med lang akselafstand tilbydes til 3.305.900 kr. Godt de endnu ikke tilbyder de to PHEV-versioner, for så ville prisen falde til et mindre mageløst niveau.

LÆS OGSÅ | TEST: Den korte udgave af Land Rover Defender taler til et langt smallere publikum end den lange 

Det kan være svært at få ekstraudstyr til en Opel eller en Mazda, hvilket selvfølgelig er ligegyldigt lige her. Det er bare for at sige, at Range Rover kan fås med ganske meget ekstra. First Edition giver dog ikke den store hovedpine, for den Range Rover har det meste som standard. 23″ fælge med koden 1074, Ecru-valnøddeindlæg og sæder med Perlino-læder.

Men hvem vil dog være foruden lakeringen Sunset Gold med aluminiumstøv til 161.500 kr.? Jeg vil i hvert fald ikke, når det kommer til min Ønskeliste. For der står om lakeringen, at den er varm bronze-guld-metal, og at alu’en giver en skinnende, reflekterende finish.

Med Shadow Exterior Pack, 23″ reservehjul (så det altid er muligt at komme til godset), kontrastfarvet tag, el-betjent trækkrog (heste, både…) og udskiftning af læderet med betræk fra danske Kvadrat lander lander Range Rover’en på mere betragtelige 3.430.000 kr.

Tænk på den, når du pakker sokkerne, bæltet, skoene, parfumen eller noget andet godt ud. Det er jo tanken, der tæller.

9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Andre fandt dette interessant

Næsten ny BMW i5 til under 445.000 kr.

Priserne på brugte elbiler bliver konstant sat ned, og fordi forhandlerne vil af med lageret inden 2025, er der vilde tilbud på biler, som stort set er som nye. Spar blandt andet 130.000 kr. på BMW i5.

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen logo
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS