august 15, 2023

Skoda Enyaq L&K har ny elmotor med 286 hk og op til 570 kilometer

Enyaq L&K og Enyaq Coupé L&K udstyres med den nye effektive elmotor fra VW ID.7 med 286 hk, som er nok til 570 kilometer. Indtil videre fås drivlinjen kun i L&K-modellen.

TEKST Morten B. Bek FOTO PR

Navnene Václav Laurin and Václav Klement får næppe en klokke til at ringe hos ret mange danskere. De to herrer Laurin og Klement har grundlagt et firma, som vækker stor genkendelse: Skoda. Laurin og Klement lever videre i dag ved at lægge navn til topmodellerne hos Skoda – Laurin & Klement, forkortet L&K.

L&K-modellerne er meget sjældne gæster i Skoda-modelprogrammet i Danmark, men det kan ændre sig med de nye modeller Enyaq L&K 85 og Enyaq Coupé L&K 85. I Enya-sammenhæng er L&K nemlig ikke blot et udstyrsniveau, men indtil videre også det eneste sted, hvor en helt nye drivlinje med ny og mere effektiv elmotor er en mulighed.

Elmotoren med en ydelse på 286 hk findes endnu ikke i nogen bil fra VW-koncernen, der er kommet på markedet. Drivlinjen deler Enyaq L&K-modellerne indtil videre kun med den lange version af VW ID. Buzz og den nye VW ID.7, begge biler vi ser på markedet i 2024, men inden længe også med ID.4 og ID.5.

Rækkevidden får et lille nøk opad

Den nye elmotor er med 286 hk en kraftig opgradering fra den stærkeste motor i de øvrige baghjulstrukne Enyaq-modeller, som har 204 hk. Mindst lige så meget skal man lægge mærke til, at drejningsmomentet går fra 310 til hele 545 Nm.

Når en elbil har firehjulstræk, som oftest betyder en elmotor foran og en elmotor bagtil, har den typisk flere hestekræfter end en udgave med træk på to hjul. Skoda udfordrer den standard ved at tilbyde Enyaq L&K og Enyaq Coupé L&K som 85x-modeller med firehjulstræk, hvor ydelsen er samme 286 hk som i de baghjulstrukne versioner. Hvordan kræfterne er fordel mellem de to elmotorer, giver Skoda ikke indblik i.

Motorydelsen på 286 hk kommer dog med en understregelse af, at der ikke altid er 286 hk til stede. Batteriets temperatur skal helst ligge på mellem 23 og 50 grader, og batteriet skal være ladet op til mindst 88 procent. Ydelsen kan være reduceret, hvis de to forhold ikke er opfyldt, men det er ikke givet, at det altid er sådan, systemet opfører sig.

Sammen med den nye elmotor kommer højere effektivitet og dermed længere rækkevidde. Rækkevidden kan dermed øges til op til 570 kilometer (Enyaq L&K 85), som er 20 kilometer mere end i Enyaq Coupé 80. Hvor hurtigt L&K-modellerne kan optage strøm, oplyser Skoda ikke – men hos VW er tallet for det nye batteri 200 kW.

Der er nyheder i alle Enyaq-modeller

Som nye topmodeller er der ikke sparet på noget i de nye Enyaq L&K-modeller. Læderindtræk, ventilation og massage i forsæderne, unikke 20″ alufælge (21″ koster ekstra) og Platinum Grey-detaljer udvendigt hører til i det righoldige standardudstyr, og som i andre Enyaq-modeller kan man vælge mellem flere såkaldte Design Selections. L&K Shell med lyst interiør er standard, mens et afdæmpet interiør med sort læder kommer med L&K Black-pakken.

Den danske Skoda-importør forventer først i efteråret at finde ud af, om Enyaq L&K-modellerne kommer til Danmark, men vi ved allerede nu, at alle Enyaq-modeller i løbet af året vil blive opgraderet med nogle nye funktioner fra L&K-modellerne.

Fremover vil Enyaq køre med et opdateret infotainmentsystem med ny software (ME4), som kommer med funktionsforbedringer og helt nye funktioner. En af de vigtigste er, at der endelig bliver mulighed for at forvarme batteriet før opladning, som især forud for opladning ved en lynlader er godt for batteri og ladestabilitet. Forvarmningen kan aktiveres manuelt eller automatisk – auto-funktionen aktiveres af bilen, når man har indtastet en lynlader i navigationen som destination.

Del artikel:

Brugte Skoda Enyaq til salg på Bilbasen

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS