COLOURBOX30814563
Forbrugerstof
1. februar 2019

Nu stiger skrotpræmien på din gamle dieselbil

Esben Skrumsager

En kontant belønning skal få flere af de gamle biler væk fra vejene. Her kan du se, hvad du kan få i skrotpræmie for din bil.

Af: Esben Skrumsager / d. 1. februar 2019

Fra i dag hæves skrotpræmien for ældre dieselbiler, så du nu får 5.000 kroner mod tidligere 2.200 kroner. Den nye højere skrotpræmie er en del af regeringens klima- og luftudspil.

– Vi skal have de mest forurenende køretøjer væk fra gaden, og derfor har regeringen indført en større belønning, hvis man træffer et grønt valg og skiller sig af med sin gamle dieselbil hos en autoriseret autoophugger, siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen i en pressemeddelelse.

Disse biler er omfattet af højere skrotpræmie

Den højere skrotpræmie gælder dieselbiler – både person- og varebiler – der er indregistreret før 1. januar 2006. Ordningen løber til og med 2020, eller når puljen på de 100 millioner kroner, der er afsat til den højere præmie, er brugt.

– Vi regner med, at der vil blive skrottet omkring 36.000 gamle dieselbiler under ordningen, hvilket vil betyde, at vi får langt mindre luftforurening i Danmark, lyder det fra Jakob Ellemann-Jensen.

For dieselbiler indregistreret efter 1. januar 2006 vil skrotpræmien fortsat være på 2.200 kroner. Det samme gælder benzinbiler.

Fakta

• Det er cirka 1,2 mio. registrerede dieselbiler i Danmark.

• Cirka 150.000 dieselbiler er fra før 2006 (før Euro 4). Den gældende Euronorm er euronorm 6, der trådte i kraft 2014.

• En dieselbil fra før 2006 udleder i gennemsnit cirka fire gange mere NOx og væsentlig flere partikler end en ny dieselbil.

• Vejtrafikken udgør ca. 30 procent af NOx-udledningen i Danmark (kvælstofilter) og ca. 10 procent af partikelforureningen. I en trafikeret gade er vejtrafikken typisk den dominerende kilde til luftforurening – særligt i myldretiden.

• Den midlertidigt forhøjede godtgørelse til gamle dieselbiler før 2006 er på 5.000 kroner Midlerne uddeles efter først-til-mølle. Når puljen er opbrugt, vil cirka 36.000 gamle dieselbiler være skrottet.

• Det antages at omkring halvdelen af disse skrotninger er ekstra skrotninger, udover hvad der alligevel ville være skrottet på et normalt år i den eksisterende skrotningsordning.

Kilde: Miljø- og Fødevareministeriet

Samlino logo
9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring.
Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen

Læs mere om: