juli 12, 2023

Småt med nyheder i faceliftet Renault Arkana

Renault-modelprogrammet er under udbygning, og samtidig laver franskmændene facelifts af eksisterende biler. Opdateringen af Arkana er meget overskuelig.

TEKST Morten B. Bek FOTO PR

Austral og ny Espace, Rafale og snart også den lille elektriske 5 og en Scénic på strøm. Der er mere gang i den hos Renault, end der har været i mange år, og udbygningen af modelprogrammet giver allerede gode resultater: I første halvdel af 2023 var Renault det næstmest sælgende bilmærke i Europa.

Uden de ældre modeller i porteføljen ville Renault ikke være nået så langt, og franskmændene glemmer da heller ikke at opdatere dem. Clio har for nylig fået et facelift, og Captur-fornyelsen er lige om hjørnet.

Først er det dog Arkana, der får et løft. Den coupé-fiserede crossover kom til Danmark i 2021, og i 2022 var den næsten så populær som den elektriske Mégane. Men det er en god idé at holde forventningerne på et lavt niveau – faceliftet er meget nemt at overskue.

Diamanter en Arkanas bedste ven

Arkanas historie er anderledes end de øvrige Renault-modellers. Derfor lidt historie, før vi “afslører” faceliftet. Arkana er den mindst europæiske bil, Renault sælger i Europa. Arkana er en udgave af den koreanske Samsung XM3 med andre logoer, og den produceres da også i Sydkorea på samme bånd som XM3.

Arkana er den største model, der laves på Renault-Nissans minibilsplatform CMF-B, som også bruges til Clio og Nissan Micra/Juke – Austral, Espace og Rafale kører på en mere avanceret platform med længere akselafstand og større sporvidde.

Designerne har ikke haft søvnløse nætter, da de skulle friske Arkana op. Det er meget småt med nye ting. Grillen er det eneste, der reelt er ændret på, og det er kun “indholdet”, ikke formen. Den er proppet med et diamantformet mønster med 3D-effekt, som omkranser det nye Renault-logo.

De mest pyntede Renault-modeller, R.S. Line, er afløst af Esprit Alpine, og det er også sket i Arkana-regi. Det er store fælge, mørktonede karrosseridetaljer og sportssæder, det handler om. Udstyrsniveauerne er faktisk grundlæggende ændret: Zen og Intens er, som R.S. Line, væk, og i deres sted er der nu Evolution, Techno og Esprit Alpine.

Der er mere udstyr som standard i basismodellen, så man nu får blandt andet navigation og trådløs opkobling til Apple CarPlay og Android Auto med. 7″ digital instrumentering er stadig standard, men nu vises oplysninger på en større del af skærmen.

Hybriden har stået for 2/3 af salget i Danmark

Arkana kører videre med samme motorprogram som den har haft med sig siden introduktionen. En 1,3-liters benzinmotor med turbo og mildhybrid-system og 7-trins automatisk dobbeltkoblingsgearkasse kommer i to versioner: Med 140 hk/260 Nm og med 158 hk/270 Nm.

Kun 0,7 sekunder fra 0-100 km/t skiller de to versioner fra hinanden – 9,8 mod 9,1 sekunder – og de har samme topfart. Beskedne 174 km/t. Der er ikke meget der taler for at bruge ekstra penge på udgaven med 158 hk.

I både Danmark og store dele af resten af Europa har den særlige E-Tech-hybrid med 1,6-liters benzinmotor, el, multi-mode-gearkasse og 1,2 kWh batteri været klart den mest populære: Den har i Danmark stået for cirka 2/3 af salget i 2022.

Med 143 hk lyder den ikke af meget, og den er på papiret langsommere end begge udgaver af 1,3’eren, men elektrificeringen gør den smidig, oplagt og økonomisk. Den eneste ændring i hybriden er, at man nu kan vælge at gemme op til 40 procent af batteriets kapacitet til senere elektrisk kørsel. Med et batteri på 1,2 kWh kan det ikke være mange kilometers elektrisk kørsel, vi snakker om, men lidt har også ret – som man kan sige det om hele Arkana-faceliftet.


Brugt Renault Arkana til salg på Bilbasen

Se flere brugte Renault Arkana til salg på Bilbasen lige her

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS