februar 18, 2025

Spar over 160.000 kroner på en fabriksny Maxus Euniq6

Selvom importtold på kinesiske biler har sendt Maxus i flyverskjul, er der på Bilbasen potentiale for et røverkøb. En hel håndfuld fabriksnye Maxus Euniq6 udbydes nemlig nu til en stærkt nedsat pris.

TEKST Simon Hallenslev FOTO Maxus PR / Salgsbilleder

Der er ikke meget gang i Maxus. Tal fra Bilstatistik afslører, at det kinesiske mærke kun solgte én bil i januar, og Maxus’ egen hjemmeside har ikke længere priser på bilerne. I hvert fald ikke på personbilerne, hvilket kan tyde på, at Maxus fokuserer på sit stadigt større udbud af elektriske varebiler – der heller ikke rammes af de 35% kinesisk importtold, som Maxus’ personbiler gør.

Den eneste personbil fra Maxus, der har været tæt på at slå igennem hos Hr. og Fru Danmark, er Euniq6. En stor elektrisk SUV med et massivt bagagerum og 70 kWh batteri, der havde dansk lancering i foråret 2022. Med en pris på 389.900 kr. blev den dog hurtigt løbet over ende af konkurrenter, der kunne lidt mere til lidt mindre, hvorfor der i alt er 377 stk. Euniq6 på vejene – ud af knap 600 Maxus personbiler totalt.

Nu er der dog grobund for, at der indregistreres en håndfuld mere af Maxus Euniq6. Importerede eksemplarer er nemlig sat til salg på Bilbasen for over 160.000 kr. mindre end den seneste udsalgspris.

Stor bil til prisen

En hurtig søgning på Bilbasen afslører, at der er kommet otte eksemplarer af Maxus Euniq6 til salg. Alle fra 2025 med maksimalt 100 km på tælleren – altså, fabriksnye biler. De er prissat med maksimalt 1.000 kr. i forskel, hvor den billigste er sat til 228.600 kr. Det er helt nøjagtigt 161.300 kr. billigere end den seneste listepris på 389.900 kr. svarende til et drastisk procentfald på 41 procent.

Det er i højde og drøjde meget bil for pengene, da Maxus Euniq6 måler som en BMW iX3 eller Mazda CX-60, og slår dem begge med 754 liter i bagagerummet. Det er i virkeligheden også meget bil for pengene, når man ser, hvad der medfølger af udstyr. Her fås digitale displays til instrumentering og infotainment, hvor sidstnævnte er udstyret med Apple Carplay. Der er el-justerbar forsæder, bakkamera, tozonet klimaanlæg, el-betjent bagklap og trådløs mobilopladning. Alt sammen til 228.600 kr.

Træerne vokser dog alligevel ikke ind i himlen, og Maxus Euniq6 havde svært ved at få fat i det danske marked af en grund. For det første er der 1-faset ladning med 3,6 kW, der strækker opladningstiden til knap 20 timer. Der er heller ikke meget lynladning over de 80 kW DC, Euniq 6 præsterer. Batteriet på 70 kWh giver op til 345 km i rækkevidde, hvilket heller ikke er imponerende. Særligt når der ikke er mere end 177 hestekræfter på hanerne.

Har man stort pladsbehov og lavt kørselsbehov, så kan Maxus Euniq6 måske alligevel give mening for nogen. I så fald er der lige nu et reelt røverkøb at gøre på Bilbasen. Du kan se udvalget her.

9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Andre fandt dette interessant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Simon er en ung og passioneret motorjournalist, der har specialiseret sig i anmeldelser af biler, sammenlignende dueltests og nyheder fra bilindustrien.

Han følger altid nøje med i, hvad der rører sig i branchen, og bestræber sig på at formidle sin viden i et, til tider farverigt, men altid let forståeligt sprog. Hans artikler er rettet mod både de læsere, der ikke er bileksperter, og de dedikerede entusiaster som ham selv.
Bilbasen logo
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS