Video: Vi tester Citroën Ë-C3 – Danmarks billigste elbil
179.990 kr. koster den nye elektriske Ë-C3. Det betyder, at der lige nu ikke findes en billigere nye elbil. Men får man også en god elbil til den lave pris?
TEKST Morten B. Bek FOTO Morten B. Bek
For at have plads til tre sæderækker skal en bil helst være stor. Mere end VW Touran-stor. Det kræver rigtig mange centimeter bil, når der skal laves plads til mere end fem personer, som skal fordeles på mere end to rækker.
Maxus har ikke bare en model med plads til fem personer, men to. Det er i sig selv nok så usædvanligt, men det bliver mere usædvanligt: de er begge 100 procent elektriske. Den mellemstore Euniq 5-model kommer med seks eller syv siddepladser, men som elbil er den ikke helt i mål; udgaven med syv sæder har en WLTP-rækkevidde på 260 kilometer. Om vinteren er det en tur til bageren og hjem igen, før den skal i laderen igen.
Så er der den anden Maxus til syv. Mifa 9. Bussen, som jeg kalder den, fordi den malet i lyseblå ville tiltrække sig horder af folk med Rejsekort, har pladsen til syv fordelt i et karrosseri på 527 centimeter. Batteriet er på 90 kWh (næsten dobbelt så stor som i Euniq 5 med syv sæder), og 430 WLTP-kilometer på en opladning er noget helt andet end 260 kilometer.
Jeg skal lige smide flere facts på bordet, inden jeg kommer til, hvad Maxus tager for sin topmodel. Her er nemlig ikke tale om en kassevogn med råt interiør og sæder med tarveligt stof. I Danmark kommer Mifa 9 med alt hvad den kinesiske fabrik kunne finde på hylderne, så hvor tyskerne kan købe en “basismodel” uden stue i ægte læder, uden el-bagklap og uden kamera-bakspejl, så tager den danske importør kun den med alt i udstyr hjem.
Prisen blev sat ned, før nogen rigtig havde hørt om Mifa 9, og den er landet på 619.900 kr. Et kig rundt efter en direkte konkurrent, eller noget der kommer tæt på, giver ikke de store resultater. Det nye mærke Voyah laver også en luksusbus, og den bliver, er jeg meget sikker på, meget dyrere. Lexus har nu også en bus, de kalder LM. En benzin-hybrid-model, som koster mindst 2.169.500 kr.
620.000 kr. for Maxus Mifa 9 er mange penge, men hvis ikke danske familier har råd, så vil den kinesiske bus kunne fungere så fremragende som shuttle for et hotel eller en virksomhed, som vil køre to passagerer på første klasse.
Det usædvanlige ved Mifa 9 er ikke kun, at den er elektrisk og har syv siddepladser, som alle kan bruges til noget. Det store trækplaster er bilens 2. sæderække. Bageste række er lavet til tre personer, og det gør at kun to personer skal sidde i bilens midte. De sidder i enorme kaptajnstole, og de har et udvalg af komfortmuligheder, som jeg aldrig før har set i en MPV.
I de to store lædersæders armlæn sidder betjeningsskærme, touchscreens, som styrer varme, køling og massage. Skærmene kan rykke sæderne lidt indad, så der er plads til, at de kan lægges et godt stykke ned – hvor så også en stor støtte til benene foldes ud. Der er kopholder og bord, og så kan ruderne i de store el-drevne skydedøre sænkes, som bestemt heller ikke er normalt.
Jeg skal indrømme, at jeg ikke har tid til at sidde i sus og dus og lade mig køre i et af de store sæder, men er nødt til selv at køre rundt på Sjælland og senere på en tur fra Aarhus til Thy og tilbage igen. Det er heller ikke skidt at være chauffør i Mifa 9, for også førersædet (og passagersædet) har massage og god støtte.
LÆS OGSÅ | Volvo EM90 er en kørende kinesisk dagligstue
Affjedringskomforten er mere end godkendt i forhold til, eller måske på grund af, at Mifa 9 med oppakning og to personer vejer omkring 2,9 tons. Der er ingen luftaffjedring eller adaptive dæmpere, bare et godt kompromis, som bakkes op af et fint styretøj, så Mifa 9 aldrig føles så klodset, som den ser ud. Det er en god rolle at have, når man er chauffør i den sorte bus.
Det er, som det typisk er for kinesiske biler, på sikkerhedssystemer, menustruktur og infotainment, Mifa 9 irriterer. Infotainmentsystemets dybeste steder er hvor man finder massagen, og andre indstillinger er også gemt, hvor man aldrig finder dem. Mest syrlig bliver jeg over det kamerabaserede bakspejl, som ikke kan slås fra og bruges som traditionelt spejl: selv ude midt på klitheden i Thy, på en meget mørk aften, lyser bakspejlets kamerabillede op med kraftigt, gulligt lys. Det er til at blive aggressiv af at køre med.
De mange kilometer rundt i Danmark foregår i roligt, afslappet tempo, og jeg presser kun sjældent de 245 hk, som sagtens kan præstere, når der er brug for det. Mifa 9 er helt rimeligt motoriseret og flytter sig hurtigere, end jeg havde forventet. Vægten udgør ikke noget problem.
Jeg har ikke sat forventningerne højt i forhold til forbruget. Det er vinter. Kulde og blæst. Selv på landevejen er der store mængder luft, den sorte bus skal flytte for at komme frem, og jeg lader hjemme, i sommerhuset, i Vorupør, i Thisted og alle steder, jeg kan komme til det. Jeg overvurderer strømforbruget og kommer hjem med mere strøm på, end jeg havde brug for.
430 kilometer på en opladning er ikke noget, Mifa 9-ejere/-brugere kommer i nærheden af, og vinteren og landevejene får det ned under 300 kilometer. Er det rimeligt. Det er det nok, for selvfølgelig koster det meget strøm at køre så stor, så tung og så kantet elbil.
Behovet skal være der, men har man behov for en stor familie- eller shuttlebus med alt i udstyr, så er den store Maxus skruet godt sammen og giver, især for fire personer, en meget behagelig tur.
Jeg skeler som regel til, hvor mange kilometer en testbil har kørt i alt, når jeg overtager den. Mifa 9 har kørt over 24.000 kilometer, da jeg første gang kører af sted, men det ville jeg aldrig have gættet på, hvis ikke det stod der, sort på hvidt.
Testbilen viser intet slid, har ikke selv den svageste knirken eller nogen som helst mislyd. På den måde viser testbilen, hvis det her ene eksemplar er noget at gå ud fra, at de 620.000 kr. sættes i soliditet.
SPECIFIKATIONER
Maxus Mifa 9 Elite Premium
Motor: Elmotor (foran)
Ydelse: 245 hk/350 Nm
0-100 km/t: 9,2 sekunder
Tophastighed: 180 km/t
Forbrug: 21,8 kWh/100 km
Rækkevidde: 430 kilometer
Batteristørrelse: 90 kWh
Ladekapacitet: 120 kW
Mål (L/B/H): 527/200/185 cm
Køreklar vægt: 2.610 kilo
Trækvægt: 1.000 kilo
Bagagerumsvolumen: 466-2.017 liter + 55 liter foran
Pris: 619.900 kr. (Mifa 9 fås fra denne pris)
Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): Ikke oplyst
Beskatningsgrundlag, firmabil: Ikke oplyst
179.990 kr. koster den nye elektriske Ë-C3. Det betyder, at der lige nu ikke findes en billigere nye elbil. Men får man også en god elbil til den lave pris?
Alle biler har fede detaljer. Men Renault Scenic E-Tech Electric har flere end de fleste biler, og her viser vi nogle af de bedste.
Priserne på brugte elbiler bliver konstant sat ned, og fordi forhandlerne vil af med lageret inden 2025, er der vilde tilbud på biler, som stort set er som nye. Spar blandt andet 130.000 kr. på BMW i5.
Elektrisk Ford Puma Gen-E kommer med en rækkevidde op til 376 kilometer fra et lille batteri, og den har 168 hestekræfter. En frisk lille elbil, der ikke må koste meget mere end 200.000 kr.
Den nye udgave af Lexus’ luksus-SUV har fedt design, tonsvis af udstyr og en attraktiv pris. Men affjedringen og drivlinjen i plug-in hybriden hænger ikke sammen.
Elbiler er kommet for at blive! Det vælter ind med nye modeller på markedet i Danmark, og vi har lavet en liste med alle elbiler i Danmark i 2024 – inklusive priser og rækkevidde på de forskellige modeller.