Af: Esben Skrumsager / d. 22. januar 2018
Med en absurd mængde alkohol i blodet blev en 59-årig mand fra Nordsjælland for nylig snuppet af politiet. Nu skal han ikke forvente at se sin eksklusive bil igen.
Spirituskørsel er altid en virkelig dum idé. Og det er der mange velkendte grunde til. Men afhængigt af promillens størrelse kan det også blive en afsindigt dyr fornøjelse at sætte sig bag rattet.
Det måtte en 59-årig mand fra Nordsjælland sande, da han i weekenden blev snuppet af en patruljevogn, som havde indledt jagten efter flere anmeldelser om slingrende kørsel i Hillerød, skriver SN.dk.
Mister sin Maserati: Så høj var promillen
På Bilbasen kan du lige nu eksempelvis erhverve dig en lækker, hvid Maserati Granturismo. Den er ganske vist fra 2013 og har kørt 47.000 kilometer, men den koster dig også “kun” omkring 1,3 millioner kroner.
Nyprisen er omtrent dobbelt så høj, så det vist ingen overdrivelse at betegne modellen som en relativt eksklusiv én af slagsen.

Trods det vanvittige prisskilt valgte den 59-årig mand at værne ekstraordinært dårligt om sin italienske skønhed. Han blev nemlig nappet af Nordsjællands Politi med en vanvittig promille på hele 2,1.
Det medfører ifølge alkoholskalaer udtalte forgiftningssymptomer og manglende selvkontrol. Og så er det altså svært at køre en bil forsvarligt.
Snorkboblede bag rattet
Politiet fandt manden sovende bag rattet på bilen med nøglen i tændingslåsen. På det tidspunkt var klokken kvart i 2 – om eftermiddagen.
En halv time tidligere havde flere anmeldt bilen, fordi kørslen i Hillerød havde været meget slingrende.
Arrivederci, Maserati?
På grund af den ekstreme promille kvitterede politiet for spritkørslen ved at beslaglægge mandens Maserati. Den 59-årige er dog ikke enig i, at det er rimeligt, og derfor ender sagen i retten.
– Når man kører bil med en promille på over 2,1, kan politiet beslaglægge bilen, også når det sker første gang. Ved en promille på 1,6 mister man kørekortet, ubetinget. Manden er ikke enig, og derfor skal retten tage stilling til, om bilen bliver beslaglagt, fortæller Jesper Hansen, vagthavende ved Nordsjællands Politi, til SN.dk.
INSPIRATION: Søg efter Maserati-modeller til salg på Bilbasen
Vidste du at…
– Hvis du kører spirituskørsel med promille over 2,0, eller kører spirituskørsel gentagne gange inden for få år, kan din bil blive konfiskeret. Den overgår til statens ejendom, og du får den ikke tilbage igen.
– Politiet kan inddrage dit kørekort på stedet, hvis de har mistanke om, at du har kørt spiritus- eller narkokørsel, og der samtidig er risiko for, at du vil gøre det igen umiddelbart efter.
– Du kan ikke få dit kørekort tilbage før frakendelsesfristen udløber, selvom du er startet i alkoholbehandling.
– Din arbejdsgiver kan underrettes, hvis du kører spritkørsel, mens dit kørekort er frakendt. Det gælder erhverv, hvor bilkørsel er en væsentlig del af arbejdet som f.eks. chauffører og sælgere.
– Der er ikke faste promillegrænser for cyklister og ryttere. Men du må ikke færdes i trafikken, hvis du kører eller rider uforsvarligt.
– Der findes ingen særlige regler for fodgængere, der er påvirket af alkohol.
Læs mere om alkohol og kørsel på sikkertrafik.dk