Maserati GranTurismo
januar 23, 2018

Vild promille: Spritstiv bilist mister sin Maserati

Af: Esben Skrumsager  / d. 22. januar 2018

Med en absurd mængde alkohol i blodet blev en 59-årig mand fra Nordsjælland for nylig snuppet af politiet. Nu skal han ikke forvente at se sin eksklusive bil igen.

Spirituskørsel er altid en virkelig dum idé. Og det er der mange velkendte grunde til. Men afhængigt af promillens størrelse kan det også blive en afsindigt dyr fornøjelse at sætte sig bag rattet.

Det måtte en 59-årig mand fra Nordsjælland sande, da han i weekenden blev snuppet af en patruljevogn, som havde indledt jagten efter flere anmeldelser om slingrende kørsel i Hillerød, skriver SN.dk.

Mister sin Maserati: Så høj var promillen

På Bilbasen kan du lige nu eksempelvis erhverve dig en lækker, hvid Maserati Granturismo. Den er ganske vist fra 2013 og har kørt 47.000 kilometer, men den koster dig også “kun” omkring 1,3 millioner kroner.

Nyprisen er omtrent dobbelt så høj, så det vist ingen overdrivelse at betegne modellen som en relativt eksklusiv én af slagsen.

Trods det vanvittige prisskilt valgte den 59-årig mand at værne ekstraordinært dårligt om sin italienske skønhed. Han blev nemlig nappet af Nordsjællands Politi med en vanvittig promille på hele 2,1.

Det medfører ifølge alkoholskalaer udtalte forgiftningssymptomer og manglende selvkontrol. Og så er det altså svært at køre en bil forsvarligt.

Snorkboblede bag rattet

Politiet fandt manden sovende bag rattet på bilen med nøglen i tændingslåsen. På det tidspunkt var klokken kvart i 2 – om eftermiddagen.

LÆS OGSÅ: Bag facaden: Her er politiets heftige vognpark

En halv time tidligere havde flere anmeldt bilen, fordi kørslen i Hillerød havde været meget slingrende.

Arrivederci, Maserati?

På grund af den ekstreme promille kvitterede politiet for spritkørslen ved at beslaglægge mandens Maserati. Den 59-årige er dog ikke enig i, at det er rimeligt, og derfor ender sagen i retten.

– Når man kører bil med en promille på over 2,1, kan politiet beslaglægge bilen, også når det sker første gang. Ved en promille på 1,6 mister man kørekortet, ubetinget. Manden er ikke enig, og derfor skal retten tage stilling til, om bilen bliver beslaglagt, fortæller Jesper Hansen, vagthavende ved Nordsjællands Politi, til SN.dk.

INSPIRATION: Søg efter Maserati-modeller til salg på Bilbasen

Vidste du at…

– Hvis du kører spirituskørsel med promille over 2,0,  eller kører spirituskørsel gentagne gange inden for få år, kan din bil blive konfiskeret. Den overgår til statens ejendom, og du får den ikke tilbage igen.

– Politiet kan inddrage dit kørekort på stedet, hvis de har mistanke om, at du har kørt spiritus- eller narkokørsel, og der samtidig er risiko for, at du vil gøre det igen umiddelbart efter.

– Du kan ikke få dit kørekort tilbage før frakendelsesfristen udløber, selvom du er startet i alkoholbehandling.

– Din arbejdsgiver kan underrettes, hvis du kører spritkørsel, mens dit kørekort er frakendt. Det gælder erhverv, hvor bilkørsel er en væsentlig del af arbejdet som f.eks. chauffører og sælgere.

– Der er ikke faste promillegrænser for cyklister og ryttere. Men du må ikke færdes i trafikken, hvis du kører eller rider uforsvarligt.

– Der findes ingen særlige regler for fodgængere, der er påvirket af alkohol.

Læs mere om alkohol og kørsel på sikkertrafik.dk

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Esben Skrumsager

Bilnyheder fra ind- og udland samt tests af nye biler med fokus på praktiske egenskaber for familien er Esben Skrumsagers fokusområder.

Med erfaring fra blandt andet Ekstra Bladet, Søndagsavisen og Bil Magasinet er Esben på trods af sine blot 30 år en erfaren herre inden for motorjournalistik.

Esben har en forkærlighed for de tyske bilmærker. Porsche er blandt favoritterne, og privat fragter han familien rundt i en BMW 3-serie fra 2014 (F31). Når vejret tillader det, foretrækker han dog ofte sin motorcykel.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS