Tesla Cybertruck
april 1, 2020

Kæmpe ordre: Tesla skal levere 150 Cybertrucks til dansk ambulancekørsel

Om blot et par år vil du blive fragtet lydløst på hospitalet, hvis du kommer til skade. Danmarks regioner elektrificerer nemlig vognparken og lægger en kæmpe ordre hos amerikanske Tesla.

Af: Simon Hallenslev / d. 1. april 2020

Selvom den kantede Tesla Cybertruck først er rigtig klar til levering engang i 2022, har Danmarks regioner vist sig fremsynet. De har bestilt intet mindre end 150 eksemplarer, som forventes at kunne køre ambulancekørsel i Danmark allerede i 2023.

Det har naturligvis fået den excentriske CEO Elon Musk til tasterne. På hans foretrukne kommunikationskanal Twitter, kalder Musk blandt andet danskerne for ”… det mest visionære europæiske folkefærd” inden for bæredygtighed og CO2-reduktion.

Vi kigger nærmere på den store bestilling og hvad Cybertruck kan bidrage med i dansk ambulanceredning.

Valget af Tesla Cybertruck

I en pressemeddelelse skriver danske regioner, at bestillingen på Cybertruck sker efter måneders forhandlinger med den amerikanske elbilproducent, og som led i en større strategi, der skal fremtidssikre ambulancekørslen. Det lå dog ikke indledningsvist i kortene, at Tesla skulle med på dén rejse.

I pressemeddelelsen uddybes det, at selvom det længe har været målet at elektrificere de danske ambulancer, har der hersket stor tvivl om hvilken model, der skulle vælges. Regionerne havde faktisk mere eller mindre lagt sig fast på et mere konservativt valg i form af en VW e-Crafter.

LÆS OGSÅ | 2020 oversigt: Se alle elbiler i Danmark og deres rækkevidde

Men da Tesla Cybertruck blev præsenteret den 21. november 2019, var der dog ikke længere nogen tvivl. I pressemeddelelsen beskrives det, at der kort efter præsentationen var bred enighed om, at Cybertruck simpelthen var FOR fed til, at regionerne kunne vælge noget andet

Det forventes, at Cybertruck vil generere en god portion omtale på de sociale medier, når først den bliver udstyret med horn og blå lygter samt får den neon-gule ambulance-folie. Derfor er det også planen, at ambulancereddernes uniformer opdateres til at matche den futuristiske Cybertruck.

Hvad dét præcist omfatter, kommenteres ikke yderligere. Alligevel tør regionerne godt love, at folk kommer til at slås om selfies med fremtidens ambulancereddere, uden at løfte sløret for mere.

Fremtidssikring af ambulancekørsel i Danmark

Af mere praktisk karakter, er Cybertruck også blevet valgt grundet Teslas uovertrufne selvkørende egenskaber. Det er nemlig et led i planen, at begge reddere skal kunne bistå behandlingen af patienter, mens ambulancen selv finder vej til det nærmeste hospital. For som regionerne skriver, så er fire hænder bedre end to.

Udover at være opkoblet til Sundhedsplatformen, som henter al data på patienter, bliver Cybertruck også leveret med ’Emergency Autopilot’. Denne funktion skal sikre, at fremtidens ambulancer skal kunne køre med høje hastigheder i tæt trafik, uden en ambulanceredder bag rattet. En funktion som i øvrigt udvikles specifikt til de danske ambulancer.

Øget mobilitet og sikkerhed

Valget af ’Emergency Autopilot’ giver ikke anledning til bekymring hos regionerne. Cybertruck er nemlig armeret og derfor som udgangspunkt er meget sikrere end de Mercedes Sprintere, der gøres brug af i dag.

Armeringen betyder også, at ambulancereddere i højere grad kan indsættes i brændpunkter, som større demonstrationer eller fodboldslåskampe. Bag skudsikre paneler og vinduer kan ambulancereddere køre ind blandt flyvende brosten, og sikkert behandle tilskadekomne patienter.

LÆS OGSÅ | Hvor lang levetid har en elbils batteri?

Med en estimeret rækkevidde på 800 kilometer, bliver Cybertruck-ambulancerne mobile i samme grad, som nutidens ambulancer er det. Derudover er der et tilføjet element i Cybertrucks off-road egenskaber, da bilen er udstyret med store off-road-egnede dæk og har en stor frihøjde.

Bliver trafikken for tæt, forventes det derfor, at Cybertruck kan forcere terræn og slå genvej over marker eller igennem skove, hvis det bliver nødvendigt. Ifølge pressemeddelelsen er der ikke et sted i Danmark, der bliver ufremkommeligt for Cybertruck. Dette for at sikre garanteret landsdækkende redning, fra strand- til skovområder.

9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Andre fandt dette interessant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Simon er en ung og passioneret motorjournalist, der har specialiseret sig i anmeldelser af biler, sammenlignende dueltests og nyheder fra bilindustrien.

Han følger altid nøje med i, hvad der rører sig i branchen, og bestræber sig på at formidle sin viden i et, til tider farverigt, men altid let forståeligt sprog. Hans artikler er rettet mod både de læsere, der ikke er bileksperter, og de dedikerede entusiaster som ham selv.
Bilbasen logo
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS