Elbil
marts 30, 2020

Hvor lang levetid har en elbils batteri?

Elbilens batteri har begrænset levetid og kapaciteten vil falde som tiden går og kilometerne triller forbi. Men hvor lang tid skal du forvente et batteri til en elbil holder? Få svaret her.

Af: Bilbasen Blog / d. 30. marts 2020

Som udviklingen af batterier til elbiler er skredet frem, er kapaciteten og rækkevidden øget betragteligt over de seneste 10 år. Samtidig er det i dag muligt at lade batteriet op væsentligt hurtigere end tidligere selvom kapaciteten er større. Med større kapacitet og bedre teknologi er den forventede levetid for batterierne også steget.

LÆS OGSÅ | Stor oversigt af elbiler i Danmark

Overordnet set, skal du altså gå efter et batteri med ny teknologi og høj kapacitet, hvis du vil have maksimal levetid på batteriet.

Bilfabrikanterne giver som følge af udviklingen i dag typisk en garanti på batteriet på otte år eller cirka 160.000 km.

Hvad betyder “levetid” for et batteri til en elbil?

Batteriet mister med tiden evnen til at lagre elektricitet. Den forventede levetid for et batteri er den tid, hvor batteriet kan lagre elektricitet i “tilfredsstillende” grad. Det er lidt forskelligt, hvad bilfabrikanterne anser for at være tilfredsstillende. Derfor rykker grænsen sig også lidt i takt med, at batterierne bliver bedre.

LÆS OGSÅ | Hvad koster et batteri til en elbil?

De forskellige bilmærker opstiller en garanti for batteriet, og i beskrivelsen af denne garanti, kan du læse dig frem til, hvad det pågældende firma anser for tilfredsstillende.

Hos Tesla garanterer de minimum 70% af batteriets oprindelige kapacitet i otte år. Nissan dækker tab af mere end 3 “streger” på batteriindikatoren, som viser op til 12 streger. Kigger man lidt rundt hos de forskellige mærker, ligger smertegrænsen typisk et sted mellem 70 og 80% af batteriets oprindelige kapacitet.

Kan man regne med den oplyste levetid?

Indtil for nyligt har der været tale om en teoretisk levetid, da den moderne elbil med lithium-batterier ikke har været på vejen længe nok til at skabe praktiske erfaringer.

Nu begynder der imidlertid at komme håndgribelige resultater frem, som peger i retning af, at batterierne som minimum lever op til den forventede levetid og i flere tilfælde klarer batterierne sig bedre end forventet.

LÆS OGSÅ | Hvad koster det at lade en elbil op?

Det lader således til, at du som udgangspunkt godt kan tage producenternes forventede levetid for gode varer. Batteriets faktiske levetid er dog også påvirket af, hvordan du behandler batteriet. Bare rolig, det kræver ikke stor viden og omhu at behandle batteriet ordentligt, og vi vil i det næste forklare, hvad du skal være opmærksom på.

Sådan opnår du længst levetid på batteriet i din elbil

Moderne lithium-batterier kan tåle en del, og samtidig er der udviklet software, som hjælper til med at beskytte batteriet. Denne software hjælper til under ladningen, styre temperaturen og sørger for optimalt brug af batteriet.

Du behøver derfor ikke være så bekymret for batteriet, men der er stadig nogle ting, du bør vide, hvis du vil optimere dit batteris levetid.

Brug hurtiglader, men kun til 80%

Det slider på batteriet, hvis du lader hurtigt op til 100%. Det slider ikke generelt på batteriet at benytte en hurtiglader, men de fleste standere lader kun hurtigt op til 80% og så langsommere op til 100. Tvinger du laderen til at lade bilen helt op så hurtigt som teknisk muligt, slider det på batteriet.

Undgå høje temperaturer

Høje temperaturer er ikke godt for batteriet, og det betyder, du bør undgå at køre i elbilen, når der er særligt høje temperaturer og at parkerer bilen i solen i længere perioder.

Lad op til mellem 80 og 90%

Det kan skade batteriet at overoplade det. Der er godt nok sat begrænsninger i bilen for at undgå, at batteriet lades mere op end dens spændingsgrænse, men det er alligevel en god idé at stoppe opladningen før 100% opladt.

Lad batteriet op når der er 20% tilbage

Batteriet holder længst, hvis det generelt ikke bliver afladt fuldstændig. Kommer batteriet ofte i “bund”, mister det hurtigere kapaciteten.

Undgå at køre stærkt

Jo hurtigere du kører, jo hurtigere tømmes batteriet, og trækker du en masse strøm fra batteriet over en længere periode, sænker du batteriets levetid. Du får mere ud af batteriet, hvis du kører fornuftigt.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Bilbasen

Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS