Tesla
april 17, 2018

Tesla sagsøgt efter ny dødsulykke på autopilot

Kort efter en selvkørende Uber-Volvo tog livet af en fodgænger, mister en Tesla-ejer livet med bilen på autopilot. Det var Teslas skyld, mener den efterladte enke.

Af: Johannes Hartkopf-Mikkelsen / udenhaender.dk / 17. april 2018

Den 23. marts kommer 38-årige Walter Huang kørende på highway 101 nær San Francisco i Californien. Han kører i sin Tesla Model X. En bil, som han forærede sig selv, da han startede som ingeniør hos Apple i november 2017.

I løbet af turen deler motorvejen sig i to. I delingen er der en betonbarriere. Foran betonen er der en flere meter lang stålkonstruktion, som skal tage kraften af et sammenstød, hvis nu en bil skulle ramme den. Meget af stålkonstruktionen er dog væk den dag, Walter Huang er ude på sin sidste køretur, fordi den blev smadret af en bil tidligere og ikke er blevet repareret endnu.

LÆS OGSÅ: Se billederne: Dansk sportsvogn smadret efter vild ulykke

Det var ikke første gang, at Walter Huang kørte på lige netop den strækning. Faktisk havde han kørt den så mange gange, at han vidste, at Teslaens autopilot opførte sig underligt lige præcis der, hvor vejen deler sig. Han havde endda brokket sig over autopilotens fejl til sin kone, Sevonne Huang.

Hvem har ansvaret?

Ifølge Tesla havde Walter Huang kørt uden hænder på rattet i seks sekunder, da han ramte betonen. Han døde på hospitalet af sine kvæstelser samme dag.

Det er anden gang, at nogen dør i en Tesla på autopilot i USA. Ved et dødsfald i Kina i 2016 er det aldrig blevet bekræftet, om Teslaen havde autopilot slået til, da den 23-årige mand bag rattet kørte lige op i en fejemaskine på motorvejen og døde. Var den det, er der tale om tre dødsfald på autopilot.

Dødsulykken skete kun en uges tid efter, at en selvkørende Uber-testbil tog livet af en fodgænger i USA. Uber-bilen havde en uopmærksom chauffør bag rattet. Nu er det store spørgsmål, hvem der egentlig har skylden, når en delvist selvkørende bil – for eksempel en Tesla på autopilot – kører galt.

Det har Tesla, mener i hvert fald Walter Huangs enke, der nu har sagsøgt Tesla.

– Bilen førte ham ud af den vejbane, han kørte i, så undlod den at bremse, og så kørte den ham ind i den her massive betonbarriere. Vi mener, at det her aldrig var sket, hvis autopilot aldrig var blevet tændt, siger hendes advokat Mark Fong til ABC7News.

Her er svaret fra Tesla

Tesla er – ikke overraskende – lodret uenig:

– Ifølge familien var Hr. Huang udemærket opmærksom på, at autopilot ikke var perfekt. Han fortalte dem, at den ikke var pålidelig på det specifikke sted, og alligevel aktiverede han autopilot på det sted, skriver Tesla i et svar til ABC7.

LÆS OGSÅ: Her er prisen på en Tesla Model 3

Elbilproducenten beklager familiens tab, men afviser ansvar:

– Sammenstødet skete på en klar dag med flere hundrede fods sigtbarhed. Det betyder, at denne ulykke kun kunne finde sted, fordi Hr. Huang ikke havde sin opmærksomhed på vejen, selvom bilen gav flere advarsler.

Der er registreret en række andre voldsomme Tesla-ulykker på autopilot, som dog ikke er endt med nogens død. Tesla har tidligere fået hård kritik for at kalde deres halvvejs selvkørende funktion for autopilot, både i USA og Europa. Navnet lover mere, end funktionen kan holde, og det er farligt, lyder kritikken fra både presse og myndigheder.

LÆS OGSÅ: Elektrisk roadtrip: Sådan er det at køre på skiferie i en Tesla

Tesla siger til sit forsvar, at deres autopilot redder langt flere liv, end det tager.

Siden Walter Huangs død har flere Tesla-ejere kørt samme strækning og optaget video imens. Flere oplever samme autopilot-fejl som den, der tog livet af Walter Huang.

Se en af videoerne og læs mere om den første dødsulykke med Teslas autopilot på www.udenhaender.dk

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Johannes Hartkopf-Mikkelsen

Selvkørende biler og nye teknologier er nogle af Johannes’ store interesser inden for bilernes verden. Derfor driver han – sideløbende med en række freelance-jobs for blandt andre Bilbasen – sit eget nichemedie med fokus på selvkørende biler: UdenHaender.dk.

Johannes er uddannet journalist og har blandt andet beskæftiget sig med bilstof på dagbladet Børsen. For Bilbasen har Johannes blandt andet testet en potent Range Rover på Monza-banen i Italien, ligesom han skriver om brugte biler, han har forelsket sig i på Bilbasen.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS