oktober 4, 2023

Test: BMW M3 Touring er svaret på dine problemer

Når det handler om at finde meningen med det hele, sætter nogen deres lid til feng shui og krystaller, andre til Jehova. BMW M3 Touring er bare bedre.

TEKST & FOTO Simon Hallenslev

Det er let at fortabe sig i hverdagens små besværligheder og lade sig slå ud. Man kommer langt med gode rutiner som en morgenløbetur eller en frisk smoothie med spinat, og når dét ikke forslår, må man tage mere drastiske midler i brug.

Svaret på problemerne kan for nogen findes i terapi eller teblade, horoskoper eller healing. Selv er jeg mere beskeden. Jeg skal blot bruge 2 mio. kr. til en stationcar.

Det skal være en BMW M3 Competition Touring og helst gerne i farven ‘Isle of Man Green’. Efter kun en uge i selskab med sådan en, bliver jeg et bedre og mere harmonisk menneske, og jeg er sikker på, at den kan gøre det samme for dig.

Rummelighed

BMW M3 Competition Touring sikrer rummelighed i mere end én forstand. For på den ene side får man al den praktik, som man skal bruge fra en stationcar. Her er 500 liter kapacitet i bagagerummet, der kan tilgås gennem en klassisk todelt BMW-bagklap.

Bagruden åbner op til let adgang for indkøbsposer og småtteri, mens den store elektriske bagklap slår bredt op og præsenterer den fulde kapacitet. BMW M3 Competition Touring rummer genbrugstøj, småt brændbart og langlemmede passagerer på bagsædet uden bøvl.

På den anden side sikrer M3 Touring en rummelighed hos den, der er heldig at køre den. En rummelighed, som jeg opdager en onsdag klokken 06, hvor min morgenrutine foreskriver en tidlig træning. Her har jeg glemt mit adgangskort og må i mine dumme shorts tilbage i bilen og op på tredje sal i min lejlighed for at finde det. Trods træthed trækker jeg på skuldrene. 

Det giver mig nemlig lidt ekstra køretid i BMW M3 Competition Touring.

Hvad er det, den kan?

Turene til træningscenteret og redaktionen i tung morgenmyldretid giver selvfølgelig intet indblik i køreegenskaberne. Faktisk er M3 Touring med alle indstillinger i komfort fuldstændigt som en ganske almindelig BMW 3-Serie. Letkørt og medgørlig.

Alligevel giver småturene mig en stærk fornemmelse af, at der gemmer sig noget utæmmet og nærmest sygt under den familievenlige facade. En fornemmelse, der er stærk nok til, at jeg rydder kalenderen for weekendplaner. Simpelthen for at sikre mest mulig køretid.

Fornemmelsen er naturligvis rodfæstet i den viden, jeg har fra specifikationsarket. Det fortæller mig, at der gemmer sig en rækkesekser under hjelmen med to turboer, der yder 510 hk og 650 Nm. Det er kræfter, der fordeles på alle fire hjul gennem et xDrive-firehjulstræk af en konventionel automatgearkasse; en såkaldt momentomformer i stedet for en dobbeltkobling.

Det er samme monstrøse madpakke af en drivlinje, man finder i en almindelig BMW M3 Competition. Som Touring vejer den 85 kg mere, som resultat af et tag, der ikke er af kulfiber, samt ekstra afstivning af stationcar-puklen. Og det er helt ligegyldigt.

Målløs!

De røde M-knapper på rattet bør komme med en grundig advarsel inden brug. Med ét tryk går BMW M3 Competition Touring fra familiefar i sweater til farlig fange i spændetrøje. Spjældene i udstødningen åbner, undervognen strammer op og pedalerne bliver fintfølende.

Midtsjællands åbne landeveje er det eneste på min weekendagenda og for hvert et skarpt sving, jeg tager, bliver jeg mere målløs. At en familiebil kan være så godt sat op i forhold til dæmpning, krængning, indstyring, greb og generel balance er uhørt.

Særligt hæfter jeg mig ved xDrive-systemet, der aldrig sender mere end 50% kræfterne til forhjulene. Typisk vil størstedelen af de 510 hk kunne findes på baghjulene, hvilket giver præcist den dynamik, man ønsker sig fra en M3 – stationcar eller ej. I selskab med de op til 285 mm brede skøjter, sørger firehjulstrækket for, at man bliver skudt ud af ethvert sving.

BMW M3 Competition Touring er dertil forskånet fra et smånervøst pseudosport-styretøj. Rattet er tungt vægtet og velovervejet, uanset hvor hovedkulds man kaster den ind. 

Og når man så får den ud af svinget igen med en højrepedal dybt begravet i gulvtæppet, overraskes man af kraftoverskuddet, momentet og den projektillignende hurtighed. Det går så stærkt, at en klassisk dansk motorvejstilkørsel er barnemad. Her er meget mere at give af. Den fortsætter med at trække, til man bliver lagt i benlås af Vlado fra Politijagt.

Unødvendigt!

Ligesom på tilkørselsrampen fornemmer man på landevejen, at BMW M3 Competition Touring har en trang til tæsk, der går langt over færdselslovens rammer. Så her kan de fornuftige spørge i kor, hvad det overhovedet skal til for?

Det er lige nøjagtigt her, at stationcar-formen får sin fulde berettigelse. Der er ingen, der siger, at man skal køre som en hooligan. Man kan også køre på langfart med sin stationcar fuld af børn og badedyr, eller blot hente svigermor på stationen. Ganske uden at afsløre, hvordan man har kørt på vejen dertil.

Testbilen er hverken udstyret med keramiske bremser eller skålsæder af kulfiber, som ellers kan tilkøbes for svimlende summer. Det er et fabelagtigt fravalg. For det betyder, at den kan køres uden kompromisser i hverdagen.

Kabinen er udsøgt indsvøbt i Merino Black-læder, forsæderne krammer som en tykt foret baseballhandske og hvor der ikke er kold aluminium, er der kulfiber. Det moderne ‘BMW Curved Display’, der forener to krystalklare skærme i en blød bue, er udstyret med det fornøjelige iDrive-styresystem, og musikken kan spilles på et stort Harman Kardon-lydanlæg.

Der er ret beset ikke meget at klage over. Måske støjniveauet fra de store fælge på motorvejen, men det er dælme en kamel, jeg gerne sluger. Derudover er den konventionelle automatgearkasse langt bedre til at tøjle hverdagskørsel end en dobbeltkobling, og selvom undervognen er kontant, kan den ikke karakteriseres som ukomfortabel i ‘Comfort’-modus.

En kur mod dårligdom

Min uge med BMW M3 Competition Touring var en uge, hvor jeg kørte med åben mund og polypper i oprigtig begejstring. Jeg kørte hele lørdag og hele søndag uden destination, uden musik på et ellers velspillende anlæg og uden tanke for tanken, der tømtes hastigt.

BMW M3 Competition Touring er svaret på dine problemer, fordi den både opfylder de basale behov, som en stationcar skal, og samtidigt kan køre bagdelen ud af dine bukser, når du har lyst til det. Her er isofix og surringsbeslag, men også Drift-mode og launch control.

Den kan ikke klare indkøring i vuggestuen eller ordne momsregnskabet, men den kan få dig til at tænke på noget andet ved et klik på én rød knap og et ryk i rattet.

Den koster fra 1.990.460 kr., mens testbilen med udstyr som Merino-læder, kulfiberpakke og grøn lakering koster 2.231.114 kr. Det kan du selvfølgelig få meget numerologi for. Jeg tør dog godt garantere, at du bliver hurtigere træt af at hedde Thor Fintasdottir, end du gør af BMW M3 Competition Touring.

Hvis onde ånder tvinger mig til at vælge én bil til resten af mit liv, vælger jeg BMW M3 Competition Touring, og så behøver jeg næppe sige mere.


BMW M3 Competition Touring

Motor: R6 benzin, 2.993 cm3
Ydelse: 510 hk / 650 Nm
0-100 km/t: 3,6 sekunder
Tophastighed: 250 km/t
Forbrug: 9,7 km/l
Mål (L/B/H): 479/190/143 cm
Køreklar vægt: 1.940 kilo
Bagagerumsvolumen: 500-1.510 liter
Pris: 2.321.114 kr. (M3 Touring fås fra 1.990.460 kr.)

9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Find brugte BMW M3 til salg på Bilbasen

Andre fandt dette interessant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Simon er en ung og passioneret motorjournalist, der har specialiseret sig i anmeldelser af biler, sammenlignende dueltests og nyheder fra bilindustrien.

Han følger altid nøje med i, hvad der rører sig i branchen, og bestræber sig på at formidle sin viden i et, til tider farverigt, men altid let forståeligt sprog. Hans artikler er rettet mod både de læsere, der ikke er bileksperter, og de dedikerede entusiaster som ham selv.
Bilbasen logo
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS