Svensk Tesla-strejke strækker sig nu til Danmark
Selvom det skandinaviske salg brager derudaf for Tesla, er det et marked, der giver Elon Musk flere grå hår end glade smil. Nu melder danske 3F sig nemlig ind i den svenske Tesla-strejke.
TEKST Simon Hallenslev FOTO BMW PR
Bilbasen var inviteret til Portugal af BMW Danmark.
BMW i7 er en bil i ministerklassen. Den er bygget til, at vigtige voksne kan besvare mails fra bagsædets dybe stille ro. Det gør eksempelvis Danmarks miljøminister, Magnus Heunicke.
Som ministerbil er BMW i7 spektakulær, men det er først nu, at den gøres til decideret mirakelmager. De bayerske bilbyggere søger nemlig på sædvanligvis at bøje fysikkens love. Derfor udstyrer de den 2,7 tons tunge ministerslæde med M-udstyr, 660 hk og 1.100 Nm.
Trods den ikke er en fuldblods M-model, er i7 M70 den kraftigste elbil, som BMW har på programmet, og jeg har æren af at prøve kræfter med den på landevejene ud for Lissabon.
Faktisk er det BMW i5, der er hovednavnet til præsentationen i Portugal – den nyhed kan du læse på Bilbasen Blog lørdag d. 2. Oktober. Det er i5, som Bilbasen først og fremmest er inviteret til at se prøve kræfter med. Det er bare svært at sætte 5,4 meter bayersk bulderbasse i baggrunden.
Selvom BMW i7 M70 med et prisskilt på 1.860.994 kr. er forbeholdt det bedre borgerskab, og derfor betragteligt mindre relevant end den elektriske 5-Serie, så gør den sit for at stjæle lidt opmærksomheden til præsentationen. Her blandt andet med syge specifikationer.
LÆS OGSÅ | Test: BMW i7 er et abstrakt mesterværk
Her fås nemlig et 101,7 kWh batteri, der fodreren elmotor med 258 hk på forakslen samt en på bagakslen med 489 hk. Det giver sammenlagt 1.100 Nm(!), der med launch control giver en acceleration fra 0 til 100 km/t på 3,7 sekunder.
Til at tøjle de mange ekstra kræfter har BMW udviklet et M-specifikt system til styring af firehjulstræk, styretøj og støddæmpere. Tag dertil, at i7 M70 kører på en adaptiv M Sport luftundervogn, der, foruden aktiv krængningsstabilisator, også giver sportsfærgen firehjulsstyring.
BMW i7 M70 er 6,5 cm bredere end en Toyota Land Cruiser og vejer godt det samme. Det er fakta, der giver undertegnede en klump i halsen, som jeg holder foran en superkringlet og supersnæver kystvej med mørnede betonpiller som eneste værn mod en klippeafgrund.
Klumpen i halsen forvandles heldigvis hurtigt til smil på læben, fordi det førnævnte M-trylleri gør i7 M70 til en mirakelmager. BMW i7 M70 lader sig kaste rundt, som om den helt har glemt sin egen drøjde. Det bør ganske enkelt ikke være fysisk muligt for en bil på 2,7 tons at bevæge sig sådan.
Landevejene omkring Lissabon er som skabt til en hot hatch, og alligevel føles luksuslimousinen ikke malplaceret. Kun bredden er en torn i øjet her, når jeg en sjælden gang imellem møder en modkørende lokal, som kører de samme svimlende 90 km/t, der er skiltet til på strækningen.
Selvom undervognen kan ikke se sig helt fri for krængning, gør den et sublimt stykke arbejde i at holde den ellers bløde balje så tæt på plan som muligt i de skarpe sving.
En stor del af den imponerende dynamik må tilskrives den aktive firehjulsstyring, der får i7 M70 gennem de portugisiske sving på en måde, som markant mindre biler kun kan drømme om. Man skal gøre sig bekymrende umage med at fremtvinge understyring.
På de lineære stykker, der forbinder de snævre sving, imponeres man ligeledes af det skub, bilen giver. BMW i7 M70 styrer moment og antispin på en måde, så hjulene får fat i asfalten som skarpe kløer og lader kræfterne komme til deres fulde ret. Hu-hej, den er hurtig, den her.
… stikker som en bi! Præcist som Muhammed Ali sagde det. For da jeg er færdig med at udfordre skæbnen på de smalle veje, overlader jeg rattet til min co-pilot og indfinder mig i de bløde gemakker på bagsædet, hvor i7 fortsat er, som i7 er bedst – som en fløjlsblød sommerfugl.
Selvom accelerationslydene fra Hans Zimmer i højtalerne er sjove, når man kører friskt, er det nu rarest at slå det fra, når man cruiser. Her bliver kabinen i BMW i7 M70 som et vakuumkammer, hvor vindstøjen først indfinder sig, når hastigheden bliver ulovlig.
Indstilles alt til komfort, glemmer man lynhurtigt, hvor ubesværet den netop har kørt på en kringlet kystvej. Særligt når man, som jeg selv, indstiller bagsædet til tilbagelænet lounge-funktion, tænder skærmen på 31,3” med 18 dertilhørende Bowers & Wilkins-højtalere og lader sig underholde.
Forreste række er intet skidt sted at opholde sig, hvis privatchaufføren har barnets første sygedag. Alt er lækkert, og flagskibsmodellen adskiller sig fra de mindre i7 modeller med ting som oplyste M-dørlister, Merino-læder, et M-rat og M-specifikke designs på det store BMW Curved Display.
Prikken over i’et i M70 er dog de automatiske døre, der gør, at privatchaufføren kan nøjes med at køre bil. Har man sin i7 M70-nøgle kodet på sin telefon, vil døren nemlig åbnes automatisk, når man nærmer sig – uden at slå op i bilen ved siden af. Det virker, og det er præcist så arrogant, som det lyder.
Næ. I hvert fald ikke på vores kanter. Til 1.860.994 kr. står kunderne næppe i kø hos Jan Nygaard eller Bayern Autogroup for at sætte en krusedulle på købskontrakten. Det er nærmere hos forhandlerne i Dubai, trængslen opstår.
Og hvor jeg absolut mener, at BMW i7 M70 i to-tonet bronzelakering med oplyst nyregrill passer som fod i hose på mellemøstlige motorveje, så er der noget med det trim, som min testbil står i. Den grønne ‘Aurora Green’-lakering og de store fælge gør, at jeg for første gang kigger på i7 med en vis beundring. Det gør jeg ikke på bronzebæstet herunder.
Om det er mig eller sheiken, der har bedst smag, er dog i underordnet. BMW i7 M70 er en magtdemonstration i overflod og umådeholdenhed, der overpræsterer og overrasker.
Den er så dekadent og komfortabel, at man ikke tror det, og nu er den altså også både svimlende hurtig og kapabel i et vilkårligt bjergpas med kringlede veje. BMW gør det ikke, fordi det giver mening men fordi, de kan, og på den måde har de skabt en mirakelmager af et luksusdyr.
Motor: To elmotorer (for og bag)
Ydelse: 659 hk / 1.100 Nm
0-100 km/t: 3,7 sekunder
Tophastighed: 250 km/t
Batterikapacitet: 101,7 kWh
Rækkevidde: 488-560 kilometer
Forbrug: 18,2-20,8 kWh/100 kilometer
Ladekapacitet: 205 kW
Mål (L/B/H): 539/195/154 cm
Køreklar vægt: 2.770 kilo
Bagagerumsvolumen: 500 liter
Pris: 1.860.994 kr. (i7 fås fra 1.140.344 kr.)
Selvom det skandinaviske salg brager derudaf for Tesla, er det et marked, der giver Elon Musk flere grå hår end glade smil. Nu melder danske 3F sig nemlig ind i den svenske Tesla-strejke.
Alle nye bilmodeller skal være udstyret med advarsel mod overskridelse af hastighedsgrænserne. Ingen dum idé – hvis så bare systemerne virkede.
Inden længe kan livet for de danske Ford-ejere blive lige en tand bedre.
Salget af nye biler i Danmark går over al forventning, og i november blev der indregistreret 25 procent flere nye biler. 44 procent valgte en bil på el – og mange af dem, igen, en Tesla.
Den nye udgave af Lexus’ luksus-SUV har fedt design, tonsvis af udstyr og en attraktiv pris. Men affjedringen og drivlinjen i plug-in hybriden hænger ikke sammen.
Elbiler er kommet for at blive, og det vælter ind med nye modeller på markedet i Danmark. Vi har lavet en samlet liste med alle elbiler i Danmark i 2023 – inklusive priser og rækkevidde på de forskellige modeller. TEKST Bilbasen FOTO PR (4. marts 2021 – opdateret 5. december 2023) Elbiler i Danmark i […]