Test og anmeldelser

TEST: BMW X3 30e er en fed PHEV, men pris og forbrug trækker ned

Af i Test og anmeldelser
BMW har givet sin mellem-SUV en kraftig omgang elektrificering. X3 30e er en kraftigt motoriseret og lækker bil, men batteriet i plug-in hybriden er lille og brændstofforbruget højt.

Af: Morten Bek / d. 26. september 2020

Den fuldt elektriske BWM iX3 skal gå direkte i clinch med både den populære Audi E-Tron og Mercedes-Benz EQC, så det er en, mildest talt, vigtig bil for BMW. Men der går stadig lige lidt, før den lander i Danmark.

LÆS OGSÅ: En billig omgang strøm i Peugeot 508 SW

Nu og her skal vi koncentrere os om den mildere elektrificerede X3-model, som er plug-in hybriden X3 30e. Det er ikke så dårligt endda, for det er ikke svært at komme med argumenter for, hvorfor den er mere relevant end den helt elektriske iX3. Mange flere danskere er trygge ved at hoppe på den elektriske bølge, når det kan gøres med en bil, der også kan køre på fossile brændstoffer.

Specifikationer

BMW X3 30e xLine

Motor: R3 benzin, 1.998 ccm + el

Ydelse: 292 hk / 420 Nm

0-100 km/t: 6,1 sek.

Tophastighed: 210 km/t

Forbrug: 50 km/l

Startpris: 730.228 kr.

(X3 fås fra 622.718 kr.)

BMW er langt fremme i PHEV-kapløbet. De har eksempelvis mange flere plug-in hybrider end konkurrenten Audi. Og i mange af modellerne, eksempelvis BMW 330e, er det anden generation plug-in hybrid, man kan købe nu. Det er dog første gang, at X3 sættes i stikkontakten.

BMW X3 30e

Hvad fører elektrificeringen af X3 med sig?

BMW bruger benzinmotoren fra den svageste benzinvariant, X3 20i, til at lave X3 30e. Det er en 2-liters turbomotor med en mild styrke på 184 hk, som henter hjælp fra en elektrisk motor med en ydelse på 109 hk. De kan i bedste fald gå sammen om at sende 292 hk ud til alle fire hjul, og det gør X3 30e meget hurtigere end X3 20i med dens 184 hk. Elektrificeringen kapper 2,2 sekunder af tiden fra 0-100 km/t.

SE OGSÅ | Golf GTE gør enhver anden Golf irrelevant

Mens elmotoren er integreret på bedste pladsbesparende vis i 8-trins automatgearkassen, så er batteriet monteret, så bagagerummet er hævet – en kant stikker altså op over selve læssekanten, som er set mere elegant og praktisk udført i andre plug-in hybrider (men også mere uelegant og mere upraktisk).

Batteripakken er ikke imponerende i effekt. 12 kWh er i dag til den lave side, og af det kan cirka 10,8 kWh bruges til at lade op i praksis. Resten går fra som en buffer, der beskytter batteriet. En fuld opladning giver da heller ikke det store at rutte med på ren el. Målt ved hjælp af WLTP-metoden bliver det til op til 46 km på el, så brændstofforbruget (jeg kan bedst lide at kalde PHEV’ernes officielle forbrug for fantasiforbruget) er bare 50 km/l.

Hvilke konkurrenter har BMW X3 30e?

Flere af konkurrenterne er faktisk ikke bedre til det med strømmen. Volvo XC60 T6 Recharge har et batteri på 11,6 kWh og en rækkevidde omkring 50 km. Mens Mercedes-Benz GLC 300e har et batteri med lidt mere kapacitet, 13,5 kWh, så formår den kun op til 43 km på en opladning på el. Lidt mere kapacitet pakker Audi i sin plug-in hybrid Q5 55 TFSI e; 14,1 kWh, som giver – citat Audi – mere end 40 km på el. Fælles for de tre konkurrerende modeller er, at de har flere kræfter end BMW’en: 340 hk i XC60 (den fås også med 390 eller 405 hk), 320 hk i GLC og 367 hk i Q5.

LÆS OGSÅ | DUEL: Strømførende firmabiler fra Mercedes-Benz og Volvo

For at få mere strøm i en SUV i mellemstørrelse skal vi kigge ud af premiumsegmentet og ind hos Toyota. Den nye RAV4 Plug-in Hybrid med 306 hk har en batteripakke med en markant højere kapacitet. 18,1 kWh, som kan omsættes til en WLTP-rækkevidde på el på 75 km. Toyota har meget lang erfaring med hybridbiler, men ikke voldsom erfaring med plug-in hybrider, så det er tankevækkende, at de tre tyske premiummærker tilbyder plug-in hybrider med så meget kortere rækkevidde.

Er X3 30e så overhovedet brugbar som plug-in hybrid?

Jeg gentager mig selv nu, men det er værd at gentage. En PHEV er en rigtig, rigtig dårlig idé, hvis ikke den lades op inden de fleste køreture, så der er strøm i batteriet til at drive den elektriske motor. Lader man ikke op, kører man i en meget tung bil med et, oftest, højt forbrug – og man gør grin med hele PHEV-konceptet.

Sådan er X3 30e også. Den skal lades op for at give mening, og før jeg når til noget som helst andet omkring drivlinjen, vil jeg nævne forbruget. Jeg når at køre hundredevis af km i testbilen, og rigtig meget af det er landevej, men også meget tid går på motorvejen og ved lavere fart. Brændstofforbruget sætter tanker i gang. Uden strøm på batteriet ligger jeg omkring 9-10 km/l, og det tyder på, at benzinmotoren er presset af opgaven.

LÆS OGSÅ | Elektrificeret komfort i DS 7 Crossback E-Tense

Men det mærkes på ingen måde sådan. Bilen er hurtig, og benzinmotoren har altid selskab af elmotoren og dens 109 hk, så alle hestekræfter yder deres bedste til fornem acceleration. Benzinmotoren har sågar en rigtig fin lyd og er meget kultiveret. Det er en stor modsætning til motoren i RAV4 Plug-in Hybrid.

Som PHEV-drivlinje med alt det, sådan en skal kunne med overgange mellem benzin og el og til- og frakoblinger ved forskellige hastigheder, er X3 30e en decideret lækker løsning med smidige og hurtige overgange, som jeg kun svagt lægger mærke til.

Med strømmen intakt på batteriet, da jeg starter med cirka 38 km til rådighed, sætter jeg navigationen til på vej til min destination. På den måde regner systemet ud, blandt andet ved at se på vejtype, stigninger og kørsel i byen, hvornår strømmen bruges bedst og mest miljørigtigt. Det er en lille, men fascinerende ting. Sætter jeg køreindstillingen på ren el, får jeg brændt de 38 km af længe inden, jeg har kørt 38 km. Lader jeg X3 styre showet, så den kører som hybrid og selv tilpasser brugen af benzin og strøm, rækker strømmen længere.

Hvordan er X3 ellers?

X3 har som model rigtig meget kørende for sig, og der er meget lidt dårligt at sige om den. Tidløst, lækkert design. En klassisk indrettet kabine, som får kabinen i Volvo XC60 til at virke irriterende (alt foregår på den tåbelige touchscreen) og GLC’erens kabine til at ligne noget fra midten af 00’erne. Jeg elsker, hvordan der er rigtige knapper til de fleste funktioner, og at infotainmentsystemet er så nemt og hurtigt. Jeg elsker ikke den digitale instrumentering, som er for simpel og umulig at ændre mere end småting på.

LÆS OGSÅ | Opladning af elbil: Hvilke typer findes der?

X3 er ikke så ensporet dynamisk, som den var i første generation, hvor man måtte leve med en affjedring hård som et bræt, fordi den kunne kastes om hjørner som en MX-5. Den er nu en moden SUV, hvor komforten er fremragende, mens styretøjet stadig er skarpere og klarere i mælet end i XC60.

Hvad koster X3 30e, og er det en variant, man skal gå efter?

Prisen ligger i samme leje som konkurrenterne. Med en frapris på 730.228 kr. er den cirka 200 kr. dyrere end XC60 T6 Recharge, men også 35.000 kr. billigere end GLC 300e. Audi’en er på vej med et facelift, så den har ingen pris for tiden.

SE OGSÅ | De store valg: Benzin- eller dieselbil?

Skal, skal ikke købe X3 30e fremfor en anden X3? Hvis du kan lade, når du har behov for det (og det er tit), og du kører forholdsvis korte ture, så er den anbefalelsesværdig. Kan du ikke lade op, skal du tage X3 30i med benzinmotor med 252 hk og spare 32.000 kr. Kører du lange stræk, så kan jeg til gengæld helhjertet anbefale den 6-cylindrede diesel, som du får i X3 30d med 286 hk (+11 hk fra el) til 12.000 kr. mere end X3 30e. Fantastisk dieselmotor, langt lavere forbrug.

Om forfatteren

Morten Bek

Morten har testet tusindvis af nye biler. Mens superbiler med 700 hk kan være meget sjove, så er hans passion de biler, danskerne rent faktisk køber og bruger til dagligt.