Første tur: MG ZS Hybrid+ er den folkelige familie-hybrid
MG ZS Hybrid+ er en 194 hk stærk hybridbil med plads til fire voksne til kun 249.999 kr. Vi kører de første kilometer for at se, om andet og mere end prisen gør den attraktiv.
TEKST & FOTO Simon Hallenslev
Der er forskel på, om noget er dyrt eller bare koster mange penge. Til 400.000 kr. kommer Lexus RZ naturligvis ikke til at vinde kommunale udbud som hjemmeplejebil, men for en Lexus er det virkelig ikke dyrt. Det er nærmere decideret prisbilligt – medmindre Lexus altså har slækket på de høje standarder, så den er prisbillig og billig.
Spørgsmålet er derfor, om Lexus lægger låg på luksus i RZ? Bruger de det gode navn til at sælge en Toyota BZ4X i nye klæder til en højere pris, eller er RZ virkelig bare en prisbillig Lexus? Jeg forsøger at finde ud af det, når jeg tester den elektriske Lexus RZ 300e.
Lexus er stadig det luksuriøse undermærke til Toyota, hvorfor der altid vil være dele, som findes på tværs af de to. I den nye tid med elektriske biler bliver forbindelsen mellem de to noget tydeligere. Elbiler er dyre at udvikle, og Toyota har kun én elektrisk model på programmet med nummer to på vej. De to mærker deler derfor mangt og meget – RZ er en BZ4X i smoking.
LÆS OGSÅ | Test: Nu er Toyota BZ4X en bedre bil
Og ja, BZ4X var modellen, der gav Toyota et hak i tuden med et forbrug, der var helt forskruet. Der er dog sket en del siden lanceringen i 2022, og Toyota har fikset udfordringerne, blandt andet med en kalibrering af batteristyringen. Det betyder, at Lexus RZ i dag står med den seneste aftapning af Toyotas elektriske system.
Lexus RZ vinder ingen priser for sin rækkevidde på 475 km (med testbilens udstyrsniveau), takket være et kompakt batteri med en anvendelig kapacitet på 64 kWh. Forbruget er der dog kommet styr på, og selv i sølle fem plusgrader på våde veje, klarer RZ det udmærket.
På en smuttur fra København til Svendborg og tilbage igen klarer Lexus RZ 300e et forbrug på 24 kWh per 100 km. Det er ikke imponerende, men det er heller ikke helt skidt vejr og en motorvejstung rute taget i betragtning. Den realistiske rækkevidde på motorvej i det miljø er i omegnen af 280-300 kilometer.
Tager jeg de helt kritiske Lexus-briller på, har jeg lyst til at kritisere manglen på sort taghimmel i testbilen. Det er nu engang også det eneste, der er værd at kritisere, når jeg kigger ind i kabinen på Lexus RZ – og det vidner om et højt bundniveau.
LÆS OGSÅ | Test: Lille, lækker, luksuriøs Lexus LBX
Det er en grundlæggende følelse af godt kram, der gennemsyrer kabinen, og selvom BZ4X ikke er tabt bag en vogn rent kvalitetsmæssigt, er den langt fra RZ. Her er det nemlig læder, bløde materialer, plast med tekstur og metal, der dominerer i kabinen. Der er også fundet plads til at gøre helt ordinære betjeninger lækre.
Tag for eksempel drejeknapperne til temperaturstyring, der er integreret på infotainmentskærmen. Det er en fed detalje! Den elektriske døråbning giver det helt rigtige *klik*, og ja, selv det elektriske rudehejs er lækkert. Jeg har ingen idé om, hvordan man får en rude til at køre lækkert op og ned, men Lexus gør det i RZ.
Det bedste af det hele er, at det høje bundniveau er standard, og at testbilen ikke er proppet med ekstraudstyr. Det er en Executive-variant til 399.500 kr., hvilket er meget tæt på startprisen, der lyder på 379.500 kr. Man kan godt flotte sig og vælge en Luxury-variant til 471.500 kr. med ventilerede sæder og stort Mark Levinson-lydanlæg. Det er nu alligevel bare ekstra flødeskum på kagen. Niveauet af luksus er som udgangspunkt højt nok, og standardanlægget leverer en lyd, der gør gode gamle Mark overflødig.
Med fladt gulv og en akselafstand på 285 cm er det ikke benplads, bagsædepassagerne kommer til at mangle, og selv som langlemmet finder man sig hurtigt til rette. Uden panoramaglastaget (der koster 25.000 kr. ekstra) er der også godt med hovedplads. Bagagerummet pakker flotte 522 liter med en bred åbning og et fladt gulv med opbevaring nedenunder.
Når man kommer bag rattet, er følelsen klassisk Lexus. De store ballondæk på 18” fælge giver selvfølgelig et nap med på komfortniveauet, men undervognen opleves grundlæggende rolig, stabil og frem for alt komfortabelt. Styretøjet lægger sig tæt op ad det, man får i BZ4X, med en fin omend en smule neutral vægtning.
LÆS OGSÅ | Test: Ligegyldig Lexus UX
På snoede landeveje er Lexus RZ ingen letbenet bandit med en kampvægt på knap to tons, men den velbalancerede undervogn sikrer en stabil køreoplevelse. Der er ikke det underlag, der kan få RZ til at føles ukomfortabel. Det eneste, der rigtigt udfordrer stabiliteten, er våde veje og tung speederfod, hvor de 204 hk på forakslen får forhjulene til at spinde.
Testbilen er, som nævnt, en Executive, der har akustikglas i for- og sideruder som standard. I kombination med en velforet læderkabine giver det en bil, der altid er tyst som en kirkemus. Lige indtil assistentsystemerne gør opmærksom på deres tilstedeværelse. Og det gør de. Hele tiden. Mængden af biplyde og hyletoner synes konstante takket være en unødigt emsig vifte af assistenter.
Særligt førerovervågningen gør, at jeg er tæt på at tabe mine småkager. Orienterer man sig i sidespejlet, eller tager en tår af sin kaffe, minder bilen chaufføren om, at man skal kigge på vejen(!). Lexus RZ gør også opmærksom på, når biler nærmer sig bagfra. Hvorfor? Er det fordi, de ved, at kundegruppen normalt er det grå guld, der hænger i overhalingssporet? Ja, undskyld, men man bliver hurtigt træt.
De mange lyde er selvfølgelig et irritationsmoment, der kan frakobles, hvilket man ender med at gøre. Desværre bliver man herigennem opmærksom på, hvor unødigt kringlet og kompliceret infotainmentsystemet er. Det er alt andet end intuitivt, og det er synd, fordi skærmen virkelig er flot i sin opløsning og systemet i sig selv er hurtigt og responsivt.
For at besvare mine egne spørgsmål i anmeldelsens begyndelse, så lægger Lexus låg på absolut ingenting. Lexus RX 300e er en fuldblods-Lexus, og hvis man ser bort fra specifikationerne, er det svært at spotte udgangspunktet i Toyota BZ4X, der gafles for ‘kun’ 50.000 kr. mindre.
Lexus RZ er ikke den elbil, man kommer længst i på en opladning, og får man ikke slået dem fra i tide, kan et par af assistentsystemerne blive en seriøs tålmodighedsprøvelse. Derudover er RZ dog en magtdemonstration udi komfort og kvalitet, hvilket gør den hver en ekstra bøjet femøre værd, sammenlignet med BZ4X.
Lexus RZ 300e Executive FWD
Motor: Elmotor (for)
Ydelse: 218 hk/266 Nm
0-100 km/t: 8 sekunder
Tophastighed: 160 km/t
Forbrug: 15 kWh/100 km
Rækkevidde: 475 kilometer
Batteristørrelse: 64 kWh (netto)
Ladekapacitet: 150 kW
Mål (L/B/H): 460/186/165 cm
Køreklar vægt: 1.980 kilo
Trækvægt: 750 kilo
Bagagerumsvolumen: 522 liter
Pris: 399.500 kr. (RZ fås fra 379.500 kr.)
Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): 29.999/6.349 kr. (BZ4X fås fra 29.999/5.999 kr.)
Beskatningsgrundlag, firmabil: Ikke oplyst
MG ZS Hybrid+ er en 194 hk stærk hybridbil med plads til fire voksne til kun 249.999 kr. Vi kører de første kilometer for at se, om andet og mere end prisen gør den attraktiv.
229.990 kr. for en 476 centimeter lang SUV med plug-in-teknologi og syv sæder er en vild pris. Det er prisen på den kinesiske Navor 5, som allerede i februar kommer til salg i Danmark.
Dongfeng Box er den mest nuttede af de kinesiske elbiler, og nu er det officielt, at minibilen i år kommer til Danmark. Box kører med 95 hestekræfter og batteri på 42,3 kWh.
2024 blev det første år, hvor elbilerne stod for mere end halvdelen af de nye personbiler. Modeller som Skoda Enyaq og VW ID.4 solgte som varmt brød, men andre elbiler gik det mindre godt for.
Den nye udgave af Lexus’ luksus-SUV har fedt design, tonsvis af udstyr og en attraktiv pris. Men affjedringen og drivlinjen i plug-in hybriden hænger ikke sammen.
Elbiler er kommet for at blive! Det vælter ind med nye modeller på markedet i Danmark, og vi har lavet en liste med alle elbiler i Danmark i 2025 – inklusive priser og rækkevidde på de forskellige modeller.