Mini har elektrificeret Countryman, men de har samtidig gjort den meget større end nogen Mini før den. Resultatet er en Mini uden charme og skarphed.
TEKST OG FOTO Morten Bek
Det er et faktum, at bilerne bliver større og større. Og de bliver ved med at blive større. Den første Volkswagen Golf fra 1974 var kun 370 centimeter lang og 161 centimeter bred, og man kan gemme den bag den moderne tids Toyota Yaris. Og Yaris er en af de små biler i sin klasse.
I dag er Golf en stor bil. Den kræver næsten 60 centimeter mere plads på vejen på langs, mens en bredde på 179 centimeter nærmest gør den ottende generation Golf til en smal bil.
Men Golf er bare fulgt med tiden og kravene. En ny Golf virker naturlig i størrelsen. Men for mig gælder den samme naturlighed kun i begrænset omfang for Mini. Briterne startede i 1959 med ekstrem minimalisme i en meget lille pakke, og Mini er kendt og elsket for sine små biler.
Læs også: Ny elektrisk Mini Aceman fra 289.000 kr.
Rummelighed og voldsomt vokseværk har nu ramt Mini. Og det klæder slet ikke Mini. Den nye Countryman er bulet ud, og den er 16 centimeter længere end den gamle, som allerede var større end en Golf. Men den virkede kompakt, den gamle Countryman, og det Mini-typiske design passede til den.
Nu er Countryman en velvoksen crossover, der større end Nissan Qashqai, større end Mercedes GLA og tæt på at nå den nye VW Tiguan. Mini har kastet al tilbageholdenhed omkring størrelse overbord, fordi det er meget nemmere at sælge en stor (eller i hvert fald større) crossover til amerikanerne.




Plads til alle – også meget store hatte!
Mini Countryman skriger til himlen som et designprojekt, Mini har haft virkelig svært ved at løse. Hvordan kommer det nuttede, genkendelige, runde over på en mellemstor crossover? – Ved at puste det op. Countryman er underlig, og den har vinkler, hvorfra den er direkte grim. Farven Chili Red (8.800 kr.) er den sidste farve, den store Mini burde have.
Det er ikke kun mig, for jeg er kun mig og kun en enkelt mening. Jeg stopper folk på gaden, når jeg parkerer ved et supermarked eller holder for at tage billeder. Det pæneste jeg hører i løbet af en uge? “Den er godt nok alt andet end køn.”
Måske hvis jeg inviterer indenfor og viser, hvor meget plads det giver at lave en maksimal Mini? Jo, det kan da godt imponere nogle mennesker. Problemet med Countryman er, at mange andre, også rigtig pæne crossovers i samme størrelse, har rigtig god plads. Jeg kan henvise til BMW X1/iX1, hvis det skal blive i familien.
Pladsforholdene er gode til fire voksne, og det gælder på alle pladser og i bagagerummet. Mini har valgt en næsten ekstrem loftshøjde, som jeg ikke forstår. Jeg vil skyde på, der er 40 centimeter luft over hovedet, og jeg er sikker på, at folk hellere vil have lavt brændstof- eller strømforbrug og længere rækkevidde, end at de vil kunne bære en meget høj hat.










Meningerne om brugen af tekstiler på hele instrumentbordet og det den 9,4” store og runde OLED-touchscreen er delte. Tekstilerne ser pæne ud, men stoffet føles billigt. Det føles som vævet plast, men effekten med baggrundsbelysning i felter ser altså meget sej ud i mørket.
Infotainmentsystemet skal kombineres med et head-up-display for give bedst mening, fordi speedometer og alt andet er samlet i den store skærm. Det koster ekstra, og det er egentlig rigtig kikset, at head-up-displayet vises på en billig plexiglasskærm over rattet, når søstermodellen X1/iX1 fås med et lækkert et, der vises i forruden.
Opbygningen af infotainmentsystemet er meget som hos BMW. Menuerne er presset sammen, fordi skærmen er rund, og Apple CarPlay/Android Auto fylder frustrerende lidt på den store skærm, fordi det ikke findes i en rund udgave.







Kører som en iX1
Den nye Countryman er den første, der fås med 100 procent elektrificeret kørsel. Det er ikke tvang, for der er stadig benzinudgaver på prislisten. Dem regner jeg ikke med, der ende med at være mange af på gaden i Danmark, for den er meget dyr.
Elektrisk Countryman kommer i to styrker. De har helt samme data som de tilsvarende iX1-modeller – Countryman E med forhjulstræk, 204 hk og 0-100 på 8,6 sekunder eller Countryman SE med firehjulstræk, 313 hk og 0-100 på 5,6 sekunder. Batteriet er på samlet 66,5 kWh, og 64,6 kWh har man direkte adgang til at bruge.
Rækkevidden går op til 462 kilometer, hvis Countryman E er udstyret med små hjul og basisudstyret Essential. Her kommer minimalismen ind, for en basismodel har ikke meget standardudstyr, og ikke engang næste trin – Classic – og en pakke gør sådan rigtig Countryman luksuriøs. Til gengæld er den over 450.000 kr., og med prisnedsættelser hos BMW på iX1 og et generelt højere udstyrsniveau i den, er Countryman den dyrere af de to. På privatleasing fås Countryman billigere – fra 3.995 kr. om måneden.
Hvis jeg var med i et eksperiment, hvor jeg med bind for øjnene skulle gætte, om jeg kører Countryman E eller iX1 eDrive20, ville jeg have et problem. De har begge et meget tykt rat, som giver nogle chauffører problemer med at holde ordentligt om det, og de har næsten identiske køreegenskaber.
Det er faktisk en skuffelse, men ikke en uventet skuffelse. En Mini bør være sjov, umiddelbar og hurtig i sine bevægelser. Den er mere bare sikker og almindelig, og den føles bestemt ikke som en lille bil. Jeg forstår godt, det ikke lader sig gøre med en 445 centimeter lang Mini, der vejer omkring 2 tons. Når det er sagt, er Countryman E neutral og udstyret med et fint styretøj, ligesom vejgrebet er rigtig godt. Den støjer mere end iX1, som virker til at være en konsekvens af den høje forrude og vinklingen på ruden.
Mini Countryman E koster med sine 204 hk og rækkevidden op til 462 kilometer fra 384.685 kr. BMW iX1 eDrive20 med fuldstændig samme tal koster 395.000 kr. Ingen af de to har helt så meget rækkevidde, som man kan forlange til prisen, men skulle jeg anbefale en af de to, så vil det altid være iX1. Den prøver ikke på at være noget, den ikke er – så meget kan man ikke sige om den nye Countryman.
SPECIFIKATIONER
Mini Countryman E Classic med M Plus-pakke
Motor: Elmotor (for) Ydelse: 204 hk/ 250 Nm 0-100 km/t: 8,6 sekunder Tophastighed: 170 km/t Forbrug: 15,7 kWh/100 km Rækkevidde: 462 kilometer Batteristørrelse: 66,5 kWh (64,6 kWh anvendelig) Ladekapacitet: 130 kW Mål (L/B/H): 445/184/164 cm Køreklar vægt: 1.940 kilo Trækvægt: 1.200 kilo Bagagerumsvolumen: 460-1.450 liter Pris: 436.056 kr. (Mini Countryman E fås fra 384.685 kr.) Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): 25.000/4.595 kr. (Mini Countryman E fås fra 25.000/3.995 kr.) Beskatningsgrundlag, firmabil: Ikke oplyst